08 april 2007

Suzy siger: Mindeord

Som I alle ved er min smækre ægtefælle gennem 314 år, Sukkermåsen, Den Største.

Men ham, der i mit liv var Den Første, er død. Den dårlige nyhed nåede mig Skærtorsdag aften og nu har jeg brugt et par dage på at slæbe rundt på min krop, der blytung værker af sorg.

Men dette skal ikke handle om mit tab, men om ham, som verden har mistet. Lad mig sige det med det samme: Han var en skør skid. Vi var kærester et halvt års tid (en evighed dengang) og fine venner flere år efter, men efter at jeg flyttede væk gled forbindelsen ud.

I den lille flække som vi begge kom fra, var jeg Smedens den Ældste, og han var Vejmandens den Yngste og havde så mange ældre søskende, at de ældste havde gået i skole med min mor.
I kid you not. Det var velkendt at han var en skidt knægt, og jeg havde potentiale fordi jeg var dygtig i skolen. Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang så ham, men det ligger helt fast at hans blonde hår, tatoverede arme og flabede fanden-i-voldskhed gjorde, at jeg faldt for ham, rocker-hårdt.

Jeg belejrede ham i min tilbejling, og han afviste mig igen og igen og sagde at jeg var skør (det var jeg også). Men som I ved, er jeg også stædig ad H til, så en mørk nat sprang jeg ud ad vinduet og rendte de 2 kilometer der var, ned til hans hjem. Jeg vækkede ham, og gentog mit kæreste-frieri. "Men du er alt for ung!" sagde han og han havde selvfølgelig ret, men jeg ville ikke høre. Endelig gav han efter og jeg fik lov at blive til solen stod op, hvorefter jeg rendte hjem igen. (Sikken energi, hva?)

Han behandlede mig ind i mellem ad helvede til, som passionerede mennesker jo gør, men de får lov, fordi de også ind i mellem behandler een fuldstændig vidunderligt. Han var altid skide sjov, meget kærlig og aldrig-aldrig nogensinde ligeglad. Jeg gav ham et sentimentalt kælenavn, som hans stolthed hidsigt afviste, men som han i virkeligheden med rødmende fryd nød at høre, og vi grinede og lavede tonsvis af ballade sammen. Men det blev tiltagende indlysende at vores liv passede dårligt sammen: Jeg lavede lektier, gik til eksamen og var radio-studievært, han lavede det som forventedes af ham; små-tyverier, slåskampe og den slags, og passede sit AOF-kursus temmelig sporadisk. Han var en af de der drenge, der i virkeligheden var totalt intelligent, meget fintfølende, men ordblind og ingen forventninger i ryggen.
"Hvad fanden laver du egentlig sammen med os?" sagde han en dag, da ham og gutterne sad og røg hash, og jeg sad velfornøjet i midten af det hele (meget bedre end hjemme hvor mine forældre varmede op til Separation II) med fødderne på hans skød, hvor de blev nusset. Så han besluttede at det var slut. Jeg var knust.

Han kunne se, at vi ikke havde en fremtid sammen, men han mistede aldrig sin varme overfor mig. Fx kan jeg huske til en halfest, hvor jeg som sædvanlig havde drukket mig selv midt over, og sad med en klæbrig fyr over mig, som jeg ikke kunne få væk. Ét desperat blik til min ex var nok. Fyren blev klasket op ad væggen "Do RØR hende ikke!" til fyren, og til mig: "Hvis du har nogen problemer, så kommer du til mig, er det forstået?!"
Det er mere end mine forældre, eller nogen andre, nogensinde har sagt til mig.

Senere havde vi et par affærer med hinanden, mens vi begge havde kærester, og han lavede vist noget med asfalt og jeg tog flere eksamener; vi rullede rundt i høet og havde det pragtfuldt og var enige om, at det vi to havde, det kom ingen andre ved. Det gjorde det heller ikke.

Så blev det til et rent venskab. På et tidspunkt sad han i spjældet for noget vold og når jeg lavede mine radioprogrammer, ringede han ind imellem til mig. For at få sin skideballe, som han sagde. Så sagde jeg "hvad har du lavet?!" og så fortalte han det - og så moraliserede jeg og skældte og smældte. "Du VED godt hvad jeg synes om den slags, og hvorfor GØR du sådan noget, du er meget BEDRE end det, det er FANDME ikke første gang.. " og så videre. Han lyttede artigt og indrømmende i den anden ende, og klukkede veltilfreds over at jeg GAD.
Så flyttede jeg til København. Han blev ude i møgflækken.

Sidst jeg så ham, ved et sjældent besøg derude, drønede han op og ned ad flækkens hovedgade, med overkroppen stukket op gennem soltaget og en af gutterne ved rattet, råbende og skrigende på en lørdag eftermiddag. Jeg forstod ham godt. Vi talte kort sammen, han var genert, der var gået for lang tid siden vi havde set hinanden sidst, og han kom med halvbitre bemærkninger over, at jeg havde giftet mig så tidligt. Siden havde han vist med alderen mistet energien til alt det vilde og ulovlige, men jeg hører jo historier derude fra, fra tid til anden, og jeg suger information om min ex til mig med en glubende sult, og griner vemodigt og ryster på hovedet og smiler, indad. Altid den samme. Skør, vild og med humor i selv sine mest tossede gerninger.

Jeg havde altid troet, at han altid ville være der. Seriøst, jeg ville stadig kunne komme til ham den dag i dag, hvis jeg havde nogen problemer, det ved jeg.

Hvis ikke det lige var fordi, at min kære, smukke, fine og grovkornede Første kæreste og senere ungdomsven, hvis hjertekamre på indersiden var belagt med guld, og som aldrig fik hjælp til en skid i det her liv, blev klemt ihjel i en lastbil sidste fredag.

Jeg elskede ham engang, senere holdt jeg meget af ham, og den betydning han har haft i mit liv kan ikke overdrives. Da jeg hørte hvad der var sket, blev en ordentlig luns revet af mit hjerte, både over at det skete så uretfærdigt tidligt i hans liv, men også fordi jeg nu skal være alene om at huske de ting vi havde sammen. Smerte.

Hvis jeg kender ham ret efterlader han sig mindst en pige i hver havn, måske et par unger på gule plader (men det tror jeg nu ikke) og en god håndfuld rigtig gode venner. Jeg kan stadig ikke acceptere at det er sket. Jeg er rasende. Uretfærdigheden kender ingen grænser. Han skulle være blevet en gammel mand, der sad og fortalte røverhistorier. Men han kunne selvfølgelig ikke nøjes med at køre galt. Han skulle absolut dø af det. Der er begravelse på tirsdag.

Og han var ikke typen til at få en fin nekrolog i en lorte-avis, men her på bloggen har jeg noget at skulle have sagt, så dér. Der er ingen grænser for, hvor meget jeg vil savne at have ham i verden.

Jeg håber stadig at miraklet sker, og jeg får at vide at det ikke er sandt at han er død. Påske, genopstandelse og alt det dér - som jeg ser det, er det Guds sidste chance for at gøre sig til over for mig, og bevise noget, i stedet for bare at komme med vage løfter.
Jeg hader at vi blir født alene og hele livet har trangen til at være (mindst) to; og ikke mindst at så snart man møder nogen man kan elske, så skal man indstille sig på at miste dem igen, til døden. Jeg skammer og ærger mig over, at jeg ikke kunne beskytte min ex, som han beskyttede mig. "Do RØR ham ikke!!" er vel nok for sent nu, men litervis af cognac de sidste par dage har ikke dulmet trangen til at gøre noget; så jeg prøver med en sidste trussel: Hvis jeg ikke i al fremtid skal gå i seng uden min aftenbøn, så skal jeg have min ex's liv tilbage - NU.

Suzy Q
- citat fra min ex om udfaldet af en retssag."Jeg fik et år. Reimar fik 2 mdr. De spurgte Reimar om det hele var forud-aftalt: "Nej" svarede Reimar, den idiot, [ex citerer parodierende hjernedødt] "jeg fik bare at vide at jeg skulle stå udenfor og slå på alt hvad er rørte sig". [Hidsigt] Han skulle kraftedme ha' haft HUNDREDE år, for at sige det dér!!!
[Suzy ruller på gulvet af grin og ex griner opgivende af sig selv, tænder endnu en grøn cecil og kører en hånd rundt i sit gyldne hår].

Savn er en grusom ting.

22 kommentarer:

Fr. Møller sagde ...

Æret være hans minde. Og ikke mindst dine minder om et menneske, du kunne se med hjertet...

Kontrolpigen sagde ...

Nej, nej, nej. Hvor er det dog forfærdeligt.
Suzy, din fortælling var virkelig, virkelig rørende.
Den der Første skal altid være der, også selv om man ikke ses. Man skal bare vide, at han findes derude.
Sender gode tanker og en ordentlig krammer.

Anetq sagde ...

Nu er jeg jo ikke den, der offentligt indrømmer at være en tudeprinsesse, så tillad mig bare at sige: Det var en utroligt smuk nekrolog.

Tris G sagde ...

Jeg vil godt indrømme det. Jeg er en tudeprinsesse. Meget. Kondolerer.

Uden Relevans sagde ...

Så jeg er ikke den eneste der tænker på døden idag...

Kondolerer

BusterLiguster sagde ...

Jeg kondolerer

fivetosix sagde ...

Så trist. Minderne vil du bære i dit hjerte....

Regitze sagde ...

jeg sidder lige så stille i en halvmørk stue og er også meget, meget berørt. det var den smukkeste nekrolog. helt nøgternt tror jeg, han har var ved dig, da du skrev, så han tager din kærlige hyldest med sig. det er ihvertfald en tanke, der er til at holde ud.

Suzy Q sagde ...

Tak allesammen, fordi I tog mine ord i den ånd de var ment.

Anonym sagde ...

Alle mine kondolencer til dig på grund af dit store tab.
Kærlig hilsen Maja

Charlotte sagde ...

Har fulgt din blog og grinet så ofte, idag græd jeg med dig.
Kærlig hilsen Charlotte.

fivetosix sagde ...

HUSK, at i det der lille pulsende organ er der masser af andre kamre, der er så fyldt med liv.....Og betyder meget i din hverdag ;-)
So go get them!
IKKE MERE COGNAC ;-)

Overgangspaven sagde ...

Åh Suzy! Et stort paveknus til dig! Men jeg ville blive glad, hvis nogen gav mig et lige så smukt eftermæle.

Edut sagde ...

Flot...

Esmeralda sagde ...

Det er svært at holde tårene tilbage når man læser din blog... Men stærk skal man være! Kondolerer...

Lizelotte sagde ...

Hvor smukt... kondolerer.

Godt I kendte hinanden, alligevel.

julie sagde ...

Det gør mig ondt, Suzy. Men som du beskriver ham, så har du i det mindste masser af gode minder.

susling sagde ...

Suz....den første....ikke altid den bedste....men en der efterlader et stempel......min døde på en motorcykel...og det kan vi så have for at være til the rough n'tough.....Må jeg så i øvrigt bukke og neje dybt for din sublime formidlingsevne......som du kan sætte tanker og minder i gang.....

Deres kærligste og mest omsorgsfulgste og evigt nærværende bloglæserinde

Suzy-Hang-Around sagde ...

Meget smukke og malende ord om følelsen af tab og savn, det ledeste af alt.

Anonym sagde ...

Hej Sus.
Jeg er dybt berørt. Har drømt om det hele natten.
Er ked af det -sammen med dig.

-Lille Schwess

Kenneth sagde ...

Smuk nekrolog - det er som oftest altid de skæveste eksistenser der kommer mest galt afsted i det her liv, men godt der er nogen der husker dem med et smil på læben :)

Suzy Q sagde ...

Tak allesammen..
Jeg var til begravelsen og det var smukt og der var stuvende fuldt, så det var indlysende at han var elsket og afholdt. Det glædede mig meget at se, at mange-mange andre så et lys i ham, som jeg gjorde.