29 oktober 2006

Suzy siger: Søndag på 24 karat

Efter en fredag og en lørdag på uni med fuldt program, og 2 aftener på fifa'en i et forsøg på at lade op, blev det endelig søndag - vores fridag. Og vi havde ikke planlagt noget. I går fik jeg pludselig en skøn sms fra min moster og derfor sagde jeg til Sukkermåsen i morges: "Skal vi ikke køre sydpå og besøge moster?"
Jo, gu' skal vi så. Endelig tid til spontanitet, en tur ud i det blå, høj himmel, kun moderate host fra Suki'en, retning mod godt selskab.

Jeg ringede på hendes mobil og fangede madammen med begge poter i en ny forretning der liiige var åbnet liiige ved siden af hvor hun bor - fyldt med tæskelækkert tøj! "Det er ikke så godt for mig, skat, hihihi " grinede hun i den anden ende. Hun elsker lækkerier af alle slags. "Nå, men hvad vil du!?"
- "Jah.. hvis du gav en kop kaffe, så ville vi komme forbi".
-"Guuuuud så må jeg hjem og vaske hår, for jeg ligner l-o-r-t" grinede hun i den anden ende, og det var bare en aftale. Altså, det med kaffen.

Jeg tror vi landede ved 13-tiden og da vi kørte ved 19-tiden havde vi grinet og snakket, grinet og snakket så tårerne trillede, og guffet kager og kaffe og hygget og aet katten, så vi var helt rundtossede.

- Hun fortalte om Ingerlise som havde forladt sin mand i sin lille røde bil. Oftest hører man vel om årsagen til et brud, ikke om befordringen væk derfra. Men det var en dejlig detalje.
- Og et godt råd fra Moster til alle barnløse: Bagfra Om Søndagen. Min moster mener seriøst at man slapper bedre af på det tidspunkt. Jeg anbefalede hende at kontakte Rigshospitalet, så de kunne forske lidt i sagen.
- Hun anbefalede ratepension fremfor kapitalpension - og hentede "Penge og Privatøkonomi" for at bevise sine påstande - og understregede samtidig sin dybe mistro overfor enhver form for pensionsopsparing. Som jeg deler med hende. Men vi forstår begge nødvendigheden. Dog er vi stadig mistroiske. Vi vil hellere lægge pengene i et hul i jorden. Eller noget.)
- Sukkermåsen og mosteren vendte hele den Alternative Verden, og der blev delt ørefigener ud, og klappet på skuldre. Og talt om at påtage sig noget ansvar og nogle dødssyge "det-er-mine-forældres-skyld-det-hele"-tendenser, der bare skal skride. Imens kælede jeg den exceptionelt kælne kat Musse, så halvdelen af dens blanke pels lå på mine bukser. Vi spandt begge.
- Mig og mosteren blev enige om, at min chef var fra en anden planet, og min moster fatter ikke at jeg ikke er blevet fotomodel og tv-vært og en superstar i det hele taget, sagde hun i ramme alvor. Hvem gør dét, andre end eens gudmor? Det rare er, at uanset hvem og hvordan min chef var, så ville min moster være på min side. Men hvis det var mig, der var fra en anden planet, så ville jeg få det at vide. I utvetydige vendinger.
- Min Onkel ringede 4 gange (på arbejde, på døgnvagt) mens vi var der, for lige at få et nummer på dit og dat, og lige høre om sådan-og-sådan - og da han ringede sidste gang sagde Moster: "Ja, de er her endnu!"
"Hihi" sagde hun bagefter... "han var dybt misundelig".

Endelig en søndag brugt på en fornuftig måde. Jeg er helt varm i maven.

Suzy Q
- niece

25 oktober 2006

Suzy siger: Oh MAma!


Julen kom tidligt i år...

Suzy Q
- pseudo-marcipangris ;)

23 oktober 2006

Suzy siger: femi-meme

Jeg frygter virkelig at det her skal blive alt for langt. Styx har tagget mig - jeg skal nævne 5 ting som feminismen har gjort for mig. Det er så svært og det flyder selvfølgelig sammen med éns personlige historie - på den anden side gider jeg heller ikke blive for navlepillende. Men jeg kan ikke opstille 5 punkter.. det ville blive det åbentlyse.. stemmeretten, præventionen osv osv som mange kloge bloggere allerede har pointeret, og jeg er helt enig. I stedet vil jeg dele lidt ud af et af mine bløde, menneskelige punkter. Jeg skal prøve at gøre det uden at tvære.

Da jeg blev født havde min Farfar 5 børnebørn - alle piger. Så kom jeg som nummer 6. Halvandet år senere blev min bror født. Min farfar mødte op på hospitalet og gav min mor 500 kroner, fordi hun havde født ham en sønne-søn.

Grunden til at jeg straks mærkede at det var bedre at være en dreng end en pige var, at det ikke stoppede dér - det blev ved. Til fødselsdage fik jeg 50 kroner af farfar (eller noget i den stil) - min bror fik til sin fødselsdag 500. Egentlig tror jeg at det var det samme omkring jul.
Nånej, jeg havde jo fødselsdag op til jul, så jeg havde kun brug for een gave. Der blev også talt meget om "min sønnesøn" og "min søn" og " så fik du endelig den dreng, hva?" og "det var godt I fik en dreng!" altså, virkelig længe efter at han blev født.

Nåmen der var ikke noget jeg kunne gøre, der kunne gøre mig lige så god som en dreng. Min mor har lavet en bog over min barndom. Allerede da jeg var to år (!) sagde jeg, ifølge min mors notater, igen og igen: "Hvorfor er jeg blevet en pige, når jeg hellere ville være en dreng?" Det lo de voksne meget af. "Du er en sjov type" skrev min mor kærligt i bogen, nede i 1974. Alverdens færdigheder, humor, velopdragenhed og krumspring hjalp ingenting. Jeg var et meget dygtigt barn - men min bror var en dreng. Min mor prøvede engang i mellem at slå et eller andet fast om at jeg også var et godt barn, men ordene trængte ikke igennem til mig. Handlingerne omkring mig gjorde større indtryk. I stedet blev det dybt rodfæstet i mig, at jeg helt klart var på en eller anden form for taberhold, og dér skulle jeg blive - det var forlængst besluttet.

Samtidig var det mærkeligt, for jeg følte mig ikke som en taber. Og min bror, halvandet år yngre end en certified overachiever.. pyha. Han følte sig som lille altid fuldstændigt udkonkurreret. Det var han nu ikke, han var bare yngre. Men som dreng skulle han være en "farlig karl". Og når vi skændtes, som søskende jo gør, så var min brors trumf-kort altid: "Men JEG skal arve gården, for JEG er drengen, ha-HA!" og jeg prøvede desperat: "..næh det skal JEG, for JEG er den ældste!" og så pannede han mig een, i desperation over ikke at kunne leve op til at være Drengen, Den Store. Og jeg blev bare ved med at være ældre og mere kompetent end ham. Han blev så en rod i barndommen i stedet for - for der var ingen grænser for ham. "Sådan er drenge jo" sagde de, mens han lavede de mest halsbrækkende stunts, for at få nogen til at standse ham. Og grænseløshed er ulideligt at leve under, men udefra set, og når man er lille pige med tonsvis af grænser, ser det misundelsesværdigt ud.

Jeg fik at vide at jeg interesserede mig for dukker. De skræmte mig bare fra viid og sans, så jeg gad ikke lege med dem. Jeg ville hellere ha' papir og blyant og katte, fx. Til jul fik jeg legetøjs-piskeris og en skål at røre i - desværre havde jeg ingen interesse for madlavning i en alder af 6. Min bror var talk-of-the-town, fordi han kørte en traktor første gang da han var 3 år - det "lå i blodet på drengen", sjovt nok, efter at min far altid havde sin lille baby-søn med ude på traktoren, hvor han sov som et lam i den trygge vuggen op ad sin far.
"Må jeg køre traktoren far?" spurgte jeg eddermisundelig over al den virak.
-"Nej, det er ikke noget for dig."
-"Jamen MÅ jeg ikke nok!?"
-"Nej det er ikke noget for dig, siger jeg jo".
-"Jamen MÅÅÅÅ jeg ikke nooooook?!"
-"Okay, så prøv da!.

Mini-Suzy bakser med traktor, men kan sjovt nok ikke køre den, fordi hun ikke har prøvet det før. "Dér kan du bare se! Er du så færdig?" Hihihiiii.. de lo de meget af. Ikke ondskabsfuldt, men ømt, forstående og hovedrystende. Tøsen er sgu noget for sig... tror at piger kan køre traktor... Haha. Jeg tror man beundrede min vedholdenhed. Jeg var bare stadig en pige, og gik væk, ydmyget af skam over mine manglende evner, og over at de havde ret.

I folkeskolen skulle vi gøre gymnastik. Drengene skulle knytte næverne og strække armene op i vejret og hive armene ned igen, så knytnæverne var ved skuldrene. Pigerne skulle gøre det samme, men med åben hånd og spidse fingre. "Hvorfor?" spørger mini-Suzy så mange gange, at hun tilsidst får en ordentlig skideballe og trusler om at blive smidt udenfor døren. "Fordi sådan GØR PIGER, har jeg sagt til dig!" skreg gymnastiklæreren. "Men... jeg kan også knytte hånden.. jeg kan ikke forstå det.." pev jeg - og blev smidt ud. Sådan en flabet tøs.

I de større klasser holdt en lærer en dag en lang enetale om, hvordan hvordan kvinder ikke kunne køre bil - hahahaha - altså, der burde ved passagersædet, sagde han, være sådan nogle kørelærer-pedaler til manden, så han kunne styre bilen "skjult", for at bevare sikkerheden. Latterbrøl. Jeg pakkede rygsækken, satte min stol op og forlod lokalet. Der var et kæmpe latterbrøl over, at jeg hidsede mig sådan op. Læreren fulgte efter mig og spurgte mig nede ved busstoppestedet, hvor jeg stod med en sort sky over hovedet (uden selv at forstå hvorfor, rigtigt) hvad jeg hidsede mig sådan op over. Det er svært at argumentere når man er 13 år, og læreren er .. well: lærer, men jeg prøvede. Jeg synes bare at det var så uretfærdigt, kunne jeg få frem. Nåja, slap dog af, sagde han. Det var jo bare for sjov.

Alverdens 11-taller gjorde mig heller ikke til en dreng. Heller ikke at jeg slåssede, drak og mugede ud under svin for at tjene lommepenge. Det gjorde mig bare til en "sær" pige. Men hellere dét, end dét de kaldte en "rigtig" pige, for det var i hvert fald ikke mig, det var helt sikkert. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv og mine interesser i alt dét jeg hele tiden fik at vide, at jeg "naturligt" skulle være. Hvis det var naturligt, skulle det så ikke komme af sig selv? Behøvede de så hele tiden at fortælle mig det!?
Jeg løb helt vildt meget efter drenge. Nå, så jeg var SÅDAN en pige! sagde de. Så fik jeg et barberblad som ørering og klædte mig kun i sort. Hvorfor skulle jeg nu være på tværs!? Hvorfor kunne jeg ikke gøre lidt UD af mig selv!? Så tog jeg make-up på. Ja dét var bare typisk sådan en pige som mig, der altid skulle gøre sig TIL.

Nu bliver det alligevel for langt. Pointen er: jeg har fra barnsben været totalt og fuldkommen undrende og uforstående overfor, hvorfor vi, fra NÅR vi fødes og vores køn identificeres, KONSTANT skal have at vide HVAD vi skal være, og hvad vi "naturligt" interesserer os for. Jeg er ligeglad med "kan" - der er nogle fysiske ting mænd bedre kan holde til end kvinder, klart, og det er kvinder der har ovnen til baby-bagning. Men hvad vi har LYST til.. det er fanden-fu**ing-fløjtme 1000% INDIVID-bestemt, efter min mening.

Jeg forarges over forskelsbehandling af køn, på samme måde som jeg forarges over forskelsbehandling af racer. Bare sådan fuldkommen fra mellemgulvet WHAT!?-agtigt. Der går så meget individuelt talent til spilde på den konto. Så meget. Det er så trist.
Min brors søn var, fra han var et par uger gammel, med far ude på traktoren, hvor han sov trygt. Nu elsker han sjovt nok sin lille elektriske bil som han kører i - "det ligger i blodet"! (Ja, eller i den benhårde træning, kunne man sige). Men hvis han finder ud af, at han vil være HK-assistent en dag.. får han så ros for det? Finder han overhovedet ud af, om han vil være HK-assistent; eller jurist; eller damefrisør? Jeg ønsker bare at stille ham frit.

Hvad vi interesserer os for, bliver nemlig oftest også det vi beskæftiger os med. Jeg så engang en udsendelse om en mand, der havde overlevet en frygtelig kræftsygdom. Han var amerikaner og sagde grådkvalt til kameraet: "I was so scared that I wasn't going to see my son graduate; and so scared that I wasn't going to walk my daughter down the aisle".

Den arme mands sygdom aside, så får han da sagt noget andet også. Det er klart, det er ikke noget han har siddet og tænkt over - han sagde bare lige hvad han følte, om det han så som højdepunkterne i sine børns liv. Hans søn skulle blive til noget, og hans datter.. hun skulle giftes. (Det skulle sønnen sikkert også, men det skulle fa'me da ikke være højdepunktet i hans liv).

I kan selv regne ud, at jeg har kæmpet med næb og klør for at mine omgivelser skulle acceptere at jeg kom i gymnasiet. Endnu mere, for at komme på (oh gru!) universitetet. Skulle jeg nu ikke snart hellere begynde at foretage mig noget fornuftigt!? Såsom at få en plads i huset, komme ud og tjene!? Nej, jeg er ikke født i 1789, men i 1971. Obsternasig som jeg var, blev jeg ved med at gøre ting, som jeg ikke burde. Satans te' tøs, skal altid være på tværs. Nu har min stædighed da i det mindste indtjent mig noget respekt :)

Men jeg må indrømme, at jeg ingen rigtig fornemmelse for "feminisme" har.. (jeg er ikke sikker på at jeg rigtig har forstået, hvad det betyder) - jeg har dog mange fornemmelser for menneskerettigheder, og respekt for individet. Det er ikke fordi jeg vil frasige mig feminismen, for at gøre mig mere "drenget". Jeg er totalt taknemmelig overfor de mennesker, der skaffede mig stemmeretten og præventionen og ligelønnen, når den kommer en dag. Men når folk, der kalder sig feminister, siger, at de OGSÅ har ret til at gå i netstrømper og tage læbestift på og være "RIGTIGE" kvinder... så bliver jeg bare så træt. Det sidste jeg har brug for, er at endnu flere stiller sig op, og fortæller hvordan man er en RIGTIG det ene eller det andet.

Men når folk - enhver slags folk - siger, at selvfølgelig har alle myndige mennesker da stemmeret; selvfølgelig har alle børn da ret til at demonstrere deres talenter og interesser uden at deres forældre skamroser (og dermed træner) dem i en bestemt retning; selvfølgelig har fædre da de samme forældrefølelser og -rettigheder/-ansvar som mødre har; så er jeg helt med. Også når det er feminister der siger det.

Jeg ved ikke om det giver nogen mening. Jeg siger jo ikke at dette er den eviggyldige sandhed, jeg siger bare, at det er min version.

Suzy Q
- en tøs der læser og drikker og slåsser og laver mad(!) og murer og tager make-up på og bruger supermeget prævention. Men jeg GÅR altså ikke i nylonstrømper! De glider jo ned!

Disclaimer: Jeg har mange meget varme og gode barndomsminder om min farfar, der havde en stor tyk mave og een tand, og var et produkt af sin tid og sin kultur.

21 oktober 2006

Suzy siger: Efterårsferie

Det går bare stadig pissestærkt i Casa Q.

Den anden dag ringede min fuldkommen udslidte mobil mens jeg stod nede i Punkt 1 og pegede på den nyeste og temmelig mærkeligt udseende køle/fryse-model fra Gorenje. Det var min chef der lige skulle vende noget akut bytten-rundt-i-vagt-planen.
"Hvad laver du?" sagde han.
"Jeg står og køber et køleskab og så er jeg ved at skrive en opgave til uni til på mandag".
"Jam.. har du ikk ferie?"

Jojo.. jeg var jo også ude og købe køleskaw, ikk. Det gør man jo ikke udenfor ferierne ;) Men jeg må indrømme at der ikke har været meget løben-rundt-i-løvet i romantisk langt halstørklæde og se efterårs-agtigt glødende ud. I går tog Sukkermåsen til byen for at dyrke sin blonde side - han skulle shoppehygge hele dagen på Strøget, og han gad ikke have mig med som en kugle om benet! Så jeg blev jeg hjemme og baksede videre med den dér opgave.

Ellers har vi renset fortorv :-/ og så har jeg skrevet opgave. Ih hvor skal jeg bare lære at lade "godt nok" være GODT NOK. Jeg bli'r VED med at file, slette, skrive, lave om, fuss'e, bekymre, gå til og fra. Ja okay, så er det heller ikke værre - jeg får jo sat mig ned og gjort det, og det er da en drastisk fremgang fra mine tidligere uni-dage. Jeg er meget mål-orienteret. Processen er jeg fuldstændigt ligeglad med. Så jeg går meget skarpt efter dét, som jeg mener skal være mine eksamensemner, og så må man bare glemme at prøve at være perfekt og læse alt på listen.

Hvad er dén af Suzy Q!? Skal du nu ikke være Frk Dybde-Ansvar mere!?
Jojo.... men man er jo nødt til at prioritere og man kan bare ikke dække alle flader af. Desuden har jeg også det problem (og det har jeg ikke haft før) at lige så snart jeg har læst en lang kompliceret tekst og lukket bogen - så har jeg glemt den! Fuldstændig. Jeg kan ikke engang huske hvad emnet var*. Det er altså et riiiimeligt besværligt udgangspunkt for at studere :D

Og NU har jeg så knoklet i 3 dage, og så er det på tide at holde fri! Om halvanden time sætter Sukkermåsen og jeg ud i Suki'en (tøf-tøf) mod noget der hedder Melby i nordsjælland; En god ven har fødselsdag og har inviteret en flok venner i sommerhus med overnatning. Vi skal starte med frokost k. 14, så bevæger vi os over kaff'-&-kawe og kun guderne ved hvor det ender. Men som jeg sagde til ham (fødselaren), så håber jeg meget at der er bare en lille smule alkohol involveret - for ellers må jeg tolke tilbuddet om overnatning som noget med lumske bagtanker. (Ikke at jeg overhovedet kan drikke noget som helst når jeg er så overworked som jeg er for tiden.. men tanken er da meget ungdommelig, ikk?)

Så nu skal jeg pakke cåwbøjdere, sweater og røjsere, og så bliver det bare totalt Wham! revisited "last christmas"-agtigt oppe i det sommerhus, tror I ikke også? Og I kan slet ikke nå at savne mig, jeg er jo tilbage igen i morgen middag. Og så er jeg blevet tagget af Styx, og så skal I bare høre.

Suzy Q
- crowded room, friends with tired eyes...

*.. og nej. Jeg er ikke typen der skriver små, sirlige resuméer af de tekster jeg læser. Hvem har tid til den slags!?

15 oktober 2006

Suzy siger: Uventet weekend

Weekenden blev slet ikke som jeg regnede med!

Jeg var på vej til arbejde i fredags, godt muggen, for jeg syntes at det var lige stift nok, at jeg havde fået to fredagsvagter i rap. Sukkermåsen havde aftalt med sit band at de skulle ekstra-øve og så ud og ha' nogle mandebajere bagefter. Jeg var blevet inviteret til noget fancy gratis-gin-drinks, men havde pænt sendt invitationen tilbage (måske kunne en anden gin-tørstig person få glæde af den?), med dybe beklagelser om forhindret fremmøde. Grrrrr øv, hvor var det bare ØV at jeg skulle på aftenvagt fredag!

Nå, så stiger jeg ud af elevatoren på Forum metrostation, min mobil ringer - det er min chef: "Æh .. vi sidder her og bliver lidt i tvivl... Du tror ikke at det er dig der skal på vagt i aften, vel?"
- "Æh jo" svarer jeg, "der står jo "fredag" på vagtplanen".
- "Jamen ikke aften. Kun dag" siger chefen og forklarer, at aftenvagten (ham der faktisk skulle have vagten) er mødt. "Er det et problem?"
- "NEJ" siger jeg, og dratter ud i et stort, frit svævende tomrum, der hedder FRI FREDAG AFTEN! Yeahhhhh :)

Kort fortalt får jeg fat i veninde i provins-eksil; hun siger ja til at komme og hun har en invitation til gin-arrangementet som vi kan bruge. Af sted med os! Det var en superhyggelig aften, men lidt for gammel og træt er man nok blevet. Vi var vist hjemme igen ved 23-tiden, fik en god snak og gik i kassen ved 1-tiden.

Kl. 3:30 kom Sukkermåsen brasende i seng (fulde mennesker der lister, larmer bare meget!) med en kraftig, sprittet øl-odeur i kølvandet; slap et velvoksent brag af en giftig herre-vind, og vendte sig charmerende om på siden og trak torsk i land som en mejetærsker.
Så var det slut med at sove for mig. Sensibel som Maude, er man blevet.

Jeg må indrømme at 2,5 times søvn, det er bare ikke nok. Så hele lørdagen havde jeg bare den sorteste samvittighed fordi jeg var for træt til at læse. Jeg prøvede et par gange, men der var teflon på siderne og mine øjne gled bare af.. Jeg kunne ikke. Men jeg burde. Frygtelig følelse. Det endte med at jeg måtte indrømme nederlaget, hvorefter en klatøjet Sukkermås i sin søde efterbrænder lavede burgere til os, hældte cola op og så summede tossekassen ellers indtil vi kravlede i seng med et midlertidigt hvidt, tv-snit.

Underligt, jeg vågnede natten til søndag med et sæt: Et skud fra et våben. Der er ret tit noget fyrværkeri-halløj på Amager, men det var dette her bare IKKE. Det var et skud fra et våben - jeg var stensikker. Hey, jeg er opvokset på landet, hos to jægere sågar. Jeg var lige nået til erkendelsen af at jeg havde hørt et skud, da der faldt to mere - lige efter hinanden. Så blev jeg sgu bange og lysvågen - det var ret tæt på. Så lød der et skud mere - og så kom der ikke flere.

Jeg har en sygeligt god hørelse, og vi sover med vinduet åbent, så jeg kunne høre, at det ikke var i vores have - for så havde jeg kunne høre kroppe bevæge sig - men det var altså ret tæt på. Jeg lå lidt og overvejede at begynde at vælge den dramatiske model, hvor man ville fare op i nattøj og løbe rundt i haven og tjekke, og ud på vejen, og vække Sukkermåsen og alt muligt. Han havde hørt det, for han holdt op med sin søvn-vejrtrækning et kort øjeblik og trak vejret let, som en vågen - men 10 sek efter sov han som en sten igen. Jeg nænnede ikke at vække ham, og jeg gad ikke drøne rundt og spille nysgerrig. Jeg havde hørt 4 skud, og det var dét. Så sov jeg videre og det blev søndag morgen. "Skuddrama på Amager" stod der på dr.dk's forside. Men det var altså i Holmbladsgade, og jeg sværger: SÅ godt hører jeg heller ikke, så det kan ikke have været dem.

I dag drak jeg kaffe med min gode ven J der til daglig bor på Sicilien - don't ask, lang historie. Eiiiiij hvor vi snakker godt sammen :) 3 timer hvor kæwe-værket kørte uafbrudt, Sukkermåsen kom også forbi og vi så billeder fra J's fantastiske nye hjemstavn og hans kommende svigerfamilie og hvor bryllupet skal holdes, og alt muligt. Han er allerede begyndt at lave Don Corleone-gestik med hænderne når han taler. I ved, hvor man fx samler alle 5 fingerspidser på hånden, og holder den op og gynger lidt med den, i takt til det man siger. Ha, det er fedt.

Nu har jeg faktisk fået lidt hul (i hovedet, i hvert fald) på den uni-opgave der har plaget mig et stykke tid, så nu er der kun udførelsen tilbage. Nøj hvor er jeg dårlig til problemformuleringer og at finde på et emne. Og til at sætte mig ned og læse.. som jeg burde.. lige nu for eksempel... Hvem sagde overspringshandling? :D

Suzy Q
- under hvor gærdet er højest.

Update: I får lige et billede af min rose, der ikke har fattet at det er d. 15. OKTOBER! Skønt.

12 oktober 2006

Suzy siger: Rejsemål?

Ooh-lah-lah.. Sukkermåsen og jeg har noget at fejre i februar. Og i den anledning plejer man at holde en stor fest, men vi har i stedet besluttet at vi hellere vil tage en rejse. Vi har aldrig haft råd til sådan at tage en rigtig fed ferie sammen. Så nu har vi sparet sammen, og nu skal rejsemålet vælges - tidspunktet er de sidste to uger i januar. På listen er:

Cuba (god rom, spændende kultur, men.. man hører at der skulle være lidt vindblæst i januar)
Florida (se i den forbindelse www.florida.com - lydsiden er bare.. ubeskrivelig :o)
De dansk-vestindiske øer (dejligt vejr, god rom, men hvilken kultur at besigtige?)
New Zealand (wow, det er langt væk!)

Hvad siger I? Nogle erfaringer?

Suzy Q
- jeg har under 3 mdr til at blive klar til en badedragt. *synke*

10 oktober 2006

Suzy siger: Regler, prioriteringer.

Jeg gi'r op, jeg savner blogland!

Fra nu af må jeg ikke arbejde mere end 13 timer om dagen - alt inklusive. Altså inklusiv kampagnearbejde, "sædvanligt" arbejde, udenoms-arbejde, studiet og huset. Det gik galt i fredags hvor jeg havnede i en 9.30 til 01-dag. Jeg var helt gah-gah om lørdagen :)

Min arbejdsplads, repræsenteret ved min chef, har haft mig til møde vedr fastansættelse. Men vi kunne ikke blive enige, for de vil ikke støtte op om min uddannelse. Altså, jeg betaler den 100% selv, men jeg ville så gerne have 1-4 dage om måneden til at studere i, med løn. Fordi dét jeg studerer er direkte relateret til dét jeg laver. Det var ikke muligt. Er det mon mig der er urimelig? Altså, det koster ikke min arbejdsplads en bøjet femøre at jeg går og videreuddanner mig. Men det er noget jeg gør for min egen skyld, siger de. Det føles nu ikke helt sådan.

Nå. Men skal man så opgive sit nye studie, for at få den fastansættelse man har hungret efter i mere end 5 år? Svært, ikke? Det har jeg altså ikke sådan lige lyst til. Men jeg tænker stadig over det. For hvad nu hvis vi skal nå at have et barn, inden jeg blir for gammel. Og hvad med alt muligt. Måske er det overvurderet at være fast.. Jeg har aldrig prøvet det.
Eller også skal jeg sige ja til tilbuddet, og så indstille mig på omtrent 60 timers arbejde om ugen i 2 år. Det tror jeg altså ikke jeg kan. Men jeg ved det ikke, for jeg har jo ikke prøvet det endnu. Jo, de sidste to uger, og for dælen da, de har været hårde.

Jeg spekulerer. Også på at finde et emne til min eksamensopgave til aflevering først i januar (og jeg er elendig til at finde på og afgrænse emner). Jamen det er jeg da nødt til at gå igang med allerede nu. Ingen ved hvordan november kommer til at forme sig.

Nå, jeg skal lige varme op igen til de gode indlæg, ikke? Man skal jo lige i gang igen :)

Suzy Q
- lidt i gang igen. (lidt)

02 oktober 2006

Suzy siger: Lille pause

Det korte nye er, at min søster er rejst tilbage til Shanghai, jeg skal til Stor Samtale med bossen på torsdag, jeg skal være faster igen (!), jeg arbejder fuld tid og studerer 20 timer om ugen, og så har jeg lige fået et halvt tilbud om et fedt enkeltstående job, der kunne give masser af spir, men som jeg simpelthen ikke ved hvornår jeg skal lave - om natten? Så tager vi tilløb til den dér ombygning af køkken og sovebryggers og så synes jeg bare at jeg overhovedet ikke ser nogen mennesker - hverken venner eller bekendte (ikke engang ukendte, synes jeg).

Nå, mine indlæg på det sidste har strakt sig fra slattent til pauvert. Så nu tror jeg lige at jeg tager en officiel blogger-pause, for jeg er så stresset at jeg konstant har et (imaginært?) bånd spændt rundt om brystkassen der gir åndenød, så er der hovedpine og søvnbesvær. Og så lige den dag hvor nyhederne bugner af "unge segner af stress"! Tsk tsk. Det er en and ;)
Altså ikke at noget af det er bloggens skyld, men jeg barberer lige et par gøremål fra et lille stykke tid, synes jeg.

Det er sket før, at såsnart en blogger siger : "Nu holder jeg lige en pause" så vælter inspirationen og overskuddet bare frem - så.. intet er udelukket. Jeg er snart tilbage igen, ikk?

Suzy Q
- lige ude i 10