21 marts 2007

Suzy siger: Quasimodo

Jeg bliver mere og mere indelukket og mærkelig når jeg er alene hjemme.

Når man sådan sidder foroverbøjet og læser, så kan man godt pludselig komme til at bemærke, at man ikke lugter så godt.
Nogle gange kan teksten også godt være så halv-kedelig, at man kommer til at sidde og tænke lidt over, hvor længe man egentlig har haft samme outfit på: 6 dage i samme jeans, 4 i samme sweatshirt. Inden under har jeg godt nok skiftet underhylere og t-shirts, men alligevel forklarer optællingen nok den ramme lugt, og knæ i jeans.

Men hvorfor overhovedet gøre noget? Min deo løb også tør for noget tid siden, og da jeg stod ovre i Irma for at købe en ny, så havde de ikke mit mærke. Jeg købte ikke en anden. Det har ikke været et problem. Er mit liv virkelig blevet så kedeligt, at jeg ikke længere behøver at bruge deodorant?

I går tvang sulten mig over i Netto, hvor jeg købte en pakke rugbrød og en pressening på 3 x 4 meter. Der er nok også en grund til, hvorfor det normalt er ægtefællen der køber ind. Nåhja, men det er da ikke helt umotiveret: jeg kom til at tænke på, at med al det stormvejr, så havde vi faktisk ikke noget at dække taget af med, hvis der blev revet hul. Det har vi nu.
Det gør altså noget ved éns impuls-indkøb, at man er blevet [ser meeedet vigtig ud] husejer. Jeg har ædt rugbrødet.

I går aftes nåede jeg nye lavder, da fjernvarmen pludselig røg, og jeg derfor var nødt til at tænde op i brændeovnen: Ovnen er så god, og vores stue så lille, at jeg resten af aftenen sad som en anden storsvedende Homer Simpson-amøbe i min undertrøje og stenede fjernsyn på mest ucharmerende vis. Den eneste grund til at jeg ikke havde en dåse-øl stående på maven var, at jeg ikke gad at hente en.

Jeg vaklede fuldstændig tv-stegt i seng og vågnede i morges som et nødlandet passagerfly: med snuden direkte ned i puden, vingerne ud til siden og et hale-ror i luften i form af mine underben der var bøjet bagover.

Jeg er ved at blive hende den mærkelige, der aldrig går udenfor en dør. Ud over besøget i Netto, så har offentligheden ikke været belemret med mig siden engang i sidste uge. Jeg var ude med uglet hår og natbukser i gummistøvler, og frakke ovenpå badekåbe for at tømme postkassen. Og så har jeg siddet og læst. Kuk-kuk!?!? Er der nogen?? Ikke rigtigt.

Men nu skal det være SLUT! Nu går den ikke længere, Granberg!! I aften SKAL jeg have rigtigt tøj på, og tale med andre mennesker, og ud og luftes, for jeg skal over på Loppen og høre TRH.

Og i morgen skal jeg på arbejde. Ud blandt rigtige mennesker og gøre rigtige ting! Og så kommer Sukkertrutten hjem og holder øje med mig igen (7-9-13).

Suzy Q
- Nå, jeg går i frø. Er der nogen der skal have noget med?

2 kommentarer:

Lizelotte sagde ...

HAHA Suzy, du har da VIRKELIG stenet igennem!!!

God genfødsel...

mariahønen sagde ...

Ejh du skal altså passe på med den der vegetative tilstand - den kunne jo få overtaget. Godt at du er tvunget til at være social idag - det var sikkert lige i tide :o)