26 november 2007

Suzy siger: livet passerer som på et rullende fortov

Mit nye indianer-navn skal være: Kører-Med-Håndbremsen-Trukket.

Aftenvagt fredag. Meget snak og kun lidt sjov.
Damejulefrokost lørdag. Megen sjov, meget snak og men kun lidt GT.
Svigerfars fødselsdagsfrokost søndag. Meget mad, mange høflige smil og ingen sjov.

Nu: Tysk teoretiker udbreder sig om "network sociality". Jeg inhalerer. Og stikker mig selv flade, så jeg ikke falder i søvn. Mens en håndværker har væltet ydermuren ud mod brændestakken. Der skal en bryggersdør i. Er do vimmer hvor det trækker.

Der er sjov og spænding alle vegne, men min hjerne er gået i hi, uden at tage mig med. Stil mig på et museum sammen med de andre udstoppede dyr.

Suzy Q
- jeg ser mit hvide snit til at behandle november som en overspringshandling.
Tror I ikke bare, at det er skidemeget mandag?

23 november 2007

Suzy siger: Hvad har jeg dog sagt?

Der hvor jeg arbejder, arbejder der også nogle døve-tolke.
Når man trasker sådan lidt rundt dér, op og ned af hinanden på en aftenvagt, så går man jo og snakker lidt sammen, og jeg har med tidens løb fået lært følgende ord på tegnsprog:

Formel-1, arbejde, slik, kaffe og finanslovsforslag. Og jeg bytter om på arbejde og kaffe. Næh vent.. det gør jeg vist ikke.

Nå, men finanslovsforslag vises i 3 dele: finans-lovs-forslag.

Så her den anden dag kom en af de overordentligt charmerende mandlige tolke forbi og sagde hej - jeg stod og sludrede med et par mandlige kolleger. På et tidspunkt var "nå, hva så" og "hvad så, ikk så meget"-udvekslingen blandt mandfolkene tyndet lidt ud, og jeg havde lyst til at prøve noget nyt.

Så jeg gned mine to IQ-point mod hinanden i forsøget på at lave en gnist - og resultatet blev, at jeg lavede tegnet for slik og tegnet for forslag til den charmerende tolk. Mine kolleger stirrede på den lydløse udveksling af tegn.

Og da tolken kiggede direkte på mig og med et smørret smil sagde:
"Det kan vi godt" stirrede de endnu mere. Og af en eller anden grund blev jeg genert og rød i kinderne (jeg skjulte det selvfølgelig fuldkommen - som den agent jeg er).

Okay.. jeg er klar over, at jeg sikkert laver tegnsprog med tyk og gebrokken accent. Men det jeg mente var, om vi skulle æde noget slik sammen. Og det kan også godt være, at det var dét han svarede bekræftende på.

Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om jeg mon har sagt.. noget .. lidt... andet..
Har jeg udvidet mit klokkefårs-repertoire til også at jokke i spinaten med hænderne?


Suzy Q
- don't give me no lines and keep your hands to yourself ;)

21 november 2007

Suzy siger: Hutchence remembered

I morgen er det 10 år siden at Michael Hutchence fra INXS blev fundet død.

Vildt.

Jeg så INXS på Midtfyns Festivallen i juli 1997 - jeg nåede det lige!

Hutchence var tændt lige fra starten. Han sprang ind på scenen og fyrede den af, og allerede 10 minutter senere lå han på ryggen med hovedet ud over scenekanten og lavede sære bevægelser med understellet.

På et tidspunkt råbte han ud til forsamlingen: "Does anybody have a joint?" hvorefter manden chokeret blev bombarderet med velrullede kanonslag på scenen. Han samlede et særdeles velvoksent eksemplar op, gik hen til nærmeste kamera (som der straks blev klippet til på storskærmen) og tændte op - lige op i linsen. Og sendte det bredeste lurendrejersmil til os allesammen.

Hedonist. Hvor var det godt at han var på jorden.

Jeg skal altid danse til "Mystify" til mine egne fester. FanTAStisk. Giv lige videoen 30 sek. - så sker der noget.




Suzy Q
- some silky moment goes on forever

20 november 2007

Suzy siger: Hva' siger han, Misse? II

På vej til arbejde lørdag eftermiddag, kom jeg temmeligt indelukket gående fra parkeringspladsen og hen mod arbejdspladsens indgang. Ude på fortorvet går en ung mand, og han lægger liiiiidt an til at henvende sig - det er noget man kan fornemme, ikk. Nå, men jeg går og tænker på al den lørdagsfest jeg går glip af og prøver at tage mig sammen til at indstille mig selv til at arbejde og tænker christ, skrid, jeg gider ikk at snakke med nogen og så begynder han selvfølgelig:

Mand: "Hallo?" Han er af udenlandsk herkomst og taler med meget stærk accent.
Mig: træt "Ja?"
Mand: ser forvirret ud, kigger rundt og løfter skuldrene undskyldende: "Zuper-behruzæh".
Mig: ??? "Undskyld?"
Mand: "Zuper-behruzæh!"

Super-beruset? Fedt for dig. Men behøver du at tage min tid, for at fortælle mig, at du har en ordentlig bøhmand på? God lørdag, nu går jeg kedeligt ædru på arbejde hele aftenen, uden skyggen af en chance for at blive super-beruset.

Mig: "Jamen det lyder fint. Ka du ha det".
Mand: "Hallo!!" Han insisterer - bare han ikke også vil danse.
Mig: "Ja?"
Mand: Igen kigger han rundt i alle retninger, peger den ene og den anden vej og løfter skuldrene... måske er det ikke undskyldende.. måske er det.. spørgende? Han skærer det ud i pap for mig: "Zuper-beh-ruh-sæh!"
Mig: koncentration presset op på max. - stadig ingen forståelse. Jeg kigger intenst på ham med rynkede bryn og sammenpressede øjne.
Mand: "I need .... shop, market?"

Oh. Der falder en lille ti-øre. Han skal bruge en forretning så han kan købe yderligere ind til sin lille private lørdagsfest - mere sprut så han kan blive endnu mere super-beruset.

Mig: "There". Peger i den ene retning. "There is a grocery store just around the corner".

Mand: kigger i retning af min finger, og så høfligt på mig: "But is it a zuper-behruhzæh? I need to go to a zuper-behruhzæh."

Da 10-øren falder, vejer den denne gang ca. 16.000 kilo og den rammer mig lige i selv-hovedpinen og jeg siger stille:

"No, it is not a Super-Brugsen, sorry"

.... og han siger trækker på skuldrene og siger tak og går, og jeg kryber væk langs fodpanelerne med halen mellem benene og ørene brændende røde og indeni klasker jeg mig selv 1000 gange på panden og råber teleslynge, nu!

Suzy Q
- hvad hjertet er fuldt af, løber ørene over med.

Suzy siger: Jeg må ha haft brug for det

Jeg havde stillet mit vækkeur (læs: mobiltelefon spiller Thomas Dybdahl "Seems I have secret I didn't know about") til klokken 8.00 !!!

For selv om jeg har fri, har jeg vildt travlt. En hold-kammerat fra Uni ringede i går aftes og sagde: "Jeg har brug for hjælp. Hvad har du skrevet i den synopsis som underviseren skulle have på mail i dag?"

Hvortil jeg (typisk mit liv) selvfølgelig var nødt til at svare: "Hvilken synopsis!?!?"

Christ! Nå, men det endte med at jeg fik et mobil-los i rumpetten af opringeren, og jeg sms'ede til eksamens-makkeren og berettede og hun svarede: "Orv ja. Det har vi glemt. Men det går nok alligevel". Hun er altså guld værd.

NÅ - men så jeg skulle altså UD af fjerene kl 8 her til morgen og op og læse læse læse!

Jeg vågnede kl. 11.

Suzy Q
- min nervøse studieværging er på sit allerhøjeste. Seriøst - vi er dér, hvor rengøring af badeværelset begynder at blive attraktivt.

16 november 2007

Suzy Says: Keep them coming

Hvad skal man med en blog, hvis ikke åbenlyst prale?

Min telefon ringede kl. 3 i nat, hvor jeg af overnaturlige årsager lige var vågnet til lejligheden. For det var min søster og jeg havde ventet ved telefonen.

-"Du skal aldrig gøre det. Det gør herre-nas".
-"Hvor er du sej."
-"Ja. Det synes jeg faktisk også. Nu."
-"Kæmpe tillykke. TAK fordi du ringede."

Nevø 3.0 er i hus. Jeg er ikke til at skyde igennem.

Suzy Q
- nu officielt med titlen "Faster faster moster".

Suzy siger: Danskersyge

En gigantisk glas-bobbel af storhedsvanvid, bygget på et solidt fundament af selvmedlidende mindreværd.

Suzy Q
- jeg går i panik, er der nogen der skal have noget med?

11 november 2007

Suzy siger: Stram lørdag, løs søndag

I går var vi til 110 års fødselsdag. Min farbror blev 70 og hans datter, min kusine, blev 40. Det blev fejret med old school forsamlingshusfest, hvor der var askebægre på alle borde og vi fik den millenium-opdaterede, klassiske menu: hummersuppe, andesteg og indbagt is med fyrværkeri i, præsenteret ved dæmpet belysning. Det smagte godt og jeg gruffede and, så jeg mistede hørelsen i 10 minutter.

Så blev der sat øl, vand og hard likker frem på hvide duge, og et live rock/blues-band, samt familie og forældregenerationens gamle venner satte prikken over i'et. Alle generationer høvlede rundt på gulvet og havde nær flået hinandens skuldre ad led med al den hjemmelavede jitterbug. Slap af, det var sjovt. Fødselarens sted-mors fordrukne bror faldt i søvn opretsiddende og børnene blev lovet en tier hvis de kunne vække ham, min lesbiske kusine snavede sin nye kæreste ned under gulvbrædderne på dansegulvet, fadølsanlægget jammede og smed 10 liter bajere ud på gulvet og forsangeren vrælede "Go-go! Goooo Johnny go-go-go!" og vi gjorde det sgu.

Jeg elsker dem for at vi startede kl. 14 - for det betød at vi festede max og var hjemme på puden før midnat.

Jaja, selvfølgelig havde jeg en migræne på slæb, men jeg huskede at medicinere mig inden jeg skulle sove, og i morges var jeg frisk som en havørn! En hel søndag foran mig, uden noget*.
Der blev vasket tøj og gået en lang, rask tur i det friske vejr, og så ræsede vi på impulsiv kaffe hos veninden i Haslev og fjollede med de dejlige børn.

Så ræsede vi tilbage til Ama'r igen - i snevejr! - og så var der take-away-kylling og Forbrydelsen og partileder-debatten har vi altså bare ikke nerver til. Hold KÆFT hvor er de dumme at høre på, mand. Vi mente ellers at vi som voksne ansvarlige mennesker burde sætte os ind i tingene, men vi holdt kun 20 min. og i skrigende stund er der slået over på "Spil for livet" på DR2, hvor instrumentspillende børn udviser ca. 16.000 gange mere integritet og lødighed end politikerne på DR1. Jeg holder ikke til det.

Nu er der kun tilbage at gå i seng med en bog**.

Dét var en god weekend. Tak deroppe!

Suzy Q
- min femte kusine kan ikke mærke sin nedslidte lændehvirvel når hun har fået 7 gajol-shots.

* "Hvad med lektier?" siger I. Åhhrr hold op
** NEJ sagde jeg.

06 november 2007

Suzy siger: Makrel

Hver gang man får lyst til en makrel-i-tomat-mad må man overveje, om lysten til at æde den overstiger modviljen til at lugte af den resten af dagen. Det er lige meget hvor meget man vasker hænder, der hænger bare sådan et *whif* af makrel omkring én resten af dagen.

Bum-bum-bum.

UNDSKYLD KOLLEGER PÅ AFTENVAGT!

Suzy Q
- det mig, der lugter af makrel

Suzy siger: Jeg: En elektrisk ål

Så var jeg i bad i dag, og da jeg kom ud var der påfaldende mørkt i huset.

Mit internet virkede ikke. Loftslyset virkede ikke. Strømmen var gået i hele huset og det var ikke lokalt - det var noget eksternt.

Nå. Efter at det gik op for mig at jeg *doh* ikke lige kunne smutte på nettet for at tjekke Københavns Energis hjemmeside, var det også en dum fornemmelse at stå og prøve at tænde fjernsynet, for at slå op på tekst-tv.

Listen over ting jeg ikke kunne gøre, var uendelig:

Jeg kunne ikke tørre mit hår (kold oplevelse)
Jeg kunne ikke lave en kop te.
Jeg kunne ikke blogge.
Jeg kunne næsten ikke se nok til at lægge mascara.
Jeg måtte helst ikke åbne køleskabet for meget.

Jeg var lige ved at begynde at tænke på at læse i en bog, men heldigvis var der for mørkt i huset, så SÅ vidt kom det ikke.

Suzy Q
- jeg kunne ha tændt op i brændeovnen, men i stedet skred jeg bare på arbejde hvor nettet var spillevende :)

02 november 2007

Suzy siger: Alle kneb gælder

Det kender jeg godt.

Suzy Q
- jeg er åbenbart ikke den eneste