18 september 2007

Suzy siger: Eventyr indendøre

Mens jeg lige muncher på dagens høst..


.. så skal I da lige ha' det sidste nye. Jeg har fundet en skat i mit hus! Eller .. næsten..

Ser I: Ud af noget spildt gennemgangsplads i vores Klondyke-hus, har vi fået skabt en slags gennemgangs/bryggers, der også skal være bagindgang. Så man man slipper for at slæwe brænde gennem soveværelset om vinteren. Men til det formål skal man bruge en bagindgangs-dør. Når man går ud på ydersiden af huset, kommer der en trappe ud ad væggen. Så.. der har jo nok været en dør engang.

-"Jeg er sikker på at døren sidder derinde endnu" sagde jeg . Hele tiden.
-"Arrrj" sagde alle andre, "det kan da ikke være rigtigt. Den er da fjernet og så har man blændet rigtigt, for det har jo været en ydermur i gud-ved-hvor-mange år".
-"Jamen jeg er sikker på at der sidder en dør derinde stadigvæk" sagde jeg. "For de tidligere (men ikke oprindelige) ejere af det her hus, de har taget den billigste, dårligste, grimmeste og nemmeste løsning med ALT ANDET. Og gjort det oven på de gode, gamle, flotte ting. Så jeg er sikker på at de bare har lukket døren og klampet nogle brædder henover".

I mellemtiden har manden og jeg siddet og brugt oceaner af tid på at kigge på todelte bagindgangsdøre på nettet. Den øverste del skal være med glas, den nederste ikke. Døren skal gå udad - så langt er vi enige. Men hvilken side skal håndtaget sidde i? Ind mod hjørnet (og væk fra resten af rummet - såkaldt Højrehængslet-Udadgående, til åbning med venstre hånd), eller med håndtaget ind mod rummet og til åbning med højre hånd? (venstrehængslet udad). Første mulighed åbner døren diskret væk fra vejen og ned mod brændestakken. Mens anden mulighed nok er mere "oplagt" sådan som tingene ser ud, nemmere at placere en stikkontakt, men til gengæld meget mere "åben" overfor naboen og vejen. Plus, man skal rundt om døren for at komme til haven og brændestakken.

Bare man ku se, hvordan den gamle dør sad. Den dør, som den omhyggelige gamle snedker Hansen, der byggede huset i 1944, satte i. Sådan som han ville have huset, sådan vil jeg også have huset.

"Skal vi ikke kigge derind?" foreslog jeg Sukkermåse-manden i går aftes.
-"NU?" knækkede hans stemme vantro over (han var lige på vej ind til fjernsynet).
-"Jaaah! Kom nuuuuu! Eventyr! Jeg ved bare at der sidder en dør derinde!"

Han kan ikke stå for mig. Så vi flåede tapet af, og fandt skruer derinde. Efter lidt arbejde med en stjerneskruetrækker kunne den øverste plade pilles lidt fri og han jog skruetrækkeren derind. "Der er altså ikke nogen dør, Suzy. Der er bare glasuld".

"Jo der ER. Jeg ved det bare! Rammer du noget? Hvis du rammer noget med den korte skruetrækker, så er det jo en dør! For du kan jo ikke nå ud til ydermurs-beklædningen med dén"!

Så hev vi pladen af. Der var glasuld. Som den samarbejdsvillige hustru jeg er, hentede jeg straks en sæk til opsamling af gammel isolering. (Jeg blev næsten helt svedt).

Og dér...
Og mere... det er en hel halvdør. Med glas i øverste, og ikke forneden.
Træet på den anden side af ruden, er husets yderbeklædning set indefra.


Og et meget fint håndtag. I venstre side og ind mod rummet. Den åbne løsning.
(Dog fjernet på ydersiden).


Jeg var vild af lykke. Jeg hoppede op og ned og klappede i hænderne og sagde "Du må da indrømme at det ER sødt. Ikke? Og spændende!" til manden, der sagde jo-jo.

Jeg havde bare glemt at der er over 14 dage til håndværkerne kan komme.
Og nu ser mellemgangen sådan ud:


Whoops.

Suzy Q
- det var dén historie

og jeg er også færdig med at munche.

Og i mellemtiden har HjemIsmanden været her. Han tvang mig til at købe 14 lakrids-is. Jeg har ikke ædt een af dem endnu. (Jo jeg har).

4 kommentarer:

Regitze sagde ...

sikke en masse spirituelle points du havde scoret, hvis det havde været en drøm. tillykke til jer. der findes ikke noget bedre end at finde en dør. eller et rum. det er sådan noget, jeg, der ellers altid har boet i lejlighed, altid har drømt om.

Overgangspaven sagde ...

Jeg er sikker på, at det er en portal til en anden verden.

Sifka sagde ...

Jeg er vild med dine fortællinger og tillykke med døren. Jeg får helt lyst til at afdække min egen.

Vores hjemispusher er holdt op med at tvinge mig til køb. Jeg er nemlig sur over, at de ikke bruger rigtig chokolade som overtræk.

I mine betydelig yngre dage var jeg vild med piratos skyllet ned med mælk, så måske er lakridsis nogen for mig.

Uden Relevans sagde ...

Opave det er jeg også sikker på :)

Fed historie

De der Hjemismænd er de begyndt at bruge vold for at sælge deres crap?? :o)