26 april 2009

Suzy siger: Ægtefælle-agility

Er din ægtefælle ved at falde lidt hen? Sidder han/hun lidt for meget og nyder livet, slapper for meget af, får ikke bevæget krydsreflekserne og de tilhørende reflekser i hjernen nok?

Så kunne svaret være: Ægtefælle-agility! Det er noget vi bruger hjemme hos os.

Ja, jeg ved det godt - den mest kendte form for agility er den, der er for hunde. I ved, et menneske træner en hund igennem en slags forhindringsbane, hvor hunden kan vise sig mere eller mindre god til at forstå, præstere, hoppe, løbe osv. Der er altså to deltagere, ligesom når man rider - her består ekvipagen så bare af et menneske og en hund.

Jeg har nemlig længe været udsat for betragtelige udfordringer for min behændighed og det er først nu det er gået op for mig, hvor tralvt jeg egentlig har haft - og hvor stor en indsats min ægtefælle lægger i at holde mig vaks og behændig.

Det startede i det små: Der er nogle haveredskaber, som jeg altid bruger det samme sted. Så derfor lagde jeg dem dét sted. Men næste dag, når jeg kom ud igen.. så var de væk! Efter at have stået og kløet mig i nakken et stykke tid, begyndt jeg at lede. Skovlen stod ved nordgavlen. Graveskeen lå på hoveddørstrappen. Min nye ukrudtsklo (DØ SKVALDERKÅL!) hang på en krog i skuret. Hm?

Det gentog sig næste dag. Er do vimmer mand, jeg røg rundt på matriklen og fandt ting og sager og forventede næsten en godbid, da jeg havde løst hele opgaven. Bjæfbjæf! *logre*
Ikke noget med bare at lægge sig ned og rive ukrudt op - NÆH - det er UD at trave, søge, finde, hente, slæbe. Sådan.

Samme mønster med andre ting - Stegepanden som jeg bruger hver morgen, var hver morgen brugt og stod til opvask! Sokkerne, som jeg havde smidt over på hans side af sengen (fordi det var hans) lå pludselig henne på min side af sengen. Jeg smed dem tilbage igen.

-"Så skal der købes affaldsposer" sagde han en dag "gør du det igen? Det er de dér specielle, som du bestiller over nettet!"
-"NÆH! Nu er det din tur." Sjov leg! Han så betuttet ud, så jeg forklarede "Ja, jeg fandt dem sidst, nu er det din tur."
Konens labyrint-regler blev for meget for ham og efter en kort pause udbrød han skingert og hjælpeløst: "Hvorfor skal JEG finde dem... når du VED hvor de er!?"

Okay, så hjalp jeg da med det. Han skulle jo lige igang.

Men så langede han lige den ultimative udfordring over desken og jeg må indrømmer, at jeg her syntes, at det begyndte at tage overhånd, da jeg kom på nat-agility.

Sukkermåsen ville gerne have sengetæppet på over dynerne, sårn fra knæet og ned (på mig: fra hoften og ned), fordi det var lidt småkoldt om natten. I løbet af natten sparkede han det imidlertid af, således at det mega sengetæppe faldt ned og lå hulter til bulter på den lille 70 cm brede ganglinie der er for fodenden af vores dobbeltseng.

Den "sti" skal jeg bruge, hvis jeg om natten skal en tur ud på toilettet. For jeg skal hele vejen rundt om sengen, for at komme hen til døren.

Første nat blev jeg ret overrasket. Jeg indrømmer, jeg var lidt groggy dér midt om natten, så jeg tumlede ud af sengen og tøffede intetanende af sted mod badeværelset. Inden jeg havde nået hjørnet, stod jeg pludselig til knæene i et blødt og glat materiale, som jeg i nattens mulm og mørke ikke lige kunne afkode. Men mit højre ben gled hurtigt en halv meters penge fremad og ud til siden (to lag sengetæppe er glatte mod hinanden) og jeg fik dermed 1,5 liter adrenalin pumpet ud i systemet på et splitsekund - smadrede venstre knæ ind i dobbeltsengens hjørne og forsøgte at gribe fat i vindueskarmen med min højre hånd.

Nede på knæ lå jeg og undrede mig over, hvad der lige var sket. Da jeg havde samlet mig og lagt to og to sammen omkring sengetæppet, kunne jeg således bedre rustet fortsætte min tur: Armene flaksende foran mig som en slags fysisk radar i tæt afsøgning af rummet - i tilfælde af, at der skulle være udlagt flere forhindringer. (Han lå garanteret vågen i mørket og tog noter).

Ude på badeværelset stod jeg og missede med øjnene og stirrede lidt på spejlbilledet af en uglet kone i nat-t-shirt - som om svaret lå dér. På turen tilbage brugte jeg tøffe-metoden til fødderne, hvorved jeg lissom pløjede igennem tæppet, famlede mig frem til sengen, fulgte den med højre hånd, men havde så til sidst fået pløjet så meget tæppe op foran mig, at jeg igen snublede og denne gang hamrede højre knæ ind i hjørnet af sengen. Jeg kastede mig op på plads på min madras og sparkede desperat med benet, for at få det anaconda-kvælende tæppe til at slippe. Jeg lå og stirrede lidt i mørket inden jeg kunne sove igen. Godt nok hård forhindringsbane.

Men nu er jeg beredt: Når jeg går på loki om natten, så foregår det med høje knæløft (for ikke at få viklet anklerne ind i noget) og fuldt natte-beredt, totalt på stikkerne som en ninja. Jeg er også klar til rullefald og håndkantsslag, hvis det skulle være. Og min pels skinner og jeg har sunde gummer.

Suzy Q
- den vakseste ægtetæve AROUND.

PS: Jeg ved at du læser med, og du kan vente dig. Better SHAPE UP!

22 april 2009

Suzy siger: Op på hesten - igen!

Ingen ved det bedre end en (een-gang-altid-selv-om-det-er-længe-siden) hestepige: Når du er blevet smidt af, er landet på hovedet og blevet trådt på ryggen og ligger dér med grus mellem tænderne og ser din kød-scooter vise dig et par baghove i det fjerne - så er der kun een ting at gøre:

På benene, i løb, fang kræet igen, aflevér en ORNlig verbal sviner så bæstet kan få tørret det smørede grin af mulen, og selvom det er det sidste man har lyst til i hele verdenshistorien lige nu... så er det altså bare venstre fod i stigbøjlen, sving højre over og så OP i den saddel igen, dame!

F**k hvor har jeg siddet dér mange gange og stor-tudet fordi det gjorde så herre-naller og jeg var så rædselsslagen, groggy, uskarp og nedslået. Og så skulle jeg bare blive ved. Med risiko for, at det hele skete igen.

Følelsen af det totale nederlag og en ordentlig omgang bank.. kan kun forvandles af anvendelsen af en stålsat vilje, vedholdenhed og ro.

Men det mest kritiske øjeblik indtræffer, når man skal huske at TRO på, at det nytter at blive ved. Jeg glemmer det altid. Jeg ser ingen BEVISER her og nu! Og det gør ondt! Men først videreformidlet og siden egen erfaring har vist, at ting og sager kan lykkes, hvis man bliver ved.. lige lidt længere.

Så man står der på Herrens stubbemark og der er ingen hjælp at hente, kun dig og et tilsyneladende uoverstigeligt problem, noget du VIL så meget og som øjensynligt hader dig, og så skal man tro på, at det her - en dag, ikke engang lige nu, men om lang tid - kan ende godt? Ja, det skal man. Og der er ingen der skal undervurdere hvor elendigt man kan have det, lige dér. Hvor ensomt, smertefuldt og håbløst det virker, men man prøver, famler, ved at man SKAL... Og pludselig en dag...

.. sidder du i sadlen, galopperer ud over stepperne og det hele spiller og klikker og du smiler og mærker hvor meget du har lært når folk kigger og siger "Aj hvordan gør du" så er der kun ét at svare: "Jeg har knoklet" med den meget vigtige tilføjelse: "Og jeg blev ved."

Suzy Q
- Total Forvirring burde man egentlig hylde noget mere - for det er jo tilstanden lige inden ti-øren falder.

Update: Inden alle troldene overfalder mig og siger "HA! Tag dog din egen medicin" og "det er du sguda ikke særlig god til" og andre "jegharkundårligetingatsige-ogvilgernehakkepådigifuldoffentlighed"-trolde-agtige ting, så JA.

21 april 2009

Suzy siger: Super-mærkeligt

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive. Der er lissom for meget. Måske har jeg forsømt blogningen så længe, at det har hobet sig for meget op. Måske trængte jeg bare til en pause.

Suzy Q
- jeg prøver igen i morgen

05 april 2009

Suzy siger: I morgen er jeg rask-ish. Basta!

Jeg når snart op på siden af Mandejammer i ucensoreret klynk, hvis jeg fortsætter denne influenza-føljeton. Jeg vil forsøge at anlægge en nøgtern vinkel.

Jeg er nu nået til det velkendte - men måske ikke så anerkendte - stadie af den banale sygdom, som man måske kunne kalde "fontainen". Denne kendetegnes ved, at kroppen pludselig genererer overskydende mængder af slim og og andre væsker, der finder vej ud af kroppen ved at trænge igennem næse og øjne.

Min næse er næsten pudset AF - ja vi er forbi den hævede, røde, tørre og skællede periode - den er simpelthen så syg og øm, at jeg forventer at min immunsystem permanent afstøder den i løbet af i dag. Jeg regner egentlig med at købe sådan en Tycho Brahe-erstatnings-anordning, som jeg kan spænde på mit ansigt med et nakketræk. Så kan jeg også variere i forhold til anledning: Et stort orange næb til påske og den klassiske røde & runde cirkusversion til arbejde [indsæt selv-sarkasme her]. Og måske på sigt en flexibel lille, hvid Pinnochio-version - det lader til at det er sådan mange mennesker kommer frem i verden.

Kunne jeg så ikke bare være lidt hygge-syg og få læst en masse gode bøger eller se nogle film?
Joda, bortset fra at jeg nærmest er permanent blændet, idet der spontant fosser vand ud af mit højre næsebor OG mit højre øje.

Sidder lige så stille og lader som om jeg ikke laver noget vigtigt (method acting) og så simulerer snuden simpelthen et potentielt nys - det kilder og krabler, men det bliver ikke til noget - og i stedet åbner hornet så for hanerne og lukker en halv liter saltvand ud. Her er det så, at jeg, hurtigere end en blændet og groggy teenage-mutant-ninja-turtle (der lige var kommet til at rulle om på skjoldet), spræller mig til bens og kaster mig af sted efter køkkenrulle, lokumspapir, hvadsomhelst der kan suge, presser det fundne mod mit svulmende ansigt og venter træt på, at det holder op.

Jeg ligner permanent en, der lige har tudet i 4 timer. Fedt.

Samtalerne mellem mig og ægtefællen går mest:

Sukkermåsen: "Og så *mumle-mumle-mumle* det var da meget *mumle-mumle*"
Mig: "HVA!?" "SIG MIG - TALER DU HELT VILDT LAVT!?"

eller

Mig: "Ng. Så bnev han generabdirkzør i nabo"
Sukkermåsen: "Hva!? Generalmajor i Netto!?" [seriøst, det sagde han. Han er jo døv].

Suzy Q
- næste indlæg blir om alt muligt konstruktivt. Wolla jeg swaerwer.

03 april 2009

Suzy siger: Nederen mærkedag

Influenza. Og alt det solskin udenfor. Både roserne og jeg får knopper af det vejr.

Jeg sidder her og trykker næsen flad, mens snotten render ned ad ruden, og fører en deprimerende telefonsamtale, med et menneske, der (forhåbentligt midlertidigt) har fået lagt sit liv i grus.

Og jeg trænger noget så eftertænksomt til en smøg, men halsen er for tyk. Overvejer seriøst at gøre mig selv kvalmesyg for lidt nikotin i solskin.

Så ringer det på døren.

Der står Postdanmarks Agent på Gaden - det uskyldige offer for corporate vanrøgt - og rækker mig gudhjælpemig en pakke.

Den er fra mig selv. Hvem ellers. Fyldt med dvd'er og een bog.
Pjat (til barnerøven i mig), grufuld gys (til kynikeren) og endnu en managementbog (til det lysegrønne håb). Barnerøven og kynikeren vinder indpas - dvderne fylder mest.

Og så sker det.

Jeg ser. Tror jeg ser forkert, tror det bare er lyset. Drejer hovedet. Fører vantro hånden op. Tager fat.

Hiver: *dink*

Beviset mod skrivebordets sorte plade er umiskendeligt:
Det første grå hår.

Suzy Q
- jeg er gået i influenza-jeg-ønsker-KUN-at-dø-lejr på sofaen, hvor jeg ser Wallace & Gromit og Børnehjemmet - og jeg kommer ALDRIG ud igen.

01 april 2009

Suzy siger: Narkolepsi

Hver dag tænker jeg "i dag skal der blogges". Og når jeg så kommer hjem fra arbejde, så er. jeg. så. træt.

Jeg er træt når jeg vågner om morgenen og jeg er træt om aftenen. Man burde sikkert være vildt speedet af, at lyset er kommet tilbage og alt dét... men jeg er så træt. Og Sukkermåsen er træt.

Så, et eller andet sted derude, der snubler jeg søvnigt rundt.

Jeg ønsker mig overskud til alle de ting der skal gøres. Initiativer der skal tages, venner der skal ses, liv der skal leves, beslutninger der skal tages. Alt det.

Suzy Q
- men jeg er så træt.

Update: Og så er jeg hoppet på TYVE x aprilsnar i dag. Jeez. Omgivet af spøgefugle, er man. Vi er nogle, der glæder os meget til d. 2. april.

UPDATE 2: Nåhhhhr NU forstår jeg det: Jeg skulle have influenza. Det har jeg så nu. Ærgerligt, men dog opklarende.