26 april 2007

Suzy siger: Nu med to hjul og rugbrødsmotor

Motion. Never liked it. Slet ikke cykler - jeg er til gå-ben og busser. Folk der har cyklet kommer altid ind med store røde ansigter og vand løbende ud ad næsen, som de lige fjerner med bagsiden af hånden og gnubber af på deres cowboybukser. Yikes.

Bevares, da jeg var barn gik jeg da både til svømning om lørdagen, springgymnastik om tirsdagen, rytmisk gymnastik om onsdagen, håndbold om torsdagen og om sommeren spillede jeg også fodbold. Men det var jo for at lege. Jeg brød mig aldrig af den fysiske side af sagen. Jeg husker stadig smerten.

Jeg hadede skolens "idrætstimer" som pesten, hver evig eneste en. De idiotiske spil der skulle få timen til at gå, de grusomme holdopdelinger med førstevælgere - en perfekt kopi af samfundet: De stærke drenge først, så de dumme/svage drenge, derefter de lækreste piger, og til sidst de svageste piger; bare så man kendte sin plads! - min lærers nar-agtige "dommer"beslutninger (som OM han overhovedet fulgte med i spillet), den ildelugtende gymnastikpose med det klamme tøj, de ydmygende fællesbade. *gys*

Men det værste af alt var altid, den afskyelige fornemmelse jeg fik i kroppen, efter anstrengelserne. Let i hovedet, svimmel, ude af mig selv, kvalme, rystende lemmer .. jeg kan bare ikke lide det. Og det gik aldrig væk. I de større klasser satte læreren os ofte bare til at løbe en 6 km rute - så var dén undervisning lissom overstået. Jeg kunne aldrig løbe mere end 1 km - aldrig. Jeg troede jeg skulle dø. Og vi taler altså om en bom-stærk lille kanonkugle ude fra landet, der stakkede halmballer, styrede ponyer og den slags! Men løbe, det ku jeg fa'me ikke. Jeg troede, lissom alle andre, at det var fordi jeg var doven. Undersøgelser til børn, det var ikke noget vi brugte ude på landet i 70'erne.

Nåmen da jeg så som kvabset midt-i-tyverne gik til lægen for at få råd om kost og motion, fik jeg at vide at jeg bare skulle løbe en tur. "Men det er så ualmindeligt rædselsfuldt!" sagde jeg, og så spurgte hun lidt ind til det. Jeg lånte et peakflowmeter med hjem, og fik konstateret anstrengelsesastma. Det anede jeg ikke der var noget der hed! Hvor faen skulle man vide det fra? Men jeg vil altså ikke have deres binyrebarkhormon ned i min lunger, det vil jeg bare ikke. Så hellere undgå hård motion, som jeg i forvejen hader som pesten.

Men mild kardiovaskular bevægelse.. det blir jeg altså nødt til. Det slipper ingen jo for mere, nu hvor man har både Connie Hedegaard og Arne Astrup og hele fedmeepidemien til at ånde én i nakken. Jeg må se i øjnene, at havearbejde og vasketøjssammenlægning bare ikke er nok. Og dét faktum, at arbejdspladsen ligger for tæt på til bus, og for langt fra til gå-ben, gjorde.. at jeg her den anden dag købte en cykel.

NØJ de skejser var svære at få op ad lommen; jeg kunne have fået 17 blå klippekort for de penge! Og for at føje spot til skade, så kunne cyklen ikke være i Store-Sukien der stod og ventede udenfor butikken - uanset hvor meget Sukkermåsen og jeg masede (og han var ved at krepere af influenza) og dét endskønt man er på gule pla'er; så jeg blev nødt til at cykle hjem!

Dér gik det op for mig, at jeg rent faktisk ville være nødt til at køre på skidtet. I ved, sidde på den, hjule rundt med benene? Ydmygende! Det var vel derfor den var så svær at betale, fordi jeg et eller andet sted godt vidste, at jeg ikke havde tænkt mig at bruge den. Jeg troede åbenbart at den symbolske handling der lå i at købe en cykel var nok: "Se - jeg vil ikke lave CO2-udslip og have blodpropper." Næh nej, man skal åbenbart helt ned i skidtet.

Men det lykkedes og jeg kom levende hjem og brugte en halv time på at vakle svimmel rundt gasblå i hovedet, med metallunger, en puls der dunkende overdøvede alt andet i rummet og truede med at detonere mit hoved, brækfornemmelser, overskydende mundvand, snotnæse og hvad motion ellers bringer med sig af fryd og gammen.

I går cyklede jeg så både til og fra arbejde - så i går aftes sad jeg med rystende og dirrende lårbasser, og i dag: med svært ondt i bagperronen. Der er 2,2 km hver vej og en liiillllle smule op ad bakke - hele vejen hjem. Jeg er seriøst i tvivl om, om jeg skal tage cyklen til Uni i morgen tidlig, for der går flere timer før jeg kan tænke klart igen, når jeg har været igennem den trædemølle. Men man skal jo igang (siger de) og jeg gi'r det så et skud. Følg sejre og nederlag og nok mest det sidste her på bloggen.

Suzy Q
- jeg ku også ha købt en syvendedel funklende hvid MacBook. *suk*

9 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Hvorfor tror du Gud opfandt taxaen??

Det er til folk som dig min ven :o).

Du straks STOPPE det der motionsnoget.

Lizelotte sagde ...

*GG* er du klar over suzy, at vi faktisk er nogen der cykler ... for SJOV... !!

...og rigtige cyklister snyder næse i stedet for at tørre dem snottet af i bukserne.... HAHAHA...

Nej, godt indlæg igen, jeg fik mig en middagsgriner. Håber du bliver glad for cyklen hen ad vejen - man må godt cykle langsomt...

Suzy Q sagde ...

Morfar: Det har været en medvirkende faktor til min beslutning om cyklen, at min studiekammerat troede at jeg snakkede med en veninde i mobilen, da jeg ringede og bestilte en taxa.
De kender mig rigtig godt inde på taxamotor, rigtig godt.

Lizelotte: Jamen jeg HAR hørt om fænonmentet! :D
Og det er PRÆCIS hvad min mand siger, man må godt køre langsomt. JA, det gør jeg også! Men hvis der ikke er lidt fremdrift, så vælter man jo ;)
Og nej jeg har faktisk ikke tålmodigheden til at cykle langsomt. Det er rigtig dumt LOL

julie sagde ...

Husk nu på, at kondi det er noget vi drikker! Jeg har PRÆCIS de samme folkeskole minder om motion som du, bortset fra at jeg ikke har noget anstrengelsesastma som undskyldning. Jeg husker endda de der forbandede TRIM løb, som man skulle ud på hvert år før efterårsferien. Jeg gik altid hele vejen i protest, mens jeg ønskede at blive kørt ned, så jeg kunne blive fragtet hjem i en ambulance resten af vejen. Og de der latterlige atletikstævner, hvor der var så meget prestige i guld- og sølvmærker, og hvis jeg var heldig, så vandt jeg et skide bronzemærke i kuglestød eller en anden sport der er egnet for folk under 160, med gode sunde bonde ben. Dér gik jeg også altid 500 meteren i protest. IKKE om de kunne få mig til at have det sjovt med det!

Suzy Q sagde ...

julie: Jamen med eller uden en diagnose fra doktorkvinden, så er min opfattelse bare ikke anderledes. Jeg gids ikk.

Line sagde ...

Ha ha! Godt at høre der er andre der hader at cykle lige så meget som mig! :-) Synes jeg er omgivet af folk der synes både løbeture og gåture er dejligt friske og ikke gør ondt i lungerne + diverse andre steder. At løbe er endda meget værre - gik også altid til skolernes motionsløb...puha godt det er et helt overstået kapitel!

Regitze sagde ...

man bliver skidehappy af at cykle. så vidt jeg husker (det var før vi fik bil).
i næste uge trækker jeg vistnok i lycraen og borer, hakker, planer og gearer den røde. og så skal vi heppe på hinanden, Suzy. man bliver så glad i låget af at cykle at fedtet omkring hjertet smelter.

Overgangspaven sagde ...

Gymnastiktimerne. Gys. De var jo bare systematiseret ydmygelse og en hakkeorden, der fik middelalderlige feudalsamfund til at virke progressive.
Jeg nægtede at deltage. Mine lærere hadede mig, men jeg gik bare og ledte efter firkløvere, hvis vi var udenfor og fakede menstruationskramper, hvis vi var indenfor. Jeg gjorde det så sent som i sidste uge, da der var "teambuilding" med arbejdet. De andre kørte gokart. Jeg sad udenfor og sms'ede. Man er vel en tøsepave.

Talfeen sagde ...

Ingen har hidtil nævnt det. Men den der smerte i din bagdel og dine lår... Du får en smukkere (for den er selvsagt allerede dejlig, ikke at jeg har set den, men alligevel) bagperron i tilgift til den motion, der løber på sådan et cykelprojekt. Jo mere ondt det gør, jo bedre er det.

Jeg har selv prøvet. Der var fire kilometer op ad bakke til Sveskens dagpleje. Det kan være alternativt morsomt i regnevejr, tæt på frysepunktet og i morgenmørke. Men man får pæne lår.