18 maj 2007

Suzy siger: Fremskridt(-ish)

Min cykel har stået og rakt tunge ad mig rigtig længe nu. Jeg vidste bare at jeg ikke skulle have brugt to klik på møget! Så kommer jeg ud på landet og så siger min søster: "Se, jeg har købt cykel". 200,- kr, udmærket stand. Salt i mit åbne kødsår.

Nåmen. Så har den stået der.. lige udenfor hoveddøren, så man fik riiiigtig dårlig samvittighed når man kom ud. Der har været mange gode grunde til at jeg ikke har kørt på den. Det har blæst helt vildt meget! En dag, da jeg stod ved busstoppestedet og ventede *host* så jeg en gammel dame på cykel, der nærmest kørte baglæns! Hold kæft hvor var jeg glad for, at jeg havde taget bussen. Jeg måtte holde mig for munden, for ikke at smile alt for bredt lige op i ansigtet på hende.

Så har jeg haft lidt hovedpine. Jamen, der er altså ikke noget ved at cykle, når knolden i forvejen dunker. Når blodtrykket så stiger, så truer hovedet med at eksplodere og bare blæse af. Så det gad jeg altså ikke. Det er også dårlig pædagogik at starte med rædselsfulde oplevelser, ikk. Det skal være noget rart, så man får lyst til at gøre det igen [indsæt pokerfjæs].

Som om jeg nogensinde fik LYST til at gøre det igen. Nej. Men i dag satte viljen sig så igennem. Og dét endskønt jeg dulmede græsenke-smerten med 3 glas rødvin i går aftes og blev totalt smasket af det. Så smasket, at jeg så finalen i "Sangstjerner" på Kanal5, og græd da Kirstine vandt. Røg alt for mange smøger og begyndte at overveje at sende "kloge" sms'er. SÅ lagde jeg altså også mig selv i seng lige på stedet.

I morges var jeg svært træt. Og så sagde de i radioen, at "danske alkoholikere bliver yngre og yngre" - og først tænkte jeg: "Kan man virkelig blive yngre og yngre af at drikke sig stiv hver dag?" Men så fattede jeg pointen, og skylden med skyld på væltede ind over mig.

Og så var det at jeg spiste groft rugbrød til morgenmad, lod smøgerne blive derhjemme og tog cyklen på arbejde. Jep!

Velankommet (messende "det er dejligt at svede, det er dejligt at svede, det er *ufffff* dejligt at svede) kom mine glade kolleger i flok fra fællesmorgenmaden i køkkenet, og stak et fad med store, klæbrige snegle-basser lige op i ansigtet på mig.

En halv snegl bragte præcis balance i motions/kalorie-regnskabet, var min vurdering.

Suzy Q
- jeg skal jo også hjem igen, ikke. Og jeg fik jo lige tappet blod her den anden dag.

2 kommentarer:

mariahønen sagde ...

Jeg cykler hver dag på job - og det er ikke fordi jeg er hellig eller noget, men fordi at jeg så ikke har så dårlig samvittighed over at jeg ikke GIDER at gå i fitness centret. Cykleturen er nu heller ikke værst - får blæst de trælse arbejdstanker langt væk og kan være frisk og glad når Kæresten kommer og kysser mig velkommen hjem.

Suzy Q sagde ...

fedtet og svedig og med kvalme i 2 timer - ville være tilfældet i mit liv :)
Men godt at høre, det er godt formig med gode rollemodeller!