30 april 2007

Suzy siger: Malet op i et hjørne

I fredags var jeg så sent på den, at jeg var nødt til at tage bilen til studiet. Jeg sværger! Den var 8:52 da jeg røg ud ad døren, bussen kører 8:54 så dét var urealistisk, og cyklen ville tage evigheder, plus, jeg var tude-træt.

I lørdags spurgte min mand mig, om han skulle give mig et lift, og så kom jeg til at sige ja. Men så var han jo også nødt til at komme og hente mig igen. Og det var bare godt, for det regnede.

I dag tog jeg så cyklen på arbejde.

Nu ved jeg helt ærligt ikke rigtigt hvordan jeg skal komme hjem igen!

Suzy Q
- og der var modvind i morges, og med mit held, så er der også modvind hjem igen.

26 april 2007

Suzy siger: Nu med to hjul og rugbrødsmotor

Motion. Never liked it. Slet ikke cykler - jeg er til gå-ben og busser. Folk der har cyklet kommer altid ind med store røde ansigter og vand løbende ud ad næsen, som de lige fjerner med bagsiden af hånden og gnubber af på deres cowboybukser. Yikes.

Bevares, da jeg var barn gik jeg da både til svømning om lørdagen, springgymnastik om tirsdagen, rytmisk gymnastik om onsdagen, håndbold om torsdagen og om sommeren spillede jeg også fodbold. Men det var jo for at lege. Jeg brød mig aldrig af den fysiske side af sagen. Jeg husker stadig smerten.

Jeg hadede skolens "idrætstimer" som pesten, hver evig eneste en. De idiotiske spil der skulle få timen til at gå, de grusomme holdopdelinger med førstevælgere - en perfekt kopi af samfundet: De stærke drenge først, så de dumme/svage drenge, derefter de lækreste piger, og til sidst de svageste piger; bare så man kendte sin plads! - min lærers nar-agtige "dommer"beslutninger (som OM han overhovedet fulgte med i spillet), den ildelugtende gymnastikpose med det klamme tøj, de ydmygende fællesbade. *gys*

Men det værste af alt var altid, den afskyelige fornemmelse jeg fik i kroppen, efter anstrengelserne. Let i hovedet, svimmel, ude af mig selv, kvalme, rystende lemmer .. jeg kan bare ikke lide det. Og det gik aldrig væk. I de større klasser satte læreren os ofte bare til at løbe en 6 km rute - så var dén undervisning lissom overstået. Jeg kunne aldrig løbe mere end 1 km - aldrig. Jeg troede jeg skulle dø. Og vi taler altså om en bom-stærk lille kanonkugle ude fra landet, der stakkede halmballer, styrede ponyer og den slags! Men løbe, det ku jeg fa'me ikke. Jeg troede, lissom alle andre, at det var fordi jeg var doven. Undersøgelser til børn, det var ikke noget vi brugte ude på landet i 70'erne.

Nåmen da jeg så som kvabset midt-i-tyverne gik til lægen for at få råd om kost og motion, fik jeg at vide at jeg bare skulle løbe en tur. "Men det er så ualmindeligt rædselsfuldt!" sagde jeg, og så spurgte hun lidt ind til det. Jeg lånte et peakflowmeter med hjem, og fik konstateret anstrengelsesastma. Det anede jeg ikke der var noget der hed! Hvor faen skulle man vide det fra? Men jeg vil altså ikke have deres binyrebarkhormon ned i min lunger, det vil jeg bare ikke. Så hellere undgå hård motion, som jeg i forvejen hader som pesten.

Men mild kardiovaskular bevægelse.. det blir jeg altså nødt til. Det slipper ingen jo for mere, nu hvor man har både Connie Hedegaard og Arne Astrup og hele fedmeepidemien til at ånde én i nakken. Jeg må se i øjnene, at havearbejde og vasketøjssammenlægning bare ikke er nok. Og dét faktum, at arbejdspladsen ligger for tæt på til bus, og for langt fra til gå-ben, gjorde.. at jeg her den anden dag købte en cykel.

NØJ de skejser var svære at få op ad lommen; jeg kunne have fået 17 blå klippekort for de penge! Og for at føje spot til skade, så kunne cyklen ikke være i Store-Sukien der stod og ventede udenfor butikken - uanset hvor meget Sukkermåsen og jeg masede (og han var ved at krepere af influenza) og dét endskønt man er på gule pla'er; så jeg blev nødt til at cykle hjem!

Dér gik det op for mig, at jeg rent faktisk ville være nødt til at køre på skidtet. I ved, sidde på den, hjule rundt med benene? Ydmygende! Det var vel derfor den var så svær at betale, fordi jeg et eller andet sted godt vidste, at jeg ikke havde tænkt mig at bruge den. Jeg troede åbenbart at den symbolske handling der lå i at købe en cykel var nok: "Se - jeg vil ikke lave CO2-udslip og have blodpropper." Næh nej, man skal åbenbart helt ned i skidtet.

Men det lykkedes og jeg kom levende hjem og brugte en halv time på at vakle svimmel rundt gasblå i hovedet, med metallunger, en puls der dunkende overdøvede alt andet i rummet og truede med at detonere mit hoved, brækfornemmelser, overskydende mundvand, snotnæse og hvad motion ellers bringer med sig af fryd og gammen.

I går cyklede jeg så både til og fra arbejde - så i går aftes sad jeg med rystende og dirrende lårbasser, og i dag: med svært ondt i bagperronen. Der er 2,2 km hver vej og en liiillllle smule op ad bakke - hele vejen hjem. Jeg er seriøst i tvivl om, om jeg skal tage cyklen til Uni i morgen tidlig, for der går flere timer før jeg kan tænke klart igen, når jeg har været igennem den trædemølle. Men man skal jo igang (siger de) og jeg gi'r det så et skud. Følg sejre og nederlag og nok mest det sidste her på bloggen.

Suzy Q
- jeg ku også ha købt en syvendedel funklende hvid MacBook. *suk*

22 april 2007

Suzy siger: Vær folk der går forbi

Nå, så så jeg den der Stigmata (igen) i fredags i flimmeren. Når man ser en film igen er det jo fordi man synes at den har et eller andet (og jeg mener ikke kun fordi Gabriel Byrne render rundt i en præstekjole, den frækkert). Coveret sender sådan nogle splatter-signaler, der egentlig er helt forkerte, for i virkeligheden går den film ud på nogle meget smukke billeder og en lille diskussion af kristendom, sådan tro vs. institution-agtigt.

Den slags er lige op i min alley. Og da der henvises en del til Thomas Evangeliet, og da jeg sæføli har det stående på Guds-hylden (jvf. min kontinuerlige research udi hvad meningen egentlig ER), rev jeg den ned og begyndte at bladre.

Nøj ham Jesus har sagt nogle syrede ting! Jeg læste en del op for Sukkermåsen og vel syntes vi at det meste var vældig dybt og noget man kunne lære noget af.. Men der var også noget, hvor jeg bagefter var nødt til at tilføje: "..... sagde Jesus .. efter at have røget 10 bong-hoveder..." F.eks. nummer 105. Og 7'eren er heller ikke dårlig.

Desuden har jeg totalt deja-entendu med nogle af de ting Jesus siger i Thomas Evangeliet. F.eks. er jeg ret overbevist om, at den tidligere ejer af mit nuværende hus må have sagt nr. 71. Og det har jeg så fornøjelsen af nu.

Mange af tingene beviser også pointer som jeg tidligere har forsøgt at gøre rede for. F.eks. er nr. 36 et direkte bevis for, at mode ER ugudeligt.

Men unter alle omständichkeiten: Da min ven J kom på besøg i fredags lå bogen stadig på bordet, og han kiggede i den, og vi blev enige om, at nr. 42 var mystisk. Hvad betyder det?
I den oversættelse jeg linker til i denne post hedder den: "Jesus sagde: Bliv vandringsmand". Men det er jo altså oversat fra Koptisk, og i Søren Giversens oversættelse, (og det er ham der er gjort arbejdet i den bog jeg har derhjemme) står der: "Jesus sagde: Vær folk der går forbi".

"Vær folk der går forbi" - der er altså langt til "Bliv vandringsmand". Nå, men da J og jeg sad og undrede os over, hvad det mon betød, sagde jeg altså også: "Jeg er svært skeptisk overfor de der oversættelser. Man ved jo hvor mange nuancer der er i sprog - og så Koptisk. Man kan lissom ikke rigtigt tjekke, vel?" Så J blev enig med sig selv om, at lige så snart jeg er færdig med den dér kommunikations-uddannelse jeg er igang med, så skal jeg studere koptisk og aramæisk. Lige efter at jeg har nappet nogle år med jura også. Jeez.. der er så meget man gerne vil lære.

Men jeg filosoferede over "Vær folk der går forbi" og blev enig med mig selv om, at det er vi altså i forvejen. Jeg mener: Med det antal af mennesker, der samlet set dør og bliver kremeret eller begravet og bliver til støv her på jorden hver dag, set i forhold til, hvor mange mennesker der hver dag ankommer, fordi de bliver født her på jorden...

... Så er det altså lidt som om der er decideret gennemtræk på denne her planet.

Suzy Q
-Er der nogen der gider lukke vinduet?

20 april 2007

Suzy siger: Ring-riiing. Hallo?

Ja, øhm ... jeg har ikke tid lige nu - min kammersjuk J. kommer til middag!

Vi skal ha' store bøffer og rødvin og bagekartofler og citronbagt fennikel. Og så skal jeg høre alt om hans forestående bryllup og det nye job i London. Og jeg skal også lige nå at lave en seng til ham, for han skal overnatte.

Og jeg blev sgutte færdig på arbejdet, for hele netværket gik ned og jeg måtte gå hjem med uforrettet sag. Jeg må lave det færdigt på søndag, inden aftenvagten.

Mand, jeg skal skrive eksamensopgave så gnisterne flyver i morgen! pyhhhhhh.....

Jeg blir nødt til at rende igen, okay? Jeg skal lige lave en lyn-oprydder...

Suzy Q
- men det var hyggeligt at I ringede.

18 april 2007

Suzy siger: Pseudo-mandag

Jeg havde fri mandag, og tirsdag var derfor min ugestart. Den var rææææddi mandags-agtig!
Træt, sukkerkold, irritabel, sulten - og fik jeg sagt træt? - efter en superstresset arbejdsdag med 100 små utilfredsstillende resultater, gik jeg på starten af Kongelundsvejen i går ved 17.40-tiden med målrettet gang mod Netto.

Jeg gik på venstre fortov og totalt surrealistisk kom der en mand kørende i modgående retning i en bil, der havde en halvknust front og det ene forhjul siddende på tværs. Gnister og flammer stod ud af bilen og der var umiskendelige "det-her-går-galt"-lyde fra bilen. Jeg tænkte "stakkels mand, han kan ikke bremse. Han har ramt noget og nu ruller han farten af bilen og holder ind til siden. Bare han når at standse inden han rammer noget mere".

Men det gjorde han ikke. Han sad derinde med begge hænder på rattet og kørte bil, som om hans bil ikke skreg i vilden sky, og som om der ikke væltede røg og gnister ud fra hans bil. Således fortsatte han rundt om hjørnet og ned mod det store kryds på Vejlands Allé - wow!

Jeg ringede træt til 118 og smækkede røret på da det gik op for mig at det var 112 jeg skulle ha fat i - og blev herefter stillet om til Københavns Politi og sagde, at en bil med et forhjul på tværs og gnister og røg lige var drønet forbi og ned mod det store kryds. Hvor han tilsyneladende upåvirket blinkede til venstre og drejede i krydset og fortsatte med røg og brand mod sydhavnen/ motorvejen.

Så foretog jeg et totalt usammenhængede raid i Netto, og kom hjem og stod og kiggede på mine varer og tænkte: "hvordan havde du lige tænkt dig at lave aftensmad af dét dér!?"

Og for sulten til at gå igang med madlavning, så reagerer jeg jo som en ruhåret hønsehund på en fasan, når jeg hører Hjem-is-bilens bimmel-bammel. Nææææh! Fedt og sukker - PÅ HJUL!? Spids hale, det ene forben er løftet klar til spring, begge bagben spændt, øjne og ører på stilke, dirrende efter at få sit "GO!" .. Et ding-dong mere og så ræsede jeg ellers ud til bilen med savlen løbende og satte tænderne i 14 stk lakrids-is til kr. 75,00. Jeg kan godt afsløre, at lakrids-is ikke ideelt set er en del af min Evige Slankekur. Men instinkterne ta'r over. Og nu er der så tretten i fryseren. Dumt, mand.

Derefter måtte jeg se i øjnene, at da jeg tilbragte hele Påsken i fosterstilling, så er jeg nu uhjælpeligt bagud med såvel eksamensopgave, som læsning til undervisning. Jeg prøvede at læse lidt, men jeg blev skeløjet af det. Så prøvede jeg at skrive lidt, men jeg kunne ikke organisere stoffet og jeg blev rigtig pivet af det - alt hvad jeg skrev var uvæsentligt og overfladisk og dumt. Og måske forkert. Så prøvede jeg at læse lidt i sengen - men så faldt jeg i søvn med panden ned i bogen, og Sukkermåsen måtte vække mig da han kom hjem, og sige "vend dig om" for jeg lå med hovedet i fodenden. Mand, for en ynker-dag.

Jeg skal altså se at få studeret noget.
Så det griber meget forstyrrende ind i min dag, at jeg nu skal på arbejde.

Suzy Q
- hvad mener I med "hvorfor sidder du så og blogger?"

16 april 2007

Suzy siger: Endnu et teak-indkøb

Vores spisebords-plads har ikke ubegrænset plads i bredden. Man skal kunne komme forbi bordet på begge sider, på sin vej gennem huset. Og det holder ikke at skinneben og stoleben ramler sammen, eller at hofter hamrer mod bordplader eller lignende, når man er på sin vej fra sofaen til køleskabet, fx. (Jeg ved ikke hvorfor jeg lige nævner dén rute *host*)

Der er eksperimenteret langt og bredt, rundt og ovalt og endelig er den rette bord-løsning fundet: Den stod i min kollegas kælder/carport, var gratis, og havde egestel og -ben og teakbordplade. Men ud over sit attraktive ydre byder bordet også på en helt ekstrem fleksibilitet: det kan gå fra firkantet til 2 personer, over ovalt til 4-5 stykker og helt op til langbord med plads til en 8-9 mennesker. Det fik en omgang teakolie, og en dag da min kollega var her til et møde og en kop te sagde jeg "Kan du kende bordet? Det er dét jeg fik fra din carport" og det kunne hun slet ikke. Men vi var enige om at det var fordi det var blomstret helt op, nu hvor det havde fundet sin rette familie.

Men stolene, spisebordsstolene... Den var værre. Vi er gået fra et misk-mask af 2 gamle krostole + 2 af farfars køkken-vinyl-stole, over nogle meget smukke teaktræs-stole, der desværre havde bagben der stak skråt bagud - og lidt længere ud end ryglænet, målt på en vertikal linie - og det går slet ikke et smalt sted. I den periode var der rigtig mange hyl og hinken og tagen sig til lilletåen, her i huset. Så panikkede jeg helt og købte to moderigtige, bøgebens og hvidbetrukne nogen fra Ilva, som man jo er bange for at røre ved, fordi de får sorte fingre for et godt ord. Og så bøg. Jeg må ha været helt fra den. Men nu er de også ude.

Fordi:


Endelig fandt vi dem. De er smukke i træet (teak) og håndværket er gedigent...


Sæderne er grønne og designet er enkelt, buttet og funky....


.. og bedst af alt: De går lige ned, bagpå. Ingen tæer bliver banket ind i de stoleben.

Manden vi hentede dem hos, havde arvet dem fra sin Mormor & Morfars hjem. Hjemme hos Mormor, sagde han, måtte man ikke vippe - i hvert fald ikke på de stole!

Af respekt for Mormor'en med den gode smag i stole, tror jeg bare at vi fortsætter den regel her hos os. Ikke på de stole. Hvor jeg dog holder meget af ting med en historie. Jeg kan næsten ikke med splinternye ting.

Suzy Q
- jeg kæler lige lidt med min nye/gamle stue.

12 april 2007

Suzy siger: Mis-o-rama - igen!

er vi igang - igen... ovre hos Farmer og så i dag: et andet kuld rundsendt på mailen på arbejdet.

Det er sæson og Mislinger frister fra højre og venstre og giver mig fantasier om bittesmå poter der bærer vaklende bagben, og får små, dunede antenne-haler til at dirre lige op i luften. Og lyden af "Miiuu" sagt som en korkprop på en vindue.

Og beroligende spinden på eens lår.
Og nysgerrige knurhår.
Og pels i sofaen.
Og poteaftryk - overalt.

Det bringer smilet frem.

Men lige bagefter kommer angsten og spiser al kærligheden. Snupper den *HAPS* og rusker den rundt og bider den i stykker med brøl og skrig, indtil den er splittet fuldstændigt ad.

De lever ikk så længe.
De kan blive syge.
Den store vej med alle bilerne.
Andre store, bidske katte.
Misser er så milde, og deres bug så blød, at man ikke kan beskytte dem ordentligt.
Uheld. Bekymring. Lorteangst.

AAARRRGGHHHH!

Så kom jeg jo til at vise Ægtetrutten billedet hos Farmer. Han sagde umiddelbart ikke andet end "Nåååhrrrr!" Men så skulle vi sove. Og så blev der hvisket i mørket fra hans side af sengen:

"... skal vi så ikk ha nogen misser?"
"Det ved jeg ikk" [med lille mund, ned i puden]
".... men er det ikk på tide?"
"Det ved jeg ikk".
[pause]
"Hvis vi skulle, skulle vi så ha en kattelem?"
"Det ved jeg ikk".
[tanker i mørket]
"Skulle de så skide indenfor, eller udenfor?"
"Udenfor".
"Hm. Det syns jeg oss".

Suzy Q
- the Pressure

11 april 2007

Suzy siger: Clean slate

Nå, jeg syntes bare at jeg skulle til at begynde på at tænke på at skrive noget andet end det forrige indlæg. Men jeg kan bare ikke komme på noget endnu, der kan stå lige oven over.

Så nu er isen hermed brudt, der er skrevet noget andet og så kan jeg altid skrive noget rigtigt, senere. Ikk :)

Suzy Q
- sådan er det bare

08 april 2007

Suzy siger: Mindeord

Som I alle ved er min smækre ægtefælle gennem 314 år, Sukkermåsen, Den Største.

Men ham, der i mit liv var Den Første, er død. Den dårlige nyhed nåede mig Skærtorsdag aften og nu har jeg brugt et par dage på at slæbe rundt på min krop, der blytung værker af sorg.

Men dette skal ikke handle om mit tab, men om ham, som verden har mistet. Lad mig sige det med det samme: Han var en skør skid. Vi var kærester et halvt års tid (en evighed dengang) og fine venner flere år efter, men efter at jeg flyttede væk gled forbindelsen ud.

I den lille flække som vi begge kom fra, var jeg Smedens den Ældste, og han var Vejmandens den Yngste og havde så mange ældre søskende, at de ældste havde gået i skole med min mor.
I kid you not. Det var velkendt at han var en skidt knægt, og jeg havde potentiale fordi jeg var dygtig i skolen. Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang så ham, men det ligger helt fast at hans blonde hår, tatoverede arme og flabede fanden-i-voldskhed gjorde, at jeg faldt for ham, rocker-hårdt.

Jeg belejrede ham i min tilbejling, og han afviste mig igen og igen og sagde at jeg var skør (det var jeg også). Men som I ved, er jeg også stædig ad H til, så en mørk nat sprang jeg ud ad vinduet og rendte de 2 kilometer der var, ned til hans hjem. Jeg vækkede ham, og gentog mit kæreste-frieri. "Men du er alt for ung!" sagde han og han havde selvfølgelig ret, men jeg ville ikke høre. Endelig gav han efter og jeg fik lov at blive til solen stod op, hvorefter jeg rendte hjem igen. (Sikken energi, hva?)

Han behandlede mig ind i mellem ad helvede til, som passionerede mennesker jo gør, men de får lov, fordi de også ind i mellem behandler een fuldstændig vidunderligt. Han var altid skide sjov, meget kærlig og aldrig-aldrig nogensinde ligeglad. Jeg gav ham et sentimentalt kælenavn, som hans stolthed hidsigt afviste, men som han i virkeligheden med rødmende fryd nød at høre, og vi grinede og lavede tonsvis af ballade sammen. Men det blev tiltagende indlysende at vores liv passede dårligt sammen: Jeg lavede lektier, gik til eksamen og var radio-studievært, han lavede det som forventedes af ham; små-tyverier, slåskampe og den slags, og passede sit AOF-kursus temmelig sporadisk. Han var en af de der drenge, der i virkeligheden var totalt intelligent, meget fintfølende, men ordblind og ingen forventninger i ryggen.
"Hvad fanden laver du egentlig sammen med os?" sagde han en dag, da ham og gutterne sad og røg hash, og jeg sad velfornøjet i midten af det hele (meget bedre end hjemme hvor mine forældre varmede op til Separation II) med fødderne på hans skød, hvor de blev nusset. Så han besluttede at det var slut. Jeg var knust.

Han kunne se, at vi ikke havde en fremtid sammen, men han mistede aldrig sin varme overfor mig. Fx kan jeg huske til en halfest, hvor jeg som sædvanlig havde drukket mig selv midt over, og sad med en klæbrig fyr over mig, som jeg ikke kunne få væk. Ét desperat blik til min ex var nok. Fyren blev klasket op ad væggen "Do RØR hende ikke!" til fyren, og til mig: "Hvis du har nogen problemer, så kommer du til mig, er det forstået?!"
Det er mere end mine forældre, eller nogen andre, nogensinde har sagt til mig.

Senere havde vi et par affærer med hinanden, mens vi begge havde kærester, og han lavede vist noget med asfalt og jeg tog flere eksamener; vi rullede rundt i høet og havde det pragtfuldt og var enige om, at det vi to havde, det kom ingen andre ved. Det gjorde det heller ikke.

Så blev det til et rent venskab. På et tidspunkt sad han i spjældet for noget vold og når jeg lavede mine radioprogrammer, ringede han ind imellem til mig. For at få sin skideballe, som han sagde. Så sagde jeg "hvad har du lavet?!" og så fortalte han det - og så moraliserede jeg og skældte og smældte. "Du VED godt hvad jeg synes om den slags, og hvorfor GØR du sådan noget, du er meget BEDRE end det, det er FANDME ikke første gang.. " og så videre. Han lyttede artigt og indrømmende i den anden ende, og klukkede veltilfreds over at jeg GAD.
Så flyttede jeg til København. Han blev ude i møgflækken.

Sidst jeg så ham, ved et sjældent besøg derude, drønede han op og ned ad flækkens hovedgade, med overkroppen stukket op gennem soltaget og en af gutterne ved rattet, råbende og skrigende på en lørdag eftermiddag. Jeg forstod ham godt. Vi talte kort sammen, han var genert, der var gået for lang tid siden vi havde set hinanden sidst, og han kom med halvbitre bemærkninger over, at jeg havde giftet mig så tidligt. Siden havde han vist med alderen mistet energien til alt det vilde og ulovlige, men jeg hører jo historier derude fra, fra tid til anden, og jeg suger information om min ex til mig med en glubende sult, og griner vemodigt og ryster på hovedet og smiler, indad. Altid den samme. Skør, vild og med humor i selv sine mest tossede gerninger.

Jeg havde altid troet, at han altid ville være der. Seriøst, jeg ville stadig kunne komme til ham den dag i dag, hvis jeg havde nogen problemer, det ved jeg.

Hvis ikke det lige var fordi, at min kære, smukke, fine og grovkornede Første kæreste og senere ungdomsven, hvis hjertekamre på indersiden var belagt med guld, og som aldrig fik hjælp til en skid i det her liv, blev klemt ihjel i en lastbil sidste fredag.

Jeg elskede ham engang, senere holdt jeg meget af ham, og den betydning han har haft i mit liv kan ikke overdrives. Da jeg hørte hvad der var sket, blev en ordentlig luns revet af mit hjerte, både over at det skete så uretfærdigt tidligt i hans liv, men også fordi jeg nu skal være alene om at huske de ting vi havde sammen. Smerte.

Hvis jeg kender ham ret efterlader han sig mindst en pige i hver havn, måske et par unger på gule plader (men det tror jeg nu ikke) og en god håndfuld rigtig gode venner. Jeg kan stadig ikke acceptere at det er sket. Jeg er rasende. Uretfærdigheden kender ingen grænser. Han skulle være blevet en gammel mand, der sad og fortalte røverhistorier. Men han kunne selvfølgelig ikke nøjes med at køre galt. Han skulle absolut dø af det. Der er begravelse på tirsdag.

Og han var ikke typen til at få en fin nekrolog i en lorte-avis, men her på bloggen har jeg noget at skulle have sagt, så dér. Der er ingen grænser for, hvor meget jeg vil savne at have ham i verden.

Jeg håber stadig at miraklet sker, og jeg får at vide at det ikke er sandt at han er død. Påske, genopstandelse og alt det dér - som jeg ser det, er det Guds sidste chance for at gøre sig til over for mig, og bevise noget, i stedet for bare at komme med vage løfter.
Jeg hader at vi blir født alene og hele livet har trangen til at være (mindst) to; og ikke mindst at så snart man møder nogen man kan elske, så skal man indstille sig på at miste dem igen, til døden. Jeg skammer og ærger mig over, at jeg ikke kunne beskytte min ex, som han beskyttede mig. "Do RØR ham ikke!!" er vel nok for sent nu, men litervis af cognac de sidste par dage har ikke dulmet trangen til at gøre noget; så jeg prøver med en sidste trussel: Hvis jeg ikke i al fremtid skal gå i seng uden min aftenbøn, så skal jeg have min ex's liv tilbage - NU.

Suzy Q
- citat fra min ex om udfaldet af en retssag."Jeg fik et år. Reimar fik 2 mdr. De spurgte Reimar om det hele var forud-aftalt: "Nej" svarede Reimar, den idiot, [ex citerer parodierende hjernedødt] "jeg fik bare at vide at jeg skulle stå udenfor og slå på alt hvad er rørte sig". [Hidsigt] Han skulle kraftedme ha' haft HUNDREDE år, for at sige det dér!!!
[Suzy ruller på gulvet af grin og ex griner opgivende af sig selv, tænder endnu en grøn cecil og kører en hånd rundt i sit gyldne hår].

Savn er en grusom ting.

05 april 2007

Suzy siger: Skærtorsdags-helse

Efter 10 dage uden en eneste fridag er jeg helt flad - færdig - brugt - over og ud.

Så i dag vil jeg lave denne yoga-øvelse uafbrudt i 10 timer:



.. og så ellers kæle lidt med mit nye soveværelse.

Der mangler KUN at blive opsat et mega-klædeskab, som lige nu står aldeles usamlet rundt omkring i huset i 50 papæsker. Ind i mellem de udmarvende yogaøvelser driver min protestantiske og skyldbetyngede dovne sjæl mig ned i det nye soveværelse, hvor jeg giver de duftende fyrtræsplanker en gang sæbe. De skal mættes, skal de.

Ægtetrutten er på arbejde og jeg skal selv i morgen, men i dag samler jeg kræfter og muger lidt ud efter næsten to ugers total hjemme-neglekt. Selv badeforhænget har fået klorin. Det er sundt for sjælen.

Suzy Q
- kom og saml mit klædeskab. Mit ene knæ er temmeligt ømt efter at have ramt hjørnet af dobbeltsengen, der pt. er mokket ind i mit sove-kontor. Når klædeskabet er samlet og opsat, kan sengen flyttes tilbage til det nye soveværelse. Så.. I kan nok se: Det kan kun gå for langsomt.

02 april 2007

Suzy siger: The Finisher

Nåmen så har håndværkerne rodet og regeret i 6 dage her i hytten, og det eneste der er tilbage af det forhadte sove-bryggers*, er flisegulvet. Og det skal også væk. De har bare lavet ALT om. (* vi har købt et hus uden særlig mange værelser, og har hele tiden vidst, at bryggerset skulle laves om til soveværelse. Og vi har så sovet i bryggerset i 2 år.)

Vi taler om, at da jeg en dag gik fra stuen og ud i mellemgang - hvor toilettet ligger til venstre og sove-bryggers til højre - så blev jeg ramt af sollys og en kølig brise. Da jeg drejede hovedet mod højre, så jeg lige ud i haven. Der var banket mega-hul i mur til dør ind til det kommende soveværelse OG ydermuren, i den anden ende at rummet, var der ikke. Jeg kom til at tænke på de der indretnings-personager i fjernsynet, som ofte taler om at "det trækker lissom hele haven med indenfor i stuen". Jotak. Her taler vi om at græsplæne stødte op til bryggers-flise. Verdens Første "udendørs-soveværelse"? Nå, men sådan en lille detalje som manglende ydervægge er jo bare en af de små ulemper man betaler for at nå sit mål.

Men det kom sig af, at der tidligere sad to gamle, grimme vinduer i hver sin side af muren ud mod haven. Dem ville vi have sløjfet, og i stedet isat en mega havedør, lige i midten. Da de pillede tingene fra hinanden viste det sig (selvfølgelig) at dér hvor vi ville havehavedøren [sic], der stod (selvfølgelig) stolpen der bar hele konstruktionen, der adskiller min skønhedssøvn fra skrigende skader, brændende sol og regn & rusk.

Det er en vigtig konstruktion. Kunne havedørens venstrekant være 30 cm fra hjørnet, i stedet for de 80 som jeg omhyggeligt, i min deliriske drømme- og opmålingsfase havde fastlagt? For at bevare hele konstruktionen? Desværre, nej. Jeg blev stædig og sagde (forenklet, for at spare læserne for vanviddets lyn der skød fra mine øjne): "Jeg vil ha' min VANILJE!" og således forsvandt, for en stund, hele ydermuren.

Jeg er ikke kendt for at gøre det let for mig selv, til gengæld er jeg kendt for at være rimeligt kompromisløs.

Så nu sidder havedøren præcis hvor den skal og håndværkerne er her altså stadig. De har også banket et kæmpe-hul i den anden ydermur, for der ville jeg have et stort sidehængt vindue. "Jamen resten af huset har jo topstyrede vinduer?" kan jeg høre de mest perfektionistiske af Jer Læsere undre jer. JA, svarer jeg med sammenbidte, stædige kæber; men jeg ville have sidehængt. Og det vil jeg med tiden have i hele huset.

Jeg fik engang sådan en type-test på sådan et projektlederkursus - og vi ved jo allesammen at de dersens test, DE siger så maahhhrrd. Der er seks typer, og som regel er man mest en eller to slags, og så måske lidt en tredje. Jeg var totalt, overdrevent og helt bekymrende meget en Finisher, en færdiggører. Og så lidt to af de andre ting.

"Pfft" tænkte jeg (som altid ved bedre) "sikke noget vrøvl". Men så kom jeg til at læse beskrivelsen og *rømme* nåja, de har måske fat i noget.

Fx bliver jeg fysisk syg hvis alle omkring mig ikke FATTER, hele vejen igennem processen, at det handler om MÅLET, AFLEVERINGEN, MILEPÆLEN, DEADLINE'EN, AFTALEN, DET FÆRDIGE RESULTAT. Og jeg snakker om slut-målet, ikke noget med nogen komplet ligegyldige og latterlige delmål! (udtales med dødelig foragt). Og jeg vil heller ikke høre noget om ulemper på vej til Målet, små ting som søvn, hygge og andre prioriteringer. Det kan man gøre bagefter. Der findes ingen andre prioriteringer; der eksisterer kun én ting, og det er at være I GOD TID, velforberedt og hele tiden totalt og 16000 procent koncentreret om MÅLET. Som jeg siger hvert år under Tour'en: Cykelryttere der venter når de andre tisser, VIL jo ikke vinde.

De af jer, som stadig læser med efter denne psykotiske indrømmelse, ja, I tænker "okay, hun har brug for hjælp" og det har jeg sådan set også indset (lidt). Så mit nye liv handler om at jeg skal arbejde med:
Niveau 1) at det er okay at tænke på del-mål,
Niveau 2)at verden ikke går under fordi alle aftaler ikke er blevet overholdt (her ryster jeg allerede af abstinenser) og
Niveau 3) at det godt kan være et fint resultat, selv om alting ikke er gået LIGE efter mit hoved (her skal jeg have min medicinske behandling. Jeg er slet ikke klar til dette niveau endnu).

Men håndværkerne er her altså endnu og de har fa'en fløjtme gjort det godt. ALT er præcis som jeg vil have det, og indtil videre holder tidsplanen også. Faktisk har de flere steder været foran mig, og nej, I får ikke deres telefonnummer. De er mine håndværkere. De skal lave resten af huset.

Suzy Q
- snart med soveværelse. Et rigtigt soveværelse. Med skabe til tøj, en rigtig dør, ikke nogen bordplade med håndvask, ikke noget gulvafløb. Bløde træplanker på gulvet i stedet for iskolde klinker, en blid brise gennem flagrende hvide gardiner, i stedet for paptildækkede vinduer. Ah.

01 april 2007

Suzy siger: Store-Suki

Hey min nye (brugte) bil, der åd hele nyt-køkken-budgettet: Den kører bare upåklageligt! Den er overhovedet ikke begyndt at flashe ((ABS))-advarselslamper i displayet, og den er heller ikke begyndt at sige *DA-GUUUNG*HAK*KLANK* i styretøjet når man drejer.

Er det ikke bare godt!?

Suzy Q
- og det var så dén aprilsnar.

Men set fra den lyse side: Hvis ikke jeg lå og slogedes med en smadderirriterende bil, hvad skulle jeg SÅ skrive om?