03 juli 2006

Suzy siger: Roskilde-nyt: Spark mig, tak.

Absolut mærkeligste oplevelse: Var indtil i går de glade drenge, der af og til kom løbende og krammede mig og råbte: "God festival" - men de blev så overhalet indenom af ham jeg mødte med Caribbean Burger i går. Vi havde lige spist og rejst os, og mens vi ventede på Claus der skulle tanke fadøls-bægeret op, stod en høj mørkhåret ung mand og råbte, om der ikke nok var nogen der gad at sparke ham hårdt i kuglerne. Ja, jeg er ked af sproget, men jeg citerer bare. Jeg stod der og kiggede på ham og tænkte at her var da en kærkommen lejlighed til at komme af med alle mine indestængte aggressioner, og som en anden tankelæser spottede han mig i mængden, pegede på tværs af 10 mennesker direkte på MIG og råbte: "Det vil DU gerne, det kan jeg se helt tydeligt!".

Okay? Rimeligt imponerende. Pludselig stod jeg tête-a-tête med en mand, der (jeg siger jer:) tryglede mig om at sparke ham i skridtet. Meget særpræget situation, det må jeg sige. Jeg har altid anset mig selv for at være én, der da godt kunne svinge en rimeligt lammende kæwe-rasler hvis provokeret. Men her er nyheden: Det er jeg så ikke. Jeg kunne ikke få mig selv til det! Så jeg sagde "Ahhrrj ved du nu hvad" og ting i dén dur rigtig længe, mens jeg hele tiden undrede mig over, hvorfor jeg ikke bare gjorde det. Men.. det kunne jeg altså ikke. Og han blev bare ved og ved med sit ufattelige projekt. På den anden side er han super charmerende, så man bryder sig heller ikke om at sige "nej" til ham; altså, man vil jo gerne gøre ham en tjeneste, bare ikke dén!

"HVORFOR?" skriger jeg til fyren, hvis tryglen kun opildnes ved mine afslag.
"Jeg vil bare gerne ha det!" skriger han. "Du skal bare losse mig [peger mod kronjuvelerne] LIGE HER!"
-"Nej det vil jeg altså ikke" siger jeg.
-"Jo kom nu PLEAAAASSEE" vræler han, og i hans hjernes desperate søgen efter sø-forklaringer kommer han op med konge-bemærkningen:
"Jamen.. Det er fordi.... jeg er masochist! Og.... det har altså været ret svært hernede på Roskilde!"

Jeg skriger af grin. Han prøver virkelig at finde gode grunde!
-"Forstil dig at jeg er din chef!" fortsætter han. "Hvad arbejder du med?" Jeg fortæller ham hvad jeg laver og han begynder promte at skrige mig ind i hovedet: "...OG DET DER AFSPADSERING DU TOG DEN ANDEN DAG, DET HOLDER BARE IKKE. DU SUCKER, DIT ARBEJDE ER LANGT UNDER LAVMÅLET".

Jeg var lige ved at sparke ham. En helt anden mand kommer over og tror at vi slås, og afbryder os ved at fortælle os at vi er latterlige. Jeg forklarer situationen: "Han vil bare ha' at jeg losser ham i kuglerne", og vender håndfladerne mod himlen og løfter begge øjenbryn og skuldre.
"Det vil jeg sgu gerne" siger den nye mand, og lægger an til at HØVLE sin medbragte strandstol op mellem benene på den unge mand, der hyler: "Neeeejnejnejnej, ikke med dén der [peger med afsky på strandstolen] Det skal være med foden; jeg vil mærke foden; jeg vil føle KÆRLIGHEDEN!" rabler han, tager sig selv i skridtet og ser himmel-henrykt ud.

Strandstole-manden går skuffet sin vej og den unge fyr begynder igen at køre på mig: "Kooom nuuuu".
-"Nej det vil jeg altså ikke. Det kommer til at gøre SÅ ondt på dig, er do KLAR over hvor hårdt jeg sparker?" Lidt sej er man vel.
Han får et lyst øjeblik og spørger interesseret i helt normalt toneleje: "Har du gået til fodbold?"
-"Nej" siger jeg fuldkommen lamslået over hvor KLAR han virker i hovedet "men .. jeg har trænet karate!" (Hvad skal der TIL for at han opgiver sit forehavende?)
- "UHHHH" vræler han begejstret "det er perFEKT!"

Jeg aer ham på kinden og begynder at bakke: "Prøv og hør: Du skal ikke gøre det her, du får så ondt og jeg vil altså ikke sparke dig; du må få en anden til det". (Som om det var bedre, Suzy!?)

Så blir han sgu hidsig! Følger efter mig, stikker mig hårdt i brystet med aggressiv pegefinger og råber: "KOM NUUUUU, KOM NUUUUUUU, GØR det så!" og jeg bakker og bakker og siger nejnej og han bliver ved med at prøve at provokere mig til det, og til sidst må min mand gribe ind og skille os ad og sige: ".. så er det vist godt" på sin onkel-agtige måde, og tage mig med væk, mens vi alle vantro smågrinede og rystede på hovedet og ikke fattede en SKID.

Jeg tænkte på den fyr resten af dagen. Ja STADIG faktisk. Hvad fanden gik dét ud på!?

Suzy Q
- ikke voldelig. Overhovedet ikke, faktisk.

9 kommentarer:

Dinot sagde ...

Tak Suzy, for at du holdt dig i skindet. Nu ved jeg, hvor meget jeg kan provokere dig uden at få et sæt sko i skridtet.

:-)

Dinot

Sille sagde ...

Det er bare Roskilde tror jeg. Det er utroligt hvad man kan møde af folk der...og det VIRKELIG skræmmende er, at det på en eller anden måde ikke virker sådan helt unaturligt... Jeg mener, du overvejede det. Hahaha...er det ikke fantastisk :o)

Suzy Q sagde ...

Dinot: Dont tempt me.. Det KAN jo være at jeg er kommet på "bedre" tanker..?? *haha*

sille: Ja det er jo DET! :D
Helt skørt! Og.. også den dér med at Roskilde er så rart et sted, at man bare ikke kan overtale NOGEN til at losse sig.. det er sguda kamp!morsomt! :D

Drengepigen sagde ...

Jeg har også set mig selv som typen, der hvis jeg fik lejlighed til det, ville sparke helt vildt. Jeg har også fundet ud af at det kan jeg bare ikke, men er der en der slår mig først, så tøver jeg ikke et sekund. Så er det som om der er noget der slukker i hjernen og al tankevirksomhed slutter. Jeg har oplevet et par gange at der er mænd der er der helt umotiveret har slået på mig. Der er det så at min hjerne stopper med at tænke på om han er stærk eller sindsyg. I det øjeblik der er nogen der slår mig, stopper alt bare og jeg slår igen, uden tanke for det videre forløb... Heldigvis er det gået rimeligt godt for mig. Jeg har uanede kræfter når der er nogen der øver vold mod mig. Jeg giver bare ikke op... hehe faktisk tror jeg lige at jeg bliver nød til at skrive en post om det!!!

Suzy Q sagde ...

Banjo: TÆNK det havde jeg aldrig gættet om dig *GGGG* ;))

Maria Hønen sagde ...

Sikke en fristelse - men jeg forstår faktisk godt at du ikke kunne. Sikke en mærkelig fyr. Gad vide om han satsede på at han kunne provokere dig nok, eller om han bare vidste at du ikke ville gøre det.
Åh de sjove oplevelser man kan tage med hjem og engang fortælle børnebørnene... nårh nej :o)

Singleton sagde ...

Stoffer..

Anetq sagde ...

Det er meget nemmere at slå, når man er blevet provokeret til det! Men mand der allerede ligger ned og beder om det?

Anonym sagde ...

[B]NZBsRus.com[/B]
Forget Crawling Downloads With NZB Downloads You Can Instantly Search HD Movies, Games, MP3 Albums, Applications and Download Them at Accelerated Rates

[URL=http://www.nzbsrus.com][B]Newsgroup[/B][/URL]