28 februar 2008

Suzy siger: Min musiktvilling

Duffy er MIG i et parallelunivers. (*host* jeg hører ingen protester)

Sjovt. Da jeg i min sprøde ungdom sang i et band sang jeg faktisk et motown nummer. Dét var sandelig ikke moderne, der sidst i 90'erne. Som sædvanlig var jeg forud for min tid *host*

Hendes album hedder "Rockferry"(!) og udkommer d. 3.3. - yes mama, Suzy har forudbestilt.

Suzy Q
- Nu er det kun postdanmark der står mellem mig og skrålmedlykken. (Fordømt!)

27 februar 2008

Suzy siger: Kryds fingre

Kl. 13 i dag,

taksa I ha

Suzy Q
- jeg siger ikke hvad det er, men hvis nogen alligeveller gider at sende en mirakuløs tanke, så ville det lune helt ind under skindet.

Update: Tak for krydsene! I aner ikke hvor meget jeg havde brug for et totalt snørklet mirakel. Og I gjorde det! Tak - nu er resten op til mig selv.

24 februar 2008

Suzy siger: Støj

I går var vi til navngivningsdag hos min Nevø 3.0 - og han var dagens charmerende midtpunkt. Men da dagen var omme og vi som de sidste gæster stadig hang lidt i bremsen med at komme ud af døren, gik han bananas og skreg som en stukken gris og var ganske utrøstelig.
"Alt for mange indtryk" konstaterede faderen træt.

Jeg har det nogenlunde på samme måde. Her til morgen var det mig der var utrøstelig ud over min trætte mand. Alt for mange indtryk. Jeg har hørt at små børn foretager deres udvikling i spring og at de har 5-ugers, og 11-ugers og hvad-ved-jeg -spring, og at de er lidt pirrelige når de er i spring. Måske er jeg i 36års-spring?

Der er blevet skruet på så mange af mine knapper på det seneste, at der er kommet knas på min kanal. Jeg vil bruge denne søndag på at fin-indstille frekvensen, så mit eget signal igen går klart og tydeligt igennem. Jeg skal være klar til ugen mandag morgen.


Det vigtigste er at vide, at det er en naturlig del af livet. Man skal bare være i det og mærke det, man behøver ikke at kunne overskue alt.

Suzy Q
- pølserne fra mine knapper, verden. Der må først skrues igen i morgen.

22 februar 2008

Suzy siger: Sit down and take a load off

Den nye sofa er kommet til huse. Hold da KÆFT, den er stor. Jeg prøvede den straks, da jeg kom hjem fra aftenvagt halv-tolv-agtigt i går. Jeg sværger, jeg fylder kun to pladser! Resten af vejen ned til den anden ende var der bare grundangst for det store tomme univers
(præcis ligesom med Sukien på gule pla'er og uden bagsæ'er, da den var ny sidste forår).


Vi ofrede skænken og nu er lysestager, vaser, duge, stearinlys, billeder, harddiscoptager, dvd'er og manualer aldeles hjemløse, og flakker forvildet omkring i stuen. Jeg har lige drukket morgenkaffe med albuen på den gamle VHS. Must have new skænk - nu!

Hvem tror I glæder sig til en fredag aften med gen-hjemkommen ægtefælle, X Factor og ny fifa i nakken?

Suzy Q
- rigtigt gættet :o)

19 februar 2008

Suzy siger: Syng-med alarm

En skænk med ideal-målene blev solgt lige for snotten af mig på den blå avis.

Jeg siger bare.....



Suzy Q
- den klæber til hjernen hele dagen.

Suzy siger: Forår i luften

.. en indretningsodyssé i 4 akter.

Jeg sidder her med mit livs første kop Kusmi te. Prins Vladimir, med vanille og citrus. Hallo, den er god, mand.

Der er gået totalt bidsk rede-bygger i mig! Pludselig kunne tilværelsen ikke fortsætte uden nye gardiner i soveværelset og en ny sofa i stuen. Kunne ikke. Og nu er jeg jo slet ikke typen der kammer over, slet ikke [indsæt selv ironi her] *suk*.

Jeg, der hader alt hvad der har med vask, strygning og ophængning af gardiner at gøre, fik indkøbt to sæt blå gardiner med påsyede lyseblå undergardiner - så alt skal gøres dobbelt. Undergardiner, mand. Og jeg er ikke engang fyldt 40! Nå, men efter en uges intens kamp er de nu vasket, skrumpet, strøget og hængt op. Jeg aner ikke hvornår jeg får lagt dem op. Måske aldrig. så skal de jo ned og op igen!

Nåja og gardiner var jo ikke nok, vel. For der var jo også mini-gulvtæpper og sengetæppe i samme blå farve som gardinerne. Så nu er vores soveværelse et vammelt boudoir af et bjerg af blå tekstiler. Jeg kan ikke lide sengetæppet til 500 kr, men det kan ikke returneres nu hvor jeg har pakket det ud.

Sofa. Det startede med, at vores nuværende sofa er en, som jeg købte for 300 kr i noget kræmmerhejs på Øresundsvej i 1993. Den var så 60'er/70'er-agtig i galdegul/grøn nubret stof. Så ombetrak jeg den selv i indisk bomuld (det var 90'erne, ik). Så ombetrak jeg den senere i noget gråt halløj. Omkring år 2001 smed vi et dækken af bredriflet, beige fløjl over den. Det hjalp.

Nu er det sådan, at vi godt selv kan finde ud af at sidde på sådan et sofadækken. Men når vi har gæster går der ikke mere end 5 minutter, førend de har fået kørt rumpet og dækken så meget rundt, at sofaen ligner lagenet på dobbeltsengen hjemme hos et nyforelsket par.

Plus. Vores stue er så lille, og vi har prioriteret en 2 meter lang teaktræsskænk så højt, at når vi skal rundt om sofabordet, så er det noget med at trippe sidelæns med bittesmå skridt og man slår altid knæet alligevel.

Altsammen skaber et fremragende alibi for at gå ud og købe ... en 2,43 m lang lædersofa. Suuuuperlækker 60'er-ting, der bare skriger "Cocktails" til himlen. Jeg har købt den, men endnu ikke hentet den, for det gik op for mig i nat (!) at den er for lang til at komme ind gennem entréen.

Så ryger teaktræsskænken. Så skal man have en ny skænk. Men mindre, og stadig smuk.

Så skal man ha' et andet sofabord - for det vi har nu er kvadratisk, og det går ikke til sofa på 2,43 m. Men vi vil ikke af med det vi har nu. Wegner fra Tuck. Det er en keeper. Men hvor skal det stå?

Så skal man af med farfars anretterbord - AV! Men der ER ikke plads. Men hvor skal anlægget så stå? HVOR!? Vores stue er så lille, at hvis man snubler ved sofabordet, så lander éns fortænder i spisebordet.

I kan godt se, at jeg er igang med noget enoooooormt. Lad os blive overanalyserende omkring det: Er der også en ombygning igang inden i mig? Er jeg ved at rykke rundt på de indre møbler?

Eller er det hele bare en for vild overspringshandling i forhold til, at jeg snart skal igang med

*indsæt gysermusik her *

s p e c i a l e s k r i v n i n g

*der hakkes i badeforhænget med brødkniv og strygerne hviner af rædsel *

Men er det så ikke bare hamrende fint at jeg gør det NU, inden jeg er gået igang, og ikke når jeg skal aflevere?
"Joooooo", råber I alle i kor. Tak for det. Nu har jeg det meget bedre.

Suzy Q
- tjekker den blå avis hvert 5. minut. Cirka. *Suk* måske man skulle skrue lidt ned for den målorienterede adfærd.

16 februar 2008

Suzy siger: Matrikel News

- verdens mest lokale avis. Vor udsendte rapporterer:

I byen med de kendte Kendt bloggers hjem spoleret af fest
Fredag aften kunne man spotte Suzy Q (den kendte blogger fra Suzy Says) bevæge sig mod det mondæne Frederiksberg til et celebert arrangement. Med sig havde hun sin høje, flotte mand administrerende direktør El Rumpet de Zuccero. Hun var stilig i grå slacks og intens grøn tunika, han havde valgt den mere western/country-inspirerede stil med en sort skjorte med hvide syninger og perlemorsknapper. Havde det ikke været for politiets travlhed andensteds var de med garanti blevet arresteret for Uforskammet Sprødt Udseende. Vel ankommet til Frederiksberg indtog de, i gode venners lag, et udsøgt måltid og rigelige mængder af god vin.

Løjerne må øjensynligt have taget hårdt på parret, for da de lørdag formiddag igen blev spottet i indkøbscenteret Fields, blege om næbbet og med store solbriller på, evnede de tilsyneladende ikke at tage en simpel beslutning, såsom om de skulle have den ene fladskærm til en halv million, eller den anden fladskærm til en halv million og femogtyve.

En kilde tæt på parret beretter, at de ovenikøbet også sidder fast i forhold til en sag, der omhandler et svært valg mellem to sofaer til stuen: "Suzy er knust over det" siger kilden "hun tænker på de sofaer dag og nat. Det kan godt være at hun kan blogge, men hun er jo et almindeligt menneske ligesom alle andre, og alle har jo deres svagheder. Hendes er altså shopping" afslører kilden og slutter "Jeg tror aldrig de får indrettet den stue. Jeg håber virkelig at nogen tæt på dem griber ind, inden det går helt galt".

Parret har boet i det samme hus i over 3 år, men har altså hellere brugt tiden på fester og venner, end på at skabe trygge og æstetiske rammer for deres hverdag. Og lørdag eftermiddag vendte de endnu engang tomhændede og idéforladte hjem til deres slidte arvestykker efter en mislykket shoppetur.

Suzy Q
- chefredaqteuse

Suzy siger: Om bloggen

Det er som om blogspot ikke rigtigt laver mellemrum mellem mine poster. Overskriften på den forrige går helt op til bunden af den næste. Det ser ikke pænt ud. Hvad gør I andre?

Suzy Q
- htmltommelen skruet forkert på

14 februar 2008

Suzy siger: At tisse i bukserne..

.. uden at blive våd og kold.


Suzy Q

- jeg blir altid våd og kold.

PS - det er heldigvis bare en optagelse og ikke dødsyg virkelighed

13 februar 2008

Suzy siger: Hardcore husband

Da min mand, sent i går aftes, slog dynen til side for at kravle til køjs, lå der en panda på hans plads, med hovedet komfortabelt på hans hovedpude.

Han kommenterede det ikke, ej heller har han i dag nævnt det med et ord.

Har jeg immuniseret ham? Er min sjov-kvote omsider brugt op?

Suzy Q
- måske skal der bare skrappere midler til

12 februar 2008

Suzy siger: Matrikel News

- verdens mest lokale avis. Vor udsendte rapporterer:

Finans: Familie snydt for millioner
En lille familie i København S blev i den forgangne weekend snydt for flere millioner kroner.
Det kvindelige familieoverhoved har i en evighed spillet Lotto på Tipstjenestens hjemmeside www.danskespil.dk og mener derfor med fuld rimelighed, at det efterhånden må være hendes tur til at modtage millonerne for syv rigtige. "Jeg har spillet i årevis nu" fortæller hun bittert. "Og jeg tror faktisk at Tipstjenesten holder øje med, hvilke numre jeg har spillet på - og så trækker de nogle andre" siger hun.

Kvinden har utallige gange modtaget 38 kroner for fire rigtige, men er altså ikke tilfreds.
"Jeg var sikker på at den var der i lørdags" slutter hun skuffet.

Suzy Q
- chefredacteuse

10 februar 2008

Suzy siger: Engelsk-lektion 1

Nu kan jeg ikke holde det tilbage længere!

Danskere: Hold så OP med at skrive det engelske ord, der betyder "at miste", med to o'er.

Det hedder to lose. Med ét o. Måden man kan huske det på (som min gamle engelsklærer Lærer Johansen med ét stift ben lærte mig) er, at lose har mistet et o. Get it? Mistet. Høhø.

For der findes selvfølgelig et engelsk ord der hedder loose, med to o'er. Det betyder løs.

Suzy Q
- og ordet "steak" udtales heller ikke [stiiik]. Det hedder [stæik]. Undskyld. Jeg holder op nu.

Update:

06 februar 2008

Suzy siger: Matrikel News

- verdens mest lokale avis. Vores udsendte rapporterer:

Hus fik dyne på - katastrofe afværget
Huset "Rockborgen" fik onsdag morgen dyne på, i form af 400 mm papiruld på loftet - og det var i sidste øjeblik. "Jeg har aldrig set noget lignende" udtaler isoleringsmanden. "Da jeg kom op for at besigtige loftet viste det sig, at der simpelthen ingen isolering var - kun ganske få, spredte måtter af oldgammel glasuld. Det var forfærdeligt" siger han, stadig tydeligt rystet efter den chokerende opdagelse. Han fortæller videre: "Vi skyndte os at lægge 400 mm papiruld på, ellers kunne jeg simpelthen ikke svare for følgerne."

Husets to beboere, der var blålige af kulde, smiler taknemmeligt: "Vi var godt klar over at her blev hurtigt koldt om aftenen, men vi vidste ikke at det stod galt til" fortæller husets kvindelige beboer. "Jeg blev meget overrasket" fortsætter manden, "jeg troede et hus var færdigt når man flyttede ind i det. Men jeg kan forstå at man altså hele tiden skal være på vagt, og jeg måtte da også selv op på loftet for at fjerne den gamle glasuld, så de professionelle kunne komme til" siger den mærkede husejer. "Det var en kamp uden lige - jeg var ved at bukke under flere gange, men jeg holdt ud og det lykkedes altså til sidst" sukker han lettet, mens hans kone rækker ham en klemme.

De to kan nu regne med en anseelig udskrivning på budgetkontoen, men dette skulle nok vejes rigeligt op af den højere temperatur i stuen, samt besparelsen på varmeregningen.

For sin heltmodige bedrift på eget loft er manden nu nomineret til "Årets Ægtemand" i kategorien "Godt det ikke var mig".

Suzy Q
- chefredaktør

Suzy siger: Genbrugshumor

En annonce i den blå avis. Bemærk nederste annonce!
(Klik på billederne for at forstørre).


Krejleren snapper efter vejret: Tohundrede kroner!!!!! Træ....? *klikke*





Suzy Q
- så har jeg en opvasker der kan fås for en femmer

03 februar 2008

Suzy siger: Jeg, et IKEA-katalog

Siden jeg blev lykkelig, begyndte gode ting at ske.

I går lykkedes det mig at bruge 2500,- kr på tøj - og ved et tilfælde, nærmest! Jeg, der hader og afskyr at købe tøj og derfor aldrig gør det, er ekstremt stolt og glad. Mig og min hjerwtenskjær havde en fremragende strøgtur i høj sol, kun afbrudt af en quiche med laks og en stor kop kaffe.

Så er der kommet en kunde i mit jeg-har-ikke-engang-nået-at-starte-det-op-endnu firma. Tænk! Jeg kan få lov til at løse opgaven helt som jeg og kunden synes er bedst! Sin egen chef. Udmærket.

Så kom en gammel veninde forbi - om jeg gav kaffe? OM. Det blev til en thai-mad-henter, mand på sofaen og X Factor i fjersynet og en snak så lang, at øjnene lukkede i af sig selv. Efter at hun var kørt, var jeg helt varm i mavsen af oversvømmende hjerteglæde.

Så tog jeg mod til mig, til at stå frem og sige "jeg er uenig og jeg synes ikke jeg er blevet behandlet helt fair". Det plejer jeg bare aldrig. Jeg hader klagerollen, jeg vil hellere bare glemme alt om det og komme videre. Og det gør jeg stadig, men det nye er, at jeg altså får sagt, at jeg ikke var enig. Klagen afleveres i morgen - jeg er oppe på omkring 25 sider, med bilag og det hele. Tør nok siges at jeg har svinget den retoriske pisk og virkelig taget bladet fra munden, men på den venlige og japansk-samurai-sværd-præcisions-skarpe facon. Håber det gør en forskel. Under alle omstændigheder har jeg da ikke undertrykt mig selv til tavshed. Og det er jeg glad for.

I går inviterede vi os selv ud til en god ven, for at kitche igennem til grand prix - han sagde ja! Da vi kom sagde han: "Jeg har en 5-liters tjekkisk fadøl - skal vi drikke den?" "Arj det KAN vi da ikke", påstod jeg. 4 timer senere måtte jeg indrømme at jeg havde taget fejl.

I dag har jeg været et levende IKEA-katalog: Vinduerne står på vid gab, gardinerne blafrer, solen vælter ind, og dynerne hænger til luftning i den sprøde, friske luft. Jeg har hevet urealistisk tøj ud af mit skab og stakket alt det tilbageværende på en fornuftig måde. Jeg planlægger i øvrigt en mega omorganisering af stuen, der inkluderer nyt fjernsyn, ny sofa, ny lænestol, nyt tæppe og ny skænk. Hov, det var alt undtaget sofabordet. Spar venligst op, dame.

Der er to jobs jeg kan søge og måske endda få. (Chok)Det gør mig ekstra opmærksom på, hvad glæderne ved det nuværende er. (Chok igen!)

Men inden vi blafrer os selv helt rundtossede i den klare, hvide lykke, så husker vi lige hinanden på, at jeg ganske snart vil være nede og bide i gulvbrædderne igen, med en oplevelse der svarer til bar røv på en scene, iført narhat, klovnetud og æselører. Det er bare så I ved, at jeg ikke er gået heeeeeelt i zen. Nejnej tro det ikke. Uden modstand, ingen underholdning.

Suzy Q
- men lige nu er jeg bare.. glad.

01 februar 2008

Suzy siger: Steneren

Hold kæft hvor jeg stener. Oveni at det går skidegodt. Men jeg kan nærmest ikke holde mig vågen. Lige så snart jeg er stået op, tænker jeg på, hvornår jeg kan gå i seng igen. I dag har jeg siddet lænket til computeren hele dagen; jeg har skrevet skrevet skrevet. Godt nok ikke til jer. Til noget andet (ikke lige så fedt).

Nu spiller jeg 7-card-stud til jeg segner og så går jeg i seng igen.

Snoozy Q
- med fuld snooze