23 februar 2009

Suzy siger: Undertøjs-fatalisme

Når jeg har fri (som jeg har i dag), ta'r jeg ofte min jeg-har-fri-bh på. Godt gættet, den er ret comfy og ikke særlig pæn.

Det betyder selvfølgelig, at jeg også har nogle mindre komfortable, men meget klædelige såkaldte ikke-fri-bh'er (ordet "arbejds-bh'er" giver bare for mange grimme billeder), som jeg bærer ved andre og minimalt mere officielle lejligheder end fridage.

Lige for lidt siden slog det mig: Hvorfor egentlig? Det burde jo være omvendt.
Jeg mener: Det er jo ikke fordi jeg ligefrem regner med, eller håber på, at blive klædt af på arbejdet? Den eneste, der rent faktisk har Autorisation til at se mig i mit undertøj, ser jeg jo som oftest her hjemme. Det er heller ikke fordi jeg har et arbejde, hvor jeg er synlig og SKAL tage mig godt ud, tværtimod, heldigvis.

Min mor sagde altid og ofte til mig, at rent og pænt undertøj var meget vigtigt - for tænk hvis man blev kørt ned af en bil og havnede på sygehuset, hvor fremmede mennesker skulle tage tøjet af een. Seriøst. Så ville det være dødbringende pinligt at have grimt og ikke-helt-rent undertøj på. Hvilket betyder, at hvis man ikke døde af sine kvæstelser, så ville man med sikkerhed dø af skam.

Siden har jeg levet i rædsel for både at blive kørt ned og at have ikke-pænt og hvinende nyvasket undertøj på.

Bortset fra på mine fridage, hvor jeg så desværre er nødt til at holde mig indendøre og væk fra vejene for at minimere dødsrisikoen og den efterfølgende totale blamering.

Suzy Q
- jeg har også en grim fridags-trøje. Faktisk er jeg et rigtigt fridags-skod.

(Og I skal ikke begynde at få ondt af Sukkermåsen - hans fridags-fleece er heller ikke just et stykke pirrende festbeklædning, men jeg elsker den fordi den lægger et udholdeligt niveau).

21 februar 2009

Suzy siger: Begrundet mistanke

Min diætist skulle på ferie - en måned til Thailand.

Mens jeg går rundt her i kulden og afvejer 50 gr agurk i tide og utide, og forsøger at få noget varieret og velsmagende ud af 100 gram oksehak og et halvt hvidkålshoved aften efter aften, og trofast og indædt vader Ama'r tyndt, pløjer mig gennem sne og slud med fleecen rimpet sammen om ansigtet, så jeg ligner en alpin-muslim i dyne-burka, og tror at det er løgn når vækkeuret ringer, flår mig selv ud af sengen (eller bliver flået af nazi-ægtefælle der, når jeg råber "jeg VIL IKKE!" skriger tilbage ".. men du SKAL!"), hvorefter jeg sidder træt og vantro og kværner mit knækbrød og nøje afvejede 15 g smøreost, hvilket, skulle jeg hilse og sige, er en fin erstatning for kontaktlim, og så slæwer jeg mig ud til arbejd' hvor ingen bemærker hvad jeg laver og hvor min fornemmeste opgave er at gå i ét med tapetet og slæwer mig hjem igen, ængstelig for hvad aftenen byder mig af kulinariske udfordringer: Et stykke laks på størrelse med en USB-stick? Et stykke broccoli på størrelse med Canada?

sidder hun (diætisten) under en palme og vifter sig "puhhh hvor er det varmt" og griner bredt om aftenen med fedtet rendende ned ad hagen fra al den kokosmælke-karry hun æder, og bagefter jager hun snabelen i en velvoksen piña colada og stikker fire plader chokolade i bugen, dejser om og vågner når hun vågner, gnider sig i øjnene og gnubber sig i hænderne, inden hun sætter sig til et veldækket morgenbord, hvor hun glubende indtager ost, brød og andre luxusvarer, inden hun belaver sig på en anstrengende dag på stranden, hvor hun ligger og tænker på alle de taknemmelige e-mails hun modtager, fordi folk er så hamrende taknemmelige over det arbejde hun udfører.

Jeg er lykkeligvis fritaget fra at TRO på metoden, idet den er baseret på videnskab.

Suzy Q
- og det virker. Tilsyneladende.

UPDATE: Skulle man mon tage sig en uddannelse mere...?? Hm....

UPDATE II: Inden nogen ikke fatter min humor må jeg hellere understrege, at jeg er vildt glad.

18 februar 2009

Suzy siger: Himlen ned på jorden

Er jeg den eneste der synes, at det er dybt spirituelt at leve et jordnært liv?

  • Når jeg roder i jorden og måske putter et frø derned.
  • Når jeg siger nejtak, for jeg er nødt til at tage hjem.
  • Når jeg laver noget i ovnen der ta'r tid.
  • Når lige hér er det bedste sted at være - i verdenshistorien.
  • Når jeg med møje og besvær slæber nogle sten frem og tilbage og lægger dem som en sirlig sti ingen nogensinde vil bemærke. Ud over mig, der glædes hver gang.
  • Når jeg danser som et vildt dyr.
  • Når jeg bruger fire år på at fantasere om og tålmodigt vente på en træbeklædt facade, og ikke helmer før jeg når mit mål.
  • Når jeg går efter kvaliteten af de 360 dage om året og ikke de fem.
  • Når jeg bandende holder møjet nede, så jeg ikke en dag overvældes og gi'r op.
  • Delayed gratification - den langsigtede skaberkraft.
  • Og den lynhurtige! når jeg svinger mit intellekts samurai-sværd og skærer igennem *swush* - og finder guld i noget så modigt som tale før tanke. På den "hvor-fanden-kom-dét-fra?"-agtige måde, efterfulgt af et smil fra sjælens bund.

Så bemærker jeg det store.
  • Jeg hører vingesus fra mennesker der i årtusinder før mig har drømt, knoklet, glædet og bekymret sig på samme måde.
  • Jeg mærker hvordan jeg for hver gang opdager en ny facet i min sjæl.
  • Jeg sammenligner den ydre opgave, med den indre.
  • Så kan jeg pludselig sige: "På grund af min erfaring var jeg faktisk så lidt nervøs, at jeg nåede at nyde både processen og mig selv i den, i fulde drag, mens det stod på".
  • Jeg mærker min opgivenhed - gider jeg overhovedet gå i gang med de sten? - overvinder den, gør det og opbygger derved et bedre mønster.
  • Underet er lige foran os og inden i os.
  • Jeg tænker "En dag vil det være Suzy Q i kisten i kirken - og ikke en anden". Alle skal herfra mutters alene og vi kan ikke tage en skid med. Intet.
  • Men det er også lidt som hvis man kom til en fest i høje hæle, frakke og taske på armen og nogen sagde: "Nu holder jeg lige dine sko, din frakke og din taske her i indgangen. Du skal bare gå ind og gøre dét du nu skal, uden at bekymre dig om hvor noget som helst er henne, eller om at få ømme fødder, eller om hvor du skal lægge frakken - jeg har det hele lige her. Der er kun dig og det, du har lyst til at gøre." Friheden.
  • Jeg overrasker mig selv - det troede jeg-1 faktisk ikke, at jeg-2 ville klare. Jeg skynder mig at bemærke, hvad der gjorde udslaget.
  • Jeg grunder over tingene. Jeg indser, at det også var min fejl.
  • Jeg mærker, at vi ikke har andet at lave her på kloden end at leve og leve og leve.

Altså nogle gange, ikk.

Andre gange skriger jeg bare fuuuuckkk jeeeeeeeeeeerrrrrr
og render ind i junglen mens jeg affyrer maskingeværsalver bagudrettet, og kravler op i et træ og krøller mig sammen som en kugle, fordi jeg er så lille og magtesløs, at jeg aldrig kan blive glad igen.

Før næste gang.

Suzy Q
- jeg skrev det så, for at minde mig selv om det.
For i dag er jeg rendt ind i junglen.

10 februar 2009

Suzy siger: Jeg sprinter

Bare rolig - det er ikke motion jeg taler om. Jeg er ikke gået fra powerwalk til sprint på 3 dage. Det ville ellers være typisk mig, men jeg er jo out-of-character for tiden, såeh...

Nej, det er arbejde.

Jeg har sagt ja til en opgave, samtidig med at jeg er på .. arbejde. Jeg er faktisk to steder på een gang lige nu *indsæt ekko* (..to steder på een gang lige nu).

Og netop som jeg gør dét, hopper jeg ind på Seth's blog og læser om sprint.

En af hans pointer er, at man kun skal sprinte engang imellem. Det skal jeg lige huske.

Der er benhårdt og hamrende fantastisk. Jeg har interviwet to voldsomt begavede mennesker og har en blændende makker på opgaven, som kan alt dét, jeg ikke begriber. Så jeg har ro til at gøre min ting, og han har ro til at gøre sin. Bliss.

Suzy Q
- kaffe, aspirin og vand (og proteinshake og tun, natürlich)

08 februar 2009

Suzy siger: Den menneskelige foodprocessor

Ja jeg har næsten ikke tid til at skrive for al den mad jeg skal æde hele tiden!

Jeg føler mig som sådan en kværn, som der bare hældes knækbrød, grøntsager og yoghurt i konstant. Se mig gabe som en flodhest og modtage en lind strøm af ernæringskorrekte produkter og hør for dit indre øre lyden af maskineriet der går igang *KVÆRNE*

Her til sommer skal jeg vel igang med bestselleren

"Tab 2,2 kg på bare 120 dage med Suzy Q" eller "hvordan du knokler som et bæst, med kun ganske ubetydelige resultater - story of my life - could be yours!".

Glæd dig.

I morgen skal jeg på arbejde fra 11 til 23, så i dag skal jeg planlægge morgendagens indtag. Jeg har det som om jeg smører madpakker til en familie på fire, når jeg fylder køleskabet op med min formiddags-snack, frokosten, eftermiddags-snacken, aftensmaden og aften-snacken i hensigtsmæssige små madposer, altimens min hjerne brænder sammen over den store matematikprøve det er, at overskue det antal gram jeg må få af dit og dat til dette og hint måltid.

Jeg har sagt ja til en helt sindssyg opgave, der helst skulle laves i går. Mega-bossen skal bruge en række præsentationsvideoer om vores produkter til at vise for bestyrelsen på torsdag og jeg har sagt ja til at tilrettelægge, manus-forfatte og medproducere en lille film for ét af disse produkter. Ved jeg noget specielt om det? Næh. Men opildnet af tro-på-dig-selv-bøger kaster jeg mig ud i det, tror på mig selv, satser, [indsæt selv tidssvarende buzzwords for risikovillighed].

Optagelser/interview i morgen!? I MORGEN!? Og fotograf/anden producer er på ski denne weekend og ved intet om, at det går løs 10 minutter efter at han er mødt mandag morgen. Urgh. Jeg har en følelse af Landing På Røv & Albuer coming riiiight up. Og hvad så? Så må jeg sgu motionere mig ud af det - happy-endorfiner, kom som en tsunami i mit blod og bedøv mig.

Suzy Q
- med 10 kilometers ultraslankende gåture under fodsålerne. Nul endorfiner. Men de lovede!?

04 februar 2009

Suzy siger: Nye tider

Jeg kunne seriøst snart blive grebet i at dyrke en eller anden slags motion.

Ja, jeg ved det. ToTALT out-of-character. Jeg har også været hos diætist.
* et sus går igennem den chokerede forsamling *
Jo. Den er god nok.

Hun puttede mig op på en forvokset badevægt og klaskede alle tallene direkte i hovedet på mig. U-behagelig oplevelse. Men desværre ikke overraskende.

Det startede med, at jeg sidste onsdag steg op på vægten for første gang i fire år og opdagede, at 4 års konstante vægtspekulationer og mad-skyld havde givet 10 ekstra kilo på sidebenene. Jeg. fik. et. chok. af. de. vildeste. dimensioner.

Tilbage til diætist-konsultationen: I fitness-verdenens udgave af numerologien "Body-Age" er jeg rundt regnet omkring de 104 år. Jeg burde have været død forlængst. "Er der ikke noget med at du tænder på ældre kvinder?" sagde jeg til Sukkermåsen "så er der sgu ikke noget at sige til, at du er så glad for mig" *hehe* alt har sine fordele.

Nåmen. Et eller andet sted derinde ER der faktisk muskelmasse at bygge videre på. "Dit skelet vejer omkring 2,2 kg" sagde den ultra-slanke diætist til mig "så faktisk er du spinkel bygget".
Jeg har aldrig grinet så hårdt og så længe i mit liv.

Da jeg var færdig fortsatte hun: "..men taget i betragtning, at du ikke dyrker nogen form for motion, så er det faktisk forbløffende hvor meget muskelmasse du faktisk har".
Tell me about it - i vores familie bliver hveranden faktisk født som mursten. Min far, mig og den ene af mine tre nevøer (nevø 2.0). Vi er alle lavet af sort stof ude fra universet, og selvom vi måske ser nogenlunde normale ud, så får andre altså meget lange arme, hvis de forsøger at løfte os.

Ja så jeg får en kostplan og så skal jeg ellers igang med at gå. Og gå og gå og gå. Det er det bedste, hvis man vil tabe sig. "Hvad nu hvis jeg begynder at jogge lidt?" spurgte jeg, opildnet af tanken om et utopisk liv, hvor jeg bare er sådan en frisk type, svinger med håret og lige løber lidt, bare for sjov. "Uhhh ha, nej, du må eeendelig ikke løbe. Nejnej, det duer slet ikke" sagde hun, med store bange øjne.

I LÅRVE HER! Jeg ikke løbe!

Nåmen så har jeg fået en ny kollega, som sagde "nåmen jeg har jo været instruktør i det der concept 1010, så.. vi kan jo gøre et eller andet". Lige dét har jeg jo gået og luret på!

Så nu præsenterer jeg * ta-dahhhhh * ....

Suzy Q
- medlem af virksomhedens idrætsklub

(jeg føler allerede at det pynter på min Body-Age. Nu mangler jeg bare rent faktisk at røre mig.)