30 maj 2007

Suzy siger: The Scandal of the Stone

Jeg er en adels-kvinde i eksil. *se mig knejse*

Jamen jeg er da glad for at kunne berette, at hånen er væltet ind, siden afsløringen omkring stenen. Der er ingen grænser for det afløb folk får, for deres indre stand-up-komiker.

"Tillykke med dit nye sofabord" er sidste nye sms-skud på stammen. Man takker og tager det hele med oprejst pande (og sammenrimpet citronmund, som dog var usynlig for afsenderen.)

I dag fortalte jeg Frk. Singleton, at jeg var helt smadret efter havearbejde.
"Også skidehårdt at løfte sådan en sten-bordplade" har hendes friske kommentar. Jeg forbigik elegant provokationen og forklarede, at det skam var fra dagens havearbejde - ikke den dag med stenen. Og fik behændigt henledt emnet på ih hvor jeg dog dyrker motion via havearbejde nu, pyha, jeg var gennemblødt af sved IGEN, jeg kan knap kende mit eget tidligere sløve, nu aktive selv, osv osv. Men jeg kunne mærke at den satans bordplade hele tiden lå lige om hjørnet.

Men helt ærligt.. så har jeg faktisk været nede og glo på den. Olmt. Og stedet, hvor jeg havde gravet den fri, så man kunne se hvor tynd den var, hvilket jo endeligt afslørede dens kitchede herkomst, blev hidsigt dækket af jord og min stampende gummistøvle.

Men så har jeg bare to ting at sige, og så snakker vi aldrig mere om den sten igen, okay?

1) JA jeg skulle bruge lidt mønt, og kunne virkelig godt have brugt en hemmelig trappe med en skjult skat under den sten, MEN - så skete der faktisk det, at jeg fik et brev fra en fond jeg havde søgt! med en bevilling til brug for efteruddannelse! Hvilket i praksis betyder, at jeg ikke længere behøver at bide negle over, hvor pengene skal komme fra til næste semester.
Er jeg lige heldig eller HVAD?! Så mine bønner om ekstra kapital er åbenbart blevet hørt.

2) Sifka spørger "hvad så med knoglen? Havde manden der nedfældede bordpladen mon fået den ned over sig, hvilket blev hans endeligt, og deraf knoglen?"

Godt spørgsmål - man kan jo kun håbe. Dana fastslog at det var en femur (?) og ikke nødvendigvis menneskelig - det samme sagde min anatomi-kyndige ægtefælle. Størrelsen passer faktisk til en hund, eller noget.

Så skal vi ikke bare sige, at den mand, der i sin tid har lavet ubehjælpelig gør-det-selv-el i hele mit hus, hvilket er årsagen til at jeg ikke kan køre opvaskemaskine og vaskemaskine samtidig, og har lavet gør-det-selv-vægge, der gaber så meget at kun et hæsligt, gråt, snoet plastic-REB åbenbart kan lukke kanterne, og har malet huset udvendigt i en æggesnap-gul farve med plasticmaling der er ødelæggende for pudset indenunder .... *tager dyb indånding*
- HAN fik af de højere magter, som straf for sin totalt debile opførsel, borttaget sin elskede hund fra denne verden, og gik derpå ned bagerst i haven og begravede vapsen, og vanvittig af sorg tog han så sin melerede sten-sofabordplade og nedlagde som monument.

Den "sten" får lov at ligge. Faktisk vil jeg re-modellere hele nederste del af haven i forhold til den. Fra at være en skamstøtte over Tidligere Ejers Ugerninger, skal den nu være symbol på Suzy's Totale og matrikelomspændende Hus-Herredømme.

Suzy Q
- mit hjem er mit slot.
There is bound to be bones and stones and such in the ground around it.

Og så ruller jeg ellers vindebroen ned igen, nu hvor alt er på plads er jeg færdig med at være fornærmet :)

Ingen kommentarer: