27 november 2008

Suzy siger: Lige før grænsen er nået

"Nå, har du så fået lavet en hel masse lækkert mad og bagt og braset i dit nye lækre køkken?" kan jeg høre jer allesammen spørge.

Nej, det har jeg så ikke.

"Nå, hvorfor har du så lissom ikke DET?" spørger I, stadig optimistiske.

Ja, det er jo så lissom fordi vi endnu stadig ikke har fået taget komfuret i brug. Vi havde gæster til morgenmad i morges og en af dem sagde: "Nå, det er sandelig bordplader fra IKEA, hva. Det er også de bedste. Og de dér lækre højskabe med lydløse skuffer. Uh. Nå, er det hele fra IKEA, også opvaskemaskinen?"

"Ja - alt. Undtagen komfuret" svarer jeg og fortsætter med et opgivende træk på smilebåndet "og det er så det eneste der ikke fungerer endnu". Kiggede lidt ondt på komfuret.

Suk. Lige nu sender man mange tanker til det gamle komfur eller til tanken om at købe ovn og kogeplader i IKEA.. men man valgte jo at gå andre veje. Som I ved.

Komfuret ankom, vi pakkede ud og satte op. Håndværkerne mente at dyserne skulle skiftes, fordi vi skulle have flaskegas. "Jamen det er købt TIL flaskegas" sagde jeg. Så kom VVS'eren og slog klappen ned for at kigge på certifikatet: "Det her komfur er kun godkendt til brug i Holland" sagde han. "Det skal have en typegodkendelse til Danmark. Det her får vi aldrig BP-gas til at godkende. Jeg tilslutter ikke noget komfur her, før det har en typegodkendelse til Danmark".

Det er tilsyneladende sådan, at når en vvs'er laver en flaskegasinstallation, så skal han indberette det til gas-leverandøren, som så skal komme og syne for at tjekke, om alt er okay. Lidt bureaukratisk, Danmark, men okay, hellere på den sikre side.

Jeg har købt komfuret hos lavpriskoekken.dk, som jeg kontakter efterhånden som jeg finder ud af hvad der mangler: Først om dyser, så om manglende bageplade og til sidst beder jeg også om en typegodkendelse for Danmark. De er enormt søde og sender gerne manglende ting frem og synes i øvrigt også at det hele er dybt besynderligt.

Lavpriskoekken.dk har fået komfuret fra et firma der hedder Witt (brug google, jeg gider ikke at linke), der er importør af Smeg til Danmark - så de spørger Witt om den der typegodkendelse. Intet svar. Min vvs'er har også ringet til Witt. De ville ikke svare på, hvor typegodkendelsen til mit komfur var henne. Han har også ringet til Sikkerhedsstyrelsen, der siger, at et gaskomfur SKAL have en etiket der står DK på - og hvor mange mbar det er reguleret til. På mit står der så NL.

I fredags var jeg så nødt til at sende en officiel reklamation til Lavpriskoekken.dk, hvori jeg beder om at få ombyttet min vare, idet den er behæftet med den fejl, at den er ulovlig at bruge i Danmark - hvilket jeg ikke er blevet oplyst om da købet blev indgået.

Jeg rykkede dem i går. De er stadig enormt søde og de ville rykke Witt igen.

Jeg går naturligvis ud fra, at jeg, ved en meget beklagelig fejl, har fået tilsendt et demo-komfur af en eller anden art, men nu er jeg liiiiige ved at være dér, hvor jeg gerne. vil. have. noget. varm. mad, der ikke er en gryderet, hvilket er hvad vi kan tilberede på vores elektriske nød-kogeplade, eller take-away.

Suzy Q
- behøver jeg at sige, at jeg skal have middagsgæster i morgen *suk* håber de kan lide gryderetter.

4 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Det skal nok gå altsammen til sidst bare vent!

Suzy Q sagde ...

Er det ikke sådan med AL-ting?

Pedrsn™ sagde ...

. . .
. . .

;D

gryderetter ruuules! ahahaha

Audio Video Disco sagde ...

Kan du ikke bare tilslutte lortet?