27 marts 2009

Suzy siger: Amager - Borup - Amager

Min mand skulle til Århus for at undervise fredag, lørdag og søndag. Aufwiedershein.

Jeg skulle til 40 års fejring af Wolla-min-kuZIN på fremmed territorium: Borup, 4140 Sjælland.
Chauffør & Stifinder i Århus. Okay. Get a grip, kælling, you can do this! Bilkørende ædru ville faktisk være en fordel i denne sammenhæng, for jeg skulle rejse til Prag dagen efter. Pakning og flyvning fungerer bedst i frisk tilstand.

Overskudsagtig, udhvilet, lørdag kl. 12, med en ret under armen, (som jeg havde stegt hele formiddagen) og en times smuksering - afgang. Suzy Q med pænt tøj, alene i Suzuki og med en Krak-vejledning knuget i en svedig næve. Den Visse Død lige foran motorhjelmen. Fremad!

(Øjeblik, nu skræver naboens kat IGEN på min græsplæne "KA DO SÅ KRAFT-PETER-VÆLTME !!!")

Efter en time i overlevelsesbanen parkerede jeg dyret (bilen, ikke naboens kat), åndede ud og gik ind til fest, med en splinterny stolt følelse af sejr, lettelse og et helt tindrende miligram uvant selvtillid svulmende op gennem halsen.

Så var det, at min onkel åbnede døren og svarede mit smil og mit "hej!" med:
"Hvad FANDEN har du lavet!? HA! Har du været ude hele natten!? [vrængede] Du ser KRAFTedme fuldstændigt SMADRET [sø-MAD-rad] ud!!"

Det forventes naturligvis at jeg ler og gir ham ret. Og det forventes MAX at jeg moderligt irettesætter den frække dreng på 73 år, måske med et "Hooold da op. DU ser til gengæld rigtig godt ud!" eller at jeg - og så har han vundet - bliver irriteret og kigger ned i jorden og ryster på hovedet af ham.

I stedet kiggede jeg ham i øjnene og sagde: "Hold KÆFT hvor er du egentlig LED" og gik forbi ham og ind til fødselaren.

(Mind mig lige om at jeg skal have skrevet nogle postkort til familien:

"Kære blodbeslægtede. Jeg er kravlet ned af den "hun-er-jo-stærk!"-piedestal I har stillet mig op på, for jeg brød mig ikke længere om at være bulls eye for stenkastnings-konkurrencer. Skulle enkelte endnu engang komme til at forveksle mig med en statue, så beklager jeg på forhånd den meget menneskelige knytnæve, der havner i vedkommendes tænder.
Kærlig hilsen S". )

Herefter var jeg pivende ædru til fest i 9 timer, mens resten af selskabet fyrede op under de små grå, de lidt større sorte og de meget store med gyldent brus. Der blev råbt & skreget og grædt & grint, og der blev danset igennem til både Justin og Mormors kolonihavehus.

Først senere, efter omtrent 1000 nej-takker til drikkevarer, fandt jeg tilfældigt ud af, at regionaltoget gik lige til døren *DOH* og hjem igen *TRIPLE-DOH* men jeg bed tænderne sammen og glædede mig over, at jeg både kunne være noget for min kuzin OG være noget for mig selv - ved at holde mig ædru. For jeg skulle ud at rejse dagen efter.

Min kuzin og jeg fik en del hygge-snakke-smøger udendørs i fred. Jeg sagde farvel da fødselarens papfars nye kone ikke længere kunne gå og/eller tale.

På vej hjem sang jeg med på alle Radio 100FM's fremragende all-time-hits i vilden sky.
Og jeg var lige midt i

"R.E.S.P.E.C.T.,
find out what it means to me.
R.E.S.P.E.C.T., AAAAUUUUUUUU
suck-it-to-me-suck-it-to-me
suck-it-to-me-suck-it-to-me
suck-it-to-me-suck-it-to-me
suck-it-to-me-suck-it-to-me"

da radioen eksploderede på vej over motorvejsbroen ved Avedøre og alt i midterkonsollen gik ud med et *poof*.

Jeg var shaken, but not stirred da jeg rullede på plads i carporten. Herefter bællede jeg 3 glas hvidvin, lå søvnløs og vågnede med stride tømmermænd søndag morgen.

Suzy Q
- det gjorde pakningen til Pragturen ret vanskelig.

22 marts 2009

Suzy siger: Tilgivelse

Blogsbjerg har et godt indlæg om tilgivelse. Men udover min reklame, ville jeg bare lige knytte en kommentar:

Jeg så engang en dokumentar om konfrontationer mellem ofre og/eller deres pårørende på den ene side og diverse gerningsmænd på den anden.

I en retssal sad en ung mand på anklagebænken for mord på en anden ung mand. Morderen havde det ad helvede til og henvendte sig til ofrets mor og undskyldte, angrede og underkastede sig.

Hendes svar var: "I have forgiven you. You no longer hold any power over me".

Hendes tone var hverken nedladende eller hånligt eller hadsk - bare konstaterende. Bum, du har mistet din betydning. Mit liv er mit eget.

I det øjeblik indså jeg, at hvis jeg kunne tilgive, så var magten tilbage på min banehalvdel. Jeg kunne sige fra, fejle, være uperfekt, mig selv, uden frygt. Jeg behøvede ikke længere at være en kugle i et flipperspil, der blev kastet rundt af "onde" mennesker, der var herrer over, hvordan det gik mig.

Det er bestemt ikke arbejdsfrit at tilgive. Det handler mest om at acceptere de ting man ikke kan ændre og - hvis man er over 18 når hændelsen der behøver tilgivelse sker - at påtage sig fuldt ansvar for sig selv. (Ikke skyld - ansvar. To vidt forskellige ting i mit hoved).

Og hvad var det sidste: Nåjo. Jeg talte for kort tid siden med en anden blogger om tilgivelse. Hun havde det interessante indspark, at man kunne rejse det spørgsmål, om tilgivelse var mulig, hvis der ikke var anger at spore hos modparten? Ville angsten for at det kunne ske igen da stå i vejen for evnen til den fulde tilgivelse?

Jeg har tænkt over det længe. Det er et godt spørgsmål.

Suzy Q
- jeg hælder 80% til den side der siger, at ja, tilgivelse uden anger fra den anden part er mulig.

De sidste 20% vil bare lægge hænderne om halsen på de stupide snotaber og fucking smadre deres fjæs til de FORSTÅR.

Hov. Firserpædagogikken "vold avler vold" er vist desværre sand. Og nu er det mig der er gerningsmand. Og de stupide snotaber er stadig ganske enkelt ikke udstyret med intelligensen til at formå at forstå.

Så nu er jeg nødt til at arbejde på 100% tilgivelse uden skyggen af anger.

For mit liv er mit og ingen andres.

Og da slet ikke snotabers.

18 marts 2009

Suzy siger: Hold nu kæft

Bekinge-bade-ganden.

Blekinge-bade..

Behk...

Suzy Q
- argh!!!

17 marts 2009

Suzy siger: Sort uheld

Så har jeg lissom vedstået mig min kreazive [sic] side og købt en kulørt klud - en såkaldt nymodens tunika. Bare for at chokere mine omgivelse ved at møde op i noget andet, end de sorte gevandter jeg plejer at kaste på kroppen om morgenen.

På arbejdet udbryder chefen: "Åhr hvad? Du har fået nyt tøj?"

Så blir jeg akut forlegen og laver sådan en "what? this-old-thing?"-gestus og fremstammer noget i retningen af "ahhrr.. mere eller mindre... du ved.. det er vist... noget tid siden.."

Bare ærgerligt at jeg havde et prisskilt på størrelse med en Charles Dickens paperback hængende ned ad nakken i en laaaaang snor. Opdagede jeg om aftenen. *DOH*

Så skrev jeg i går en sms ude fra arbejdet og hjem til Sukkermåsen: "Hej Musling. Det bli'r ikke sent i dag. Kys fra Suzy".

Bare ærgerligt at jeg sendte den til min nye praktikant. Der fra nu af hedder Musling.

Suzy Q
- for min mands rigtige kælenavn er selvfølgelig KING!

12 marts 2009

Suzy siger: Ikke alligevel

Jeg har skrevet et langt indlæg, som jeg ikke har publiceret.

Kender I det?

Suzy Q
- grubler

06 marts 2009

Suzy siger: Sammen satte ord

Jeg har næsten aldrig set noget gå hurtigere. Det spreder sig som en steppe brand [sic].

Danskernes lyst til at acceptere at sammensatte ord rent faktisk hænger sammen, falder så tungt som en sten. Og næsten lige så uundgåeligt.

Tjek det ud:

"Eneundervisning" er det eneste der er lykkedes i annoncen ovenfor - som er en helt tilfældig en, jeg bare saksede fra Facebooks margin.

Job. Søgende.
Internet. Kurser.
Internet. Udviklere.

Nå. Min egen mands virksomhed har en forkærlighed for det samme - jeg var forfærdet og har flere gange påpeget, at "MV behandler" er en sætning med et substantiv og et verbum. "Brug dog i det mindste en bindestreg" skreg jeg bedende og gik i Maude-fosterstilling på min daybed i kontoret.

Sukkermåsen sagde en dag, da jeg endnu engang var ved at få et hjertestop over tendensen:
"Jeg tror, at du skal vænne dig til det, skat. Jeg tror det er nydansk".

Og jeg kan sikkert lige så godt droppe det, for ALLE gør det. Jeg ser det 20 gange om dagen i FB-statuslinierne - den anden dag havde min fætter lavet "aftens mad" - i artikler, i annoncer og den anden dag også på et vejskilt "Denne vej til Hundige Centeret". (Fair nok hvis det er navnet på centeret, men jeg får alligevel ticks).

Min redaktions nye ekstra-chef, der har boet 10 år i England og sikkert er gennem-anglificeret, men dog dansk, gør det 1000 gange på sin hjemmeside.

Og JEG er ikke engang sprogrevser. Jeg er overhovedet ikke perfekt, langt fra. Min tegnsætning er helt hen i vejret. Dels fordi jeg har en fagskade, fordi jeg i mange år har skrevet mundtlige manuskripter og dermed sætter "tale-tegn" i teksten. Dels kan jeg bare ikke huske reglerne.

Men yderligere - og det er så bevidst - prøver jeg ovenikøbet altid at skabe modvægt til den anden side [the other side! - ord delerne!] ved respektløst at sammentrække alting.
Det er mig med lassar gissar og lisså og hvannu? og frexempel.

Men min underbevidsthed bliver jo også påvirket og anglificeret, så guderne må vide hvor mange fejl jeg laver. Lige oven over blev jeg i tvivl om "ovenikøbet", men for modvægtens skyld valgte jeg ud-i-et-modellen. Nu er jeg i tvivl om "oven over" som jeg lige skrev. Ovenover. Ej, det er altså i to.

Nu indhentes teksten af sin egen paranoia!! Giv øjeblikkeligt din mening til kende i kommentarfeltets store, tomme rum. Skaljegbarevænnemigtildet?

SuzyQ
-ingenmellemrumoverhovedetfungerermåskeogsåenkendedårligt.

05 marts 2009

Suzy siger: Hvabba!?

Endnu et pletskud fra tv2.dk


Suzy Q
- lidt synd at hun skulle gøre det, samtidig med at hun tog mavebøjninger. Eller er det rent pral og overskud fra Prinsessens side?

Men jeg stemmer helt klart på "godkendt" :D

Update: Øv nu har de rettet det.

Suzy siger: Nye damer

Der er kommet nye damer i min liste med anbefalinger ude og nede til højre.

Undreland, Snakker med mig selv, Visitsen og Madame's Huskeblog.

Vidt - VIDT - forskellige typer - alle ærefrygtindgydende velskrivende.
Der uddeles analyser, humor, eftertænksomhed, aktuelle kommentarer, øjebliksbilleder, penselstrøg og piskesmæld.

Jeg dukker op på omtrent hele min link-liste hver dag og lapper skriblerierne i mig som en tørstig labrador og så har jeg fået cellerne stimuleret og ladet op til resten af døgnet.

Den anden dag spurgte min veninde (siden gymnasiet) mig, om hvad det der blogging var for noget og hvad jeg fik ud af det.

[indsæt ufattelig lang tænkepause - ikke forårsaget af, at man skal lede efter noget; men nærmere fordi, der er så meget, at uanset hvilke ord man sætter på, så vil det stadig lyde uforståeligt i en ikke-indviets øren. Plus - og gad vide om det er en bloggerskade ? - så tager det tid at formulere den helt rigtige sætning]

Hvad skal man snart svare.
Efter så mange år på bloggen er det jo blevet en del af eens liv.
Jeg henter information og faglighed. Jeg oplever inspiration og uredelighed. Jeg ser på kunst og brølende mild menneskelighed.

Jeg endte med at svare "det er en svær vane at få og den er lisså svær at komme af med igen".
Det var selvfølgelig noget jeg havde læst et sted, gæt selv hvor.

OG hvis jeg så lige endnu engang må fremhæve Blogsbjerg, der ganske enkelt har en skriveevne der gør, at jeg ind imellem glemmer at trække vejret. Hele tiden tre skridt foran og kun med det spidseste viid i verden. God værkstedshumor *undskyld* - altid med på en selv-griner.

Suzy Q
- jeg blev åbenbart ligepludselig helt sendigimental.

03 marts 2009

Suzy siger: Lyserøde elefanter

.. er måske ikke så langt ude som man skulle tro?

Man har lige fundet en pink delfin.

Suzy Q
- og det er ikke engang 1. april.

02 marts 2009

Suzy siger: Indtryk galore

Vægttab: Forunderlige verden. Min krop skal doneres til videnskaben og min diætist har noget hun skal forklare mig, når hun kommer hjem fra ferie.

Efter at være faldet udramatisk og forudsigeligt, præcis ligeså pinagtigt langsomt som det kunne forventes - så steg min vægt lige med 0,7 kg fra onsdag til fredag. Det var et resultat af at... jeg havde fulgt planen til punkt og prikke - ligesom alle de andre dage. Nej, jeg havde ikke lige drukket en liter vand. Nej jeg havde ikke snydt. Nejnejnej. Nu står der kun ét spørgsmål tilbage at stille: HVORDAN!? Jeg har endnu ikke smidt alle formastelige og mystiske kropshævner 0,7 kg igen *knurre*.

Koncert: Var i det dér nye koncerthus for at høre DR Big Band og skandinaviske jazz-divaer. Bagefter fandt jeg ud af, at man ikke måtte tage billeder under koncerten. Så hvor det her kommer fra, aner jeg ikke.




Jeg elsker DR Big Band. Det swinger så smilet næsten flækker mit ansigt, og når trompeterne gi'r den gas er det lisså det klirrer i hele gebisset. * TRUUUT *

Den norske sangfugl var lidt tyndbenet, den svenske var der mere gods i, men så kom Cæcilie Norby på scenen og så drejede jeg hovedet over mod Sukkermåsen, min tro følgesvend, og sagde: "Okay. Hun synger jo kun cirka HUNDREDE gange bedre end de andre to!" og han nikkede med store, runde øjne.

Vi stod op og klappede til sidst - for man skal ikke være nærrig med det - men det var helt ærligt ikke en stående-applaus-koncert. Hvis det bare havde været Cæcilie, så okay. Men energien dalede hele tiden, når man lige var ved at komme op at køre.

Big Bandet fejlede dog ikke noget, med led under ikke rigtig at få lov til at trykke hornet i bund, pga. de mange skift hele tiden.

Øl: Opildnet af mine fejlslagne slanke-anstrengelser, og ansporet af oplevelsen med live-musik, fik jeg så sindssygt meget lyst til ØL efter koncerten. Vi ringede til en ven og tog alle hjørner på to hjul - og i en kiosk købte jeg, begærlig som en anden Gollum, FIRE Tuborg Classic til mig selv. ALL MINE! Velplaceret med smøger og øller, slubrede jeg den ene efter den anden i mig - øj hvor smagte det godt, mand. Den ene blev heldigvis nasset væk, så det blev kun til tre.

Tømmermænd: Jeg sværger.. jeg var så træt af tømmermænd om lørdagen, at jeg overhovedet ikke kunne tænke og måtte gå ind og tage en lur OG måtte droppe de bestillinger jeg havde på bif-billetter til "mænd der hader kvinder". Afholdenhed ødelægger åbenbart fuldstændigt eens liv. Tre øl.

Foredrag: Jeg hader søndage, så derfor var jeg lykkelig for at sige ja til at arbejde i søndags. Jeg tog ud og holdt et foredrag (med interaktion) og det gik rigtig godt. Dejligt at bruge dagen fornuftigt, meget givende at være sammen med spændende mennesker *sender en tak til himmels*.

Tilbage står stadig spørgsmålet om, hvad jeg skal gøre med mit liv - det er jeg ikke kommet nærmere - trods alt det ovenstående.

Og til sidst en tanke: Her til aften sad jeg i Fabrikkens rygegård og fik en smøg. Og så fik jeg selskab af en ung og for mig ukendt kollega. Med bælte i bukserne. Helt nede om ballerne - altså både bukser og bælte.

Og så var det jeg tænkte: Kender I ikke dem, der kommer til at blive hængende i deres ungdoms mode? Uanset hvilken alder de får, så bliver de ved med at synes, at skulderpuder er smart, hvis de fx. var unge i 80'erne.

Hvad så med alle de der drenge, der de sidste 10 år har rendt rundt med bukserne nede om røven? Får vi så, om 50 år, en masse senior medborgere, der synes at Calvin Klein-underdrenge og numserids bare skal sidde OVER bæltet?


Suzy Q
- jeg er heldigvis nok død på det tidspunkt.