03 juli 2007

Suzy siger: John Irving The Giraf

Inspireret af Liselottes indlæg om ferielæsning, kom jeg i tanke om John Irving.

Jeg har været fan af John Irving, siden dengang han var dømt underlødig. Jeg var ligeglad - det var indlysende for mig, at dét manden skrev var stort. Grotesk søskendekærlighed? Piger i bjørnekostumer? Kvinder uden tunger? Kom med det. Jeg var især altid vild med hans mandlige hovedpersoners sensibilitet og syn på verden.

Nåmen en dag nede i 90'erne besøgte John Irving Frederiksberg Bibliotek - det var ikke nogen big deal i det Københavnske kunstliv, men min ven Peter og jeg cyklede derud for jeg var så u-hipt ligeglad med kunstliv, og ville bare prøve at være i nærheden af en mand, der havde leget med tanken om at slippe alle dyrene i Berlins Zoo ud. [Suzys hjerne laver billeder og får gode ideer].

Så vi slentrede ind og fik pladser på første række i det helt almindelige rum, hvor stole var stillet på række til lejligheden og et lille podium var skabt oppe foran. Herefter introducerede en febrilsk star-struck kvindelig bibliotekar, med forelskede røde skjolder langt op ad halsen, John Irving. En helt almindelig lille mand, der beskedent stod og ventede ude i siden, mens bibliotekaren stammende fik hakket sig igennem (med tyk dansk accent):

".. here in Denmark, æh.. ... we think it is funny to see the giraf... as we say.. æh.. hehe ....".

Irving afslørede et øjebliks total lamslået overraskelse, men tog lynhurtigt det kulturelle særpræg med amerikansk antropologisk undren, og Peter og jeg (engelskstuderende) krummede tæer så det hvinede i tandhalsene.

Herefter talte Irving et stykke tid, læste op fra et nyt værk (måske "A Son of the Cirkus" der er udgivet i 1994 ?) og bagefter var der mulighed for at stille spørgsmål.

Akavede øjeblikket med total stilhed, mens ingen rækker hånden op. Fødder skraber genert på gulvet, en stol hviner, nogen griner nervøst.. Så kommer der et par tøvende hænder i vejret.. Der spørges.. der svares. Blodet suser og dunker i mine ører da jeg selv rystende stikker en arm i vejret og af Irving får et nik i min retning og "Yes?"

Synke: "Mr Irving, Sir... Why don't you write more short stories?"
Jeg var en stor fan af noveller på det tidspunkt i min litterære bevidsthed, og havde selvfølgelig læst Irvings eneste novellesamling, som var noget meget tidligt noget, og siden var der aldrig udkommet mere. Heller ikke løsrevne ting i magasiner og den slags. Kun murstensromaner.

Mr Irving svarede, noget i retningen af, at han anså noveller for at være til træning og romaner for at være rigtig litteratur, nævnte Dickens og noget andet og sagde så, at dén dag han var blevet så senil, at hans hoved ikke længere kunne rumme en roman - SÅ ville han skrive noveller igen.

Jeg sank en ekstra gang. "Okay". *

På det tidspunkt i mit liv havde jeg en mani med at optage alting. Ja, I læste rigtigt. Måske var det en faglig afsmitning fra min tid som radiovært, men i hvert fald rendte jeg rundt og lyd-dokumenterede alt fra dagligt samvær til større begivenheder. Bare til mit eget arkiv.

Også ved denne lejlighed på Frederiksberg Bibliotek var jeg udstyret med min trofast Panasonic walkman med optagefunktion (der er så gammel at den ikke findes på internettet, men det gør den jeg opgraderede til ca. 1995? og som jeg stadig har), så hele seancen er faktisk dokumenteret på kassettebånd. Hvis jeg roder længe nok oppe på loftet, kan det være at jeg kan finde det.

Nåmen siden har det har også altid været en særlig selvforkælelse for mig at købe en John Irving murstens-roman, når jeg skulle på ferie. Givet, på et tidspunkt var der nogle år i mellem, men stadig: når der var udkommet én, blev den først købt og læst i ferien.

Forrige år gik jeg og glædede mig til "Until I find you" - Irvings hidtil tykkeste murstens-roman. MAND, for en ferie jeg skulle ha'! Jeg havde glædet mig i flere år.

Intetanende slår jeg op i Berlingerens (ellers noget tyndbenede M/S) og ser, at der er en artikel om Irving, i forbindelse med den nye romans danske udgivelse. Jeg slår op og læser den kedelige artikel.
OG MIDT I DET HELE AFSLØRER BLAD-SMØREREN KRAFTSTJELME ROMANENS HANDLING/POINTE!
Finder han sin far, eller finder han ikke sin far? Journalisten afslører det, simpelthen!? Amatør! Idiot! SADIST! Selvom jeg af al magt forsøgte at spole tiden tilbage og slette dele af min hjernes harddrive, så måtte jeg endeligt indse, at 700+ siders nydelsesfuld læsning hermed var spoleret for mig.

Mit raseri var til at tage og føle på og jeg har siden brygget på et ca. 1000 siders langt klagebrev til avisen, men ingen ord kan tilsyneladende rumme min afmægtige vrede. Jeg burde sagsøge dem for 3 ugers ferie.

Nu må jeg vente til den næste Irving-roman udkommer. Men heldigvis findes Updike også, og han har været så betænksom at udgive noget nyt, så ferien [der starter om 17 dage!) er reddet.

Suzy Q
- but it was sure funny to see The Giraf :)

*Siden har han altså snydt og skrevet "A sound like someone trying not to make a sound". Godt nok for børn, og godt nok først udgivet som en historie inden i en roman, men alligevel!

7 kommentarer:

Sifka sagde ...

Sjov beskrivelse af udenlansk forfatter på dansk bibliotek.

Jeg blir' godt nok oprørt over bladsmøreren og holder mig således langt væk fra tanten.(Det gør jeg forøvrigt i forvejen, men bøger læser jeg gerne om, hvorsom helst).

Tak for advarselen.

Suzy Q sagde ...

sifka: jeg blev edder-sur, mand.

Lizelotte sagde ...

ÅÅåhh du har set John Irving!! Jeg er en kæmpe Irving-fan ... var hooked fra jeg som stor pige læste Verden ifølge Garp.

Hans børnebog har jeg dog ikke læst - det må være den historie, som blev født i forbindelse med Enke i et år - som forfatterhovedpersonen var berømt for. Jeg elsker den bog - har du set filmen? "The door in the floor" - den er virkelig god!

mmmmm hvor dejligt at møde en Irving-fan derude.... han er dejligt bizar og jeg elsker også hans følsomme mænd...

Suzy Q sagde ...

Lizelotte: Yesyes.. det er fedt, ikk? Ja jeg har set filmen. Men jeg må indrømme at jeg har meget svært ved at huske (alle) film.

Og nu sidder jeg også og kommer i tanke om, at jeg slet ikke har skrevet, at "A Prayer for Owen Meany" er den aller-allerbedste Irving-roman hjemme hos mig. Den er læst nok 4 gange og ku' måske godt trække en tur mere ;)

Dana Watsham sagde ...

Her i huset er der bred enighed om, at Cider House Rules - RULES!

Men derfor er vi alligevel trofaste aficionados, begge to. Min eneste anke er de mildest talt sørgelige oversættelser, der blev Hotel New Hampshire og Garp til del. Jeg har læst Irving på engelsk siden.

Lizelotte sagde ...

Dana, engelsksprogede forfattere GØR sig bare bedst på engelsk (så jeg er ret glad for at jeg læser det nogenlunde lige så godt som dansk).

Min favorit ... Cider House Rules er en af dem, men der er bare så MANGE gode ...

Thomas Oldrup sagde ...

Tak for det mærkeligt beroligende citat om at noveller bare er træning, som jeg har stjålet til min egen blog.