02 marts 2009

Suzy siger: Indtryk galore

Vægttab: Forunderlige verden. Min krop skal doneres til videnskaben og min diætist har noget hun skal forklare mig, når hun kommer hjem fra ferie.

Efter at være faldet udramatisk og forudsigeligt, præcis ligeså pinagtigt langsomt som det kunne forventes - så steg min vægt lige med 0,7 kg fra onsdag til fredag. Det var et resultat af at... jeg havde fulgt planen til punkt og prikke - ligesom alle de andre dage. Nej, jeg havde ikke lige drukket en liter vand. Nej jeg havde ikke snydt. Nejnejnej. Nu står der kun ét spørgsmål tilbage at stille: HVORDAN!? Jeg har endnu ikke smidt alle formastelige og mystiske kropshævner 0,7 kg igen *knurre*.

Koncert: Var i det dér nye koncerthus for at høre DR Big Band og skandinaviske jazz-divaer. Bagefter fandt jeg ud af, at man ikke måtte tage billeder under koncerten. Så hvor det her kommer fra, aner jeg ikke.




Jeg elsker DR Big Band. Det swinger så smilet næsten flækker mit ansigt, og når trompeterne gi'r den gas er det lisså det klirrer i hele gebisset. * TRUUUT *

Den norske sangfugl var lidt tyndbenet, den svenske var der mere gods i, men så kom Cæcilie Norby på scenen og så drejede jeg hovedet over mod Sukkermåsen, min tro følgesvend, og sagde: "Okay. Hun synger jo kun cirka HUNDREDE gange bedre end de andre to!" og han nikkede med store, runde øjne.

Vi stod op og klappede til sidst - for man skal ikke være nærrig med det - men det var helt ærligt ikke en stående-applaus-koncert. Hvis det bare havde været Cæcilie, så okay. Men energien dalede hele tiden, når man lige var ved at komme op at køre.

Big Bandet fejlede dog ikke noget, med led under ikke rigtig at få lov til at trykke hornet i bund, pga. de mange skift hele tiden.

Øl: Opildnet af mine fejlslagne slanke-anstrengelser, og ansporet af oplevelsen med live-musik, fik jeg så sindssygt meget lyst til ØL efter koncerten. Vi ringede til en ven og tog alle hjørner på to hjul - og i en kiosk købte jeg, begærlig som en anden Gollum, FIRE Tuborg Classic til mig selv. ALL MINE! Velplaceret med smøger og øller, slubrede jeg den ene efter den anden i mig - øj hvor smagte det godt, mand. Den ene blev heldigvis nasset væk, så det blev kun til tre.

Tømmermænd: Jeg sværger.. jeg var så træt af tømmermænd om lørdagen, at jeg overhovedet ikke kunne tænke og måtte gå ind og tage en lur OG måtte droppe de bestillinger jeg havde på bif-billetter til "mænd der hader kvinder". Afholdenhed ødelægger åbenbart fuldstændigt eens liv. Tre øl.

Foredrag: Jeg hader søndage, så derfor var jeg lykkelig for at sige ja til at arbejde i søndags. Jeg tog ud og holdt et foredrag (med interaktion) og det gik rigtig godt. Dejligt at bruge dagen fornuftigt, meget givende at være sammen med spændende mennesker *sender en tak til himmels*.

Tilbage står stadig spørgsmålet om, hvad jeg skal gøre med mit liv - det er jeg ikke kommet nærmere - trods alt det ovenstående.

Og til sidst en tanke: Her til aften sad jeg i Fabrikkens rygegård og fik en smøg. Og så fik jeg selskab af en ung og for mig ukendt kollega. Med bælte i bukserne. Helt nede om ballerne - altså både bukser og bælte.

Og så var det jeg tænkte: Kender I ikke dem, der kommer til at blive hængende i deres ungdoms mode? Uanset hvilken alder de får, så bliver de ved med at synes, at skulderpuder er smart, hvis de fx. var unge i 80'erne.

Hvad så med alle de der drenge, der de sidste 10 år har rendt rundt med bukserne nede om røven? Får vi så, om 50 år, en masse senior medborgere, der synes at Calvin Klein-underdrenge og numserids bare skal sidde OVER bæltet?


Suzy Q
- jeg er heldigvis nok død på det tidspunkt.

5 kommentarer:

Anna sagde ...

Vægtstigning kan forklares ud fra din cyklus. Måske du suger lidt mere vand når månen går på hæld og hormonerne flokkes i knolden på dig.

Uden Relevans sagde ...

Hehehe

Torben BoP sagde ...

Bukser nede om numsen har da så vidt jeg ved været mode blandt diverse håndværkergrupperinger i årevis!

0,7 kg! Det ka man tabe sig med en omskæring - eller...

sorry stryg den..

julie_a sagde ...

Jeg er med Anna - det er den tid på måneden?

Suzy Q sagde ...

Anna: Hormoner, måske. Men ingen cyklus. Har Implanom (p-stav i armen) dvs permanent på minipiller (via blodbanen).

Torben: ... Jeg kunne selvfølgelig blive klippet.
MEN ALTSÅ: Når man skal smide 10 og det går HUNDElangsomt, så er 0,7 den gale vej altså en HEL UGES arbejde!
:D

Julie_a: Nope. Det er aldrig den tid på måneden, lykkeligvis :)