18 august 2009

Suzy siger: Ramt lige i nakken...

... af hverdagen.

Mandag morgen på den gamle fabrik.. Det var faktisk ikke så hårdt at komme op kl 7, som jeg troede det ville blive. Og badet var dejligt og tøjet lå lige for. Og jeg cyklede af sted med mine nye ørebøffer og (af alle mennesker) Rod Stewart i hovedet. Og ankom glad og fro til "Do ya think I'm sexy" (et rent tilfælde).

Jeg kan huske noget fra sidste år, hvor jeg kom tilbage fra ferie. Noget med, at jeg ikke kunne se meningen med at arbejde (normalt) og noget med, at jeg havde ondt ad helvede til (ikke normalt). Hvad jeg ikke fortalte dengang var, at det havde bygget sig op over den første halvanden uges tid tilbage på job. Og jeg ved hvad det er: 4 skærme, to tastaturer og to mus. Og et bord der kun er beregnet til det halve.

Nå, men flashback til i går. Selvfølgelig er jeg langsom første dag tilbage på job efter ferie - også fordi jeg lige skulle rundt og snakke om ferie og sige hej og daw og alt det der. Har savnet kollegerne, de er skidesøde allesammen.

Så jeg kom til at sidde der til 17.40 for at blive færdig. Og til sidst kunne jeg godt mærke, at jeg var godt brugt. Så jeg cyklede hjem.

Og i løbet af aftenen fik jeg bare ondt i hovedet og nakken - da jeg skulle i seng var den helt gal. Men det værst er, at da jeg vågnede i morges var det bare med den vildeste hovedpine. Har jeg sjovt nok ikke haft i 4 uger.

(Inden nogen begynder med velmenende råd om hvorvidt ergoterapeuten ikke har været forbi afdelingen osv osv jojojo. Men det var komplet ubrugeligt og hjælper jo ikke noget når udstyret står, som det gør. Og nej, det bliver ikke lavet om. Det bliver. bare. ikke. lavet. om. Jeg gider ikke at gå ind i hvorfor, men stol på, at vi har prøvet. Okay?)

Pointen med hele det her er bare, at jeg erkender hvor hårde veksler det job trækker på mig. Det er også et skidehårdt job. Folk går ned med stress over det, fordi man skal være af en særligt mærkelig støbning - og det er jeg. Men jeg bliver også ældre (hvor er min rollator?) og i samråd med min chef ER jeg så småt igang med at gøre ting og sager. Men jeg skal åbenbart helt derhen hvor min krop siger - så højt den kan - "du. skal. videre." Jeg kan bare ikke fatte at jeg er så dum, at jeg endnu engang skal fylde mig med ALT hvad jeg har af smertestillende for at komme igang igen.

Nå. Og så er jeg igang med denne her (hvem fanden ville have troet det!? Dér røg der nok lige et par indsatser hos bookmakeren, hva?!) Jeg er midt i uge 3. Faktisk skal jeg igang med Uge 3 dag 2 om en halv time. Skal. Tjulla-hop, Madam.

Og så er der jo arbejdsfitnesscenteret som jeg har betalt til i 6 mdr uden på nogen måde (kan man roligt sige) at slide på faciliteterne. Sandheden er, at jeg ikke ANER hvordan man bruger sådan et center. Jeg kommer bare derind totalt Fleksnes-agtig, i mit hjemmejoggingtøj og prikker lidt til alle tingene med min pegefinger og står lidt og kigger på det hele, med hænderne i siden. Og så går jeg ud igen (badet i sved).

Og det ville bare være så rart at kunne bruge løbebåndet indendørs, uden at lave baglæns rullende fortov med kraniebrud til følge. Men jeg er lidt blufærdig ifht. at stå og stønne og pruste ved siden af tv-lægen og andre spændstigheder, der frekventerer stedet. Jeg bliver jo fandme så mørkerød i hovedet, at de sikkert smider alle de vægte de har i hænderne og lægger mig i nato-stilling og tager min puls.

Suzy Q
- Og den skal jeg faktisk selv bruge, thank you very much!

6 kommentarer:

Audio Video Disco sagde ...

Lige mht fitness-centeret ik... så er min oplevelse altså, at det er det ENESTE sted hvor alle bare giver op og er grimme. Faktisk er det kun de der få dåser i dyrt tøj der bliver grint lidt skævt af.

Der hvor jeg er, kan man tydeligt se at hierakiet siger at dem i grimme bukser og en forvasket tshirt og sveden smaskende ned af ansigtet, er dem som er sejest og får mest ud af det, osv.

Og Sus... har du prøvet skærmbriller?

Uden Relevans sagde ...

Nyt layout hva???

dine reklamer er stadig klædt i grønt men så er de jo også nemmere at klikke på :)

visitsen sagde ...

Åh jeg genkender det hele - bortset fra at jeg mest er i det stadie, hvor de sidste 3 måneder har tænkt på, at jeg skal få meldt mig ud af mit fitnesscenter, fordi jeg praktisk taget ikke har været derinde i 6 måneder

... og at jeg er nået så langt at jeg har fået min kæreste til at downloade det omtalte program ... som jo, egentligt skal ud og løbe ... bla.bla.bla.

Men i min sommerferie blev jeg bidt i ansigtet af en hund - og det er jo et frikort til ½ år uden sport (selvom jeg jo gerne vil...)

Jeg hedder visitsen og jeg har et panel af mennesker oppe i mit hoved der har forskellige meninger om sport!

Suzy Q sagde ...

AVD: Næh skærmbrillen har jeg ikke prøvet. Jeg tror faktisk at jeg skal ud og have mig en voksen-brille, og så kan jeg jo lissågodt lige nuppe en skærmbrille med, med det samme. Tak.

UR: Yessir. Klik til du ømmer dig :)

visitsen: er du blevet bidt i ansigtet af en hund? det var dog dramatisk! håber du er okay.
Men altså - c25k er altså godt :)
Jeg er indtil videre glad.

Anonym sagde ...

Ja, formentlig sa det er

Kim Bach sagde ...

Æv, ser dem først nu, to terasser i haven, det er der plads til, hvis jeg fjerne ALT andet - desværre er det PRÆCIS det overboen vil have mig til, så hun kan bruge min have endnu mere, så jeg tror jeg afskaffer den terrasse jag har, og går all out - man skal jo gøre det man er bedst til