31 august 2008

Suzy siger: TOTALT dét, du ALTID har spekuleret over...

Årsagen til det på vores matrikel meget brugte udsagn: "Bånnu væk".

Nu med oversættelse.

Suzy Q
- ps: jeg ved ikke om jeg er helt enig med det hele...???

30 august 2008

Suzy siger: Syg i hovedet II

"Alle de hjernerystelser du har haft?" siger kollega. "Hvor mange er dét?"

Hov? Er det ikke rimeligt normalt? Anyhoots, the list:

1) Barn - vel omkring 6-7 år - skøjter - bundfrossen sø. Ben forsvinder fremad og opad, jeg tager fra med nakken. Med et knusende klask.

2) Barn - nu med hest. Fuld galop lige ud. Hest hører opfarende fasan og springer i en ret vinkel 90 grader til venstre. Jeg fortsætter lige ud og tager fra med panden. På grusvej.

3) Stort barn - nu på fremmed hest. "Kan du ikke lige ride denne her unghest til for min datter?" Ork jo. Hest slår op med røven. Jeg laver en klassisk bue op og fremover og tager fra med dét jeg lander på: Toppen af hovedet. For sat'n den gjorde nas.

4) Langt den sjoveste og mest freakish: Ung voksen, netop udflyttet til storby. Hjemme på besøg på landet, går med far og hund ud på stubmark og står og snakker med naboen. Hund vil lege. Far samler en "pind" op (et stykke brænde fra naboens stak) og i stedet for at kaste pinden på traditionel vis, vælger han at bruge pindens tyngde til at hjælpe ham med at slynge sig selv rundt - for at få rigtig knald på og få "pinden" rigtig langt. Han snurrer som en top og slipper - KLASK. Dér står Suzy mindre end en meter væk og denne gang tager jeg fra med venstre øje, falder om på jorden og kaster op. Køres af dødeligt samvittighedsplaget far til skadestuen og går rundt med mega blåt øje i flere uger.

5) Ung voksen: Karate. Jeg kan, af uvisse årsager, ikke tåle at hænge i armene. Det fandt jeg ud af efter træning en dag, hvor hele holdet var ved at strække ud. Jeg tænker: "Nu skal jeg ORdentligt strække mig" og kravler op i en ribbe og hænger med næsen ind mod ribben - og slipper med fødderne. Det næste jeg husker er, at jeg vågner op med metalsmag i munden og en masse mennesker står og kigger ned på mig: "Suzy. Suzy. Du besvimede. Er du okay?" Jeg var meget elegant drattet ned som en sæk kartofler og denne gang tog jeg fra på betongulvet med mit baghovede.

6) Karate: Sommertræning - alle grader og erfaringsniveauer træner sammen. Jeg er højt gradueret lille kvinde og får stor, mandlig, lavt gradueret makker. Vi skal brydes om pladsen på en 1 x 1 meter måtte. Han bukker sig ned og tager fat i min gi (træningstøj) ved anklerne og hiver brat opad. Jeg tager fra med baghovedet og får 2 uger på langs.

Der er sikkert flere, men det er dem, jeg lige kan huske. Husk på, at jeg har slået hovedet mange gange.

Suzy Q
- rammer sømmet LIGE på... yesyes.

Suzy siger: Så er det bevist.. jeg er syg i hovedet

Goddammit, Alexis. Hvis din mand er kropsterapeut, så få aldrig ondt i kroppen. Der er ingen grænser for, hvor GENIALE ideer dine omgivelser kommer med, i retning af "kan din mand ikke liiiige nuldre dig lidt?"

Hallo! Det har han sguda også! Men hvis det gik væk med nuller, så. havde. jeg. det. jo. nok. ikke. stadigvæk. vel.

Lørdag trak det sådan lidt op i nakken. Søndag var den gal. Mandag gjorde det mærkeligt nas.

Tirsdag på arbejd' måtte jeg give op - smerter i venstre nakke stak en syl i øjet på mig, hver gang jeg drejede hovedet til venstre og smerter i skulderpartiet gav mig prikker for øjnene. Jeg gik hjem sårn 14.30. Panodiler og Iprener gjorde ingenting. Mand gav intensiv massage og skuldrene sank en halv meter.

Onsdag gennemførte jeg arbejdsdag foran min maskinpark af skærme og mus og tastature. Og sank sammen af at have h.o.l.d.t. k.o.n.c.e.n.t.r.a.t.i.o.n.e.n. stædigt hele dagen. Det gjorde ordentligt sygt naller i nakken.

Torsdag skulle hele afdelingen på seminar med efterfest, mens Suzy lå derhjemme og lige akkurat magtede en kulørt vask og en tur til Netto (100 m).

Fredag bød på en tur med metro ud til klinik, hvor jeg fik Den Helt Store Omgang med total massage og nakkeretning og rygretning og hvad ved jeg. Alt var lige som en snor da jeg gik.
21.30 kunne jeg ikke se ud af øjnene for ondt i venstre side af bøtten.

Nu sidder jeg her på aftenvagt og har det, som jeg hele tiden har haft: Som om jeg har fået et SLAG af den anden verden lige i nakken og som om hjernen er lavet af bly og derfor slasker tungt rundt inde i skallen. Små-kvalm, små-svimmel. Groggy. Øm. Træt. Tung. Præcis lige som alle de gange jeg har haft hjernerystelse.
Mysterium: Jeg har ikke fået noget slag eller nogen rystelse.

"Har du været til lægen?" kan jeg høre jer alle sammen. Neeeeeeeeeeeeeeeeeeej jeg har ikke.
Hvad skal hun sige? "Vil du ha en pille?" Tja. Jeg har et arsenal, men det kan da være at der skal noget nyt til?

Hvad siger I?

Suzy Q
- krykhusar af 1. rang

28 august 2008

Suzy siger: Wll, good luck with that


Suzy Q
- Det er lidt lissom hvis Eccos bestyrelse sagde: "Føj, sko er klamme".
Skidegodt for virksomheden. *suk* og *suk* igen.

24 august 2008

Suzy siger: Hold op med de krav (jeg har rigeligt at se til)

Hvorfor skal man arbejde?

Det er den sætning der står tatoveret hen over min hjerne efter denne første arbejdsuge efter ferien.

Det gi'r ingen mening. Nu gik det lige så godt. Mit liv havde så rigeligt indhold. Og så skal der lige lægges 110% oveni. Godt nok ikke helt uinteressante ting ALT sammen, men alligevel.

Nu har jeg jo slet ikke tid til at lave nyt køkken.

Ikke at jeg kan finde ud af det, anyways. Vi har et rum på hva.. 2 x 3 m, plus minus 10 cm og det skal så være et køkken. Alle siger "riv væggen ned og luk op, luk op" men vi vil ikke lukke op så alt går ud i ét. Vi gør det ikke! Er I klar over hvor få vægge der efterhånden er i det her hus? Man kan jo efterhånden kun møblere i fri luft.

Nå. IKEA's indretningsværktøj virker ikke på Mac (IKEA, hvordan kan I gøre det? Jeg er giga-fan, men dette laver altså alVORlige ridser i lakken!) så min tro følgesvend de sidste 7 dage har været en blok med tern.

Så har jeg ellers tegnet køkkener. Én tern = 10 cm. Føj, det er jeg dårlig til, mand! Og Sukkermåsen er endnu dårligere til det! Han kniber øjnene sammen og siger "ehm.." og så kan jeg bare se hvordan overskabe, underskabe, komfurer og køleskabe rasler rundt inde i hjernen på ham, indtil cellerne når 100 grader celsius, dampen står ud af ørene og hans øjne ligner hårdkogte æg. "Jeg kan ikke overskue det" indrømmede han til sidst.

Det kan jeg sgu heller ikke! Men jeg er alligevel tændt på alt det lir man gerne må købe, når man får nyt køkken: Viskestykker, dåser, espressomaskiner osv. Hov, den sidste dér røg da meget naturligt med på listen, synes I ikke? Mit rede-instinkt er gået amok. Jeg er en tsunami af købetrang og jeg har bare tænkt mig at smadre ned på IKEA og kun efterlade mig ituslåede småstykker af debris når jeg trækker mig tilbage.

Bare jeg kunne finde ud af det køkken. Det er ren hjørn-o-rama at skulle indrette et rum på 2 x 3 meter. Og I kan glemme det med at "lukke op", vi vil snarere lukke i. Døre og vægge er det nye sort her på matriklen. Okay, så en dobbelt skydedør, så man kan åbne hvis man vil. Ikk.

Og så blir man tvunget til at arbejde, oveni. Det er jo totalt urimelige forhold det her! Og så skal man også skaffe håndværkere der kan lave rummet klart til køkken (fx. konvertere tidligere ejers hjemmelavede lorte-el til ordentlig, ikke-dødsfarlig el) og og og og....

Hvor er min tryllestav? Den dér der siger "plingeling" når man svinger den og så står der bare et nyt køkken.


Suzy Q
- jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil

19 august 2008

Suzy siger: Tomat-politiet, tak.

Kære fire små tomatplanter i en plantesæk op ad muren under mit kontorvindue:


Hvis I ikke stopper nu, så tvinger I mig til at ringe til Beauvais.
(Eller har jeg i virkeligheden spillet i Tomatspillet og vundet?)



Tomatsalat? Igen i aften? *suk*

Suzy Q
- man blir hvad man spiser. Og jeg vil ikke være rundere og rødligere og mere syrlig end jeg allerede ER!

18 august 2008

Suzy siger: Do you wanna munch?

Her i huset holder vi af mad.

"Hvad muncher du på?" spørger den ene altid den anden og strækker hals og får lange øjne, hvis den anden ser ud til at hygge sig med en eller anden spiselig genstand. Det er totalt Chip og Chap.

Det danske "at gumle" er ikke lige så hyggeligt som det engelske "to munch" - det er bare derfor vi har fordansket det til, at man altså også godt kan munche i Danmark.

Nåmen vi holder også meget af musik.

Derfor er der gået sport i at udskifte ét ord i en sang, med MUNCH.

Det var sjovt med "I'm munching my dayyyyy awayyyyyy".

Men det blev først rigtigt sjovt da Sylvesters legendariske disco-hit dukkede op i min syge hjerne, en dag i køkkenet mens vi begge stod og bryggede på et par håndmadder.

Pludselig skreg jeg i disco-falset (og det skal være falset!):

"Ahhhhhh ....
DO you wanna munch? *duppe-dup dup dup dup* *KLAP-KLAP*
Won't you tell me nooooow?

IF you wanna munch, let me shooow you hooooow!
Do you wanna munch with me?

DO you wanna munch with me?"

Her er Sylvester - med kugler og blondering og gamacher og det hele. Hans falset er så hylende sjov, når man forestiller sig at han er rigtig-rigtig sulten.



Suzy Q
- man sku nok ha været der

Jeg henviser til kommentarfeltet hvis DU har en god een.

16 august 2008

Suzy siger: Forkælet

En te-birkes og en seddel.
Hans skaffe-instinkt er lige så skarpt, som hans pen er kærlig.



Suzy Q
- jeg må selvfølgelig overhovedet ikke æde te-birkes.
(Men det her er jo også en LOVE-birkes)

Suzy siger: Brokeback Mountain-bike


Suzy Q
- bare to glade fyre på tur. Mmmmm.. den kender vi godt.

15 august 2008

Suzy siger: Sommerferien og indre sten

Når man
- har negle, der er alt for lange til tastaturet
- ikke kan huske hvad anden beklædning der findes end nattøj
- ikke kan komme igennem dagen uden en middagslur
- ikke kan huske hvad ens job gik ud på
- som en selvfølge laver aftaler på en tirsdag formiddag
- ikke, om så det gjaldt livet, kan komme på en ret til aftensmad. Andet end "et stykke kød, lidt salat og .. nogle kartofler?"

.. så ved man, at det er ved at være sidst på ferien. Og det er det også for mig. Der har været så meget, at det faktisk er svært at få taget hul på bylden og fortælle om det.

Fire uger havde vi til rådighed og de er blevet brugt på at vende alverdens indvendige sten.

Vi startede med at se det sommerhus, som mine svigerforældre har købt i Kikhavn. "Se hvad I skal arve" sagde min svigerfar, og for første gang varmede jeg lidt op på projektet. Indtil da havde jeg mest frygtet at være presset sammen på 45 kvm med alle svigerne. De er søde både sammen og hver for sig. Men jeg vil altså ikke i sommerhus med dem. Er det ikke okay? Jeg ved ikke om jeg vil i sommerhus med nogen.

Så besøgte vi veninden og manden og deres dejlige to piger. Vi kildede og dikkede og efter puttetid snakkede vi verden til rette over en saftig vandmelon. Manden anbefaler proteiner og det er han god til. Se selv. Nu har jeg totalt røde øren bare jeg kigger på en hvedebolle!

Så blev der arrangeret på Søster Ebelkind & hubby's polterabend - op ad stolper og ned ad vægge. Jeg havde helt glemt hvor store projektlederkompetencer man egentlig skal have op ad lommen til den slags. Jeg vendte lige et par sten indeni og indså, at jeg faktisk ikke er så tosset endda.

Så døde min mormor. Bum. Lige midt i, at vi havde 10 gæster til drinks og grill i haven. Hun havde været på hospitalet i 8 stive uger, efter en haglbyge af blodpropper. I vores familie, på begge sider, er det blodpropper. Det kom så lige efter, at mine forældre skulle hilse mig og min søster fra en specialist på Riget og sige, at vi var i risikogruppen, fordi vores far har tendenser.
Ikke at jeg frygter en skid på dén konto (det gør jeg altså ikke, jeg kan slet ikke se meningen med at frygte en dødsårsag overhovedet. Jeg mener: Det kan jo blive en lastbil der gør det i morgen, ikk?) men min mormor døde altså. Store sten blev vendt indeni.

Så var der en uge, hvor man gik og ventede på begravelsen. Og skulle forstå, at nu VAR mine gamle, rent faktisk de gamle. Der er ikke flere i generationen over. Vi er alle rykket en klasse op her efter sommerferien. På den hårde måde. Nu er det de der mærkelige små der er "børnene", og VI er "de voksne". Og vores forældre er de dér gamle farmor og farfar og mormor og morfar, der lugter mærkeligt og fortæller om gamle dage og spiser mad der smager på en særlig måde. En stor sten at vende, indeni.

I mellemtiden fik store-Sukien en spand havre og så drønede mig og Sukkertrolden til Ebeltoft, hvor éns lillesøster blev 29 - ikke just tegn om, at man selv er en vårhare. Og heller ikke de efterfølgende fotografier der afslører at JA, jeg har stort set kropsform som en pingvin! Hvis jeg iførte mig en våddragt, ville ingen kunne se forskel! (Bortset fra the nuts, of course). Verdens korteste ben kombineret med en stor bue (hvem sagde bug?) og et ordentligt næb! Christ altså. Endnu en sten at vende indeni.
Nå. Men Ebeltoft er jo edderdejligt og den dér hurtigfærge er godt nok hurtig.

Resten af ugen malede vi hus. Vores lille Klondyke-perle fra 1944 er blevet trukket i så mange retninger, at det nu udefra ligner et kludetæppe. Vores målsætning er, at det kun skal have een farve udenpå. Så vi har malet og malet og mens man gør det, kan man ordentlig gå og vende nogle indre sten. Jeg rydtede op i udestuen. Alt møg ud, ordne ordne. Verdens bedste terapi. Mormor fik sagt farvel fra Stefanskirken på Nørrebro og vi stod dér og rodede i hendes ting. For lidt siden var hun der, nu var hun der ikke mere.

Så var der polterabend, meget moderne og tvekønnet - det er bare sjovere. Det gik rigtig godt og der var nevø-savl og balloner over hele huset flere dage efter.

Vi fik også besøgt svoger og kone og to børn. Virkelig hyggeligt, men igen meget stof til eftertanke når man ser, hvor meget arbejde der er med to børn. De sad jo ikke ned hele dagen.

Så havde vi bryllupsdag og ville ud at spise med kniv og gaffel og mens vi stod og ventede på taxaen, der skulle køre os ind til restauranten, tjekkede jeg lige postkassen. Jeg ventede jo svar på noget. Hele ferien havde jeg ventet. Prøvet at glemme, men ventet. Der var bid. I postkassen lå udtalelsen fra Uni og ja I må da godt høre: De første fire-femtedele remser op, hvad min opgave handler om og hvad jeg har gjort. På de sidste 4,5 linie står der så:

"Det er denne konkrete tilgang til brandingprocessen, som er projektets styrke. Det er også denne konkrete tilgang, som kommer i vejen for en lidt mere nuanceret tilgang til branding-begrebet, men når konklusionen alligevel virker overbevisende, er det især fordi det empiriske arbejde er udført grundigt og med en stor grad af refleksion."
Fortæl mig nu - HVAD BETYDER dét!?!? Oversæt venligst fra Akademisk til almindeligt dansk. Mine andre studiekammerater har også fået fyldige referater af deres opgave og for- og imod udtalelser. Men jeg synes bare, at min er lidt... blodfattig!? Fersk? Bleg?

Nåmen jeg bad jo Sukkermåsen om at læse brevet først og så lagde jeg det ind i entreen og så tog vi ud og spiste - hvorefter jeg resten af aftenen obsessede over at prøve at huske hvad der stod i det brev. Ihh altså.


Så tog vi til Æwltoft igen - nu sku Søster Ebelkind knagme giftes på verdens heldigste kinesiske dato (det var jo hende der boede ude i Shanghai før i tiden). Hun var verdens pæneste, smukkeste og dejligste brud - og resten af dagen sagde alle "Ih hvor I ligner hinanden" *trommehvirvel og bækkencrash* Det var nu ret dejligt at høre, når nu man lige havde stået på hotellet og flået en trøje halvt i stykker, af ren hysteri over, at den strammede.

Hotellet var i øvrigt Ebetoft Strand. Advarsel: Bed dem ikke om "to separate madrasser" ved bestilling (vi ville bare undgå een stor madras, for ellers ryger jeg på gulvet når min store mand vender sig). De resulterede i en overkompensation fra deres side, hvilket førte dem til at give os et værelse, hvor to (børne?)enkeltsenge kom ud af hvert sit skab. Okay, så. Ro på. Alle de andre havde sovet skidegodt i deres "almindelige" dobbeltværelser (hvor sengene, ja, havde separate madrasser).

Det var et pragtfuldt bryllup, vejret, maden, gæsterne, musikken - ja alt spillede. Udendørs. Skønt. Og det vender en dejlig indvendig sten, når ens søster har fundet lykken.

To gange denne sommer har jeg været lige ved at gå i vandet. En gang på Amager strand - Sukkermåsen ligger og plasker og jeg står i vand til lårbasserne: "Dér er en brandmand. Og dér. Og dér. Og dér er een til - jeg er skredet" - og en gang i Ebeltoft. Hallo, det var et strandhotel. Vandet var så iskoldt, at jeg atter stod i vand til lårbasserne (på stigen ned ad badebroen) og råbte til Sukkermåsen, der havde plasket rundt i flere minutter: "Er det varmt.. nu?" "Nej" sagde han ærligt "det er faktisk stadig koldt". "Fint, jeg er skredet" sagde jeg og vraltede op på broen igen. Mmmmmm, dejligt følelsesløse ben, helt perfekt, meget forfriskende!
Jeg har ikke vendt nogle sten i den forbindelse. Havet? Pænt at kigge på. Saltvands-swimmingpools? Dejlige at svømme i.

Hjemvendt fra bryllup har vi besøgt endnu flere mennesker. Vennerne med deres lille søn på 5 mdr (og 9 kilo!) der kunne katapult-gylpe. Jeg tog det i stiv arm. Vi dikkede og hoppede, så det var en lyst. Ved gylp greb jeg bare kluden og bevarede roen.

Dernæst et lille blogger-rend-sammen, hjemme hos Carlo og Kaj og Regitze - umanérligt hyggeligt. Sukkermåsen tog det utroligt pænt, at være blandt mærkelige personer der skriver om sig selv og andet på internettet. Ork, han faldt faktisk ind. Men blev af og til liiiidt overrasket over, hvor meget de andre ved bordet faktisk vidste om vores hus. "Nå? Det ved I godt?" Ork ja. *haha*

Og så blev jeg syg. Så nu sidder jeg her, helt klassisk, i nattøj med feber og snot. Jeg har ædt panodiler her for et par timer siden, så lige nu har jeg det okay-ish. Men ellers skal den jo bare svedes ud, ikke.

Jeg synes faktisk at jeg har svedt den rimelig godt ud henover sommerferien - der er virkelig mange indre store sten der er blevet vendt og sårn. Nu skal jeg ud i det pulveriserende liv igen på mandag og jeg er måske klar. Og så overvejer jeg at gå igang med at træne! Eller gå til ridning! Der er en rideskole lige her i nærheden - jamen, hvorfor ikke?

Hvorfor bakser jeg rundt med alle de store sten, spørger I. Jamen kan I ikke se det? Jeg arbejder på mit fundament.

Suzy Q
- det var den ferie.

11 august 2008

Suzy siger: Min sommer so far