10 juli 2006

Suzy siger: Lilje i skjul

Så sidder Sukkermåsen og jeg ude på vores hus' gamle, slidte terasse, og omkring os er al denne her skønne, gamle vegetation der er plantet engang i 50'erne. Der er en kæmpe klynge roser op ad facaden der stjæler al opmærksomheden (Note om facaden: Nu: hvid, for 2 uger siden: æggesnapsgul med støv på *weee*) . Græsplænen er brun og svitset af for megen sol og ingen regn, og mellem terassen og græsplænen er der lige sådan et 2-3 meter langt "højbed" hvor der vokser alt, alt muligt.

Vi så det allerede sidste forår: der er nogen der har tænkt sig rigtig godt om og elsket sit højbed da de i sin tid plantede til. Der kommer nye blomster hver anden måned, altså påskeliljer, og sommerblomster og den slags.. NÅ - men så siger Sukkermåsen pludselig: "Har du set de dér lyserøde blomsterhelt inde i hjørnet"?
-"Nej.." Jeg vender mig om og kigger.

Helt inde i det mørkeste hjørne, helt inde under et træ, klemt inde op ad plankeværket... Der står der den smukkeste, lyserøde lilje, helt beskedent. Det var dog utroligt. Jeg lagde mig på knæ foran den og var helt, helt betaget.
Jeg valgte at plukke den, for man kunne jo ikke se den derinde i mørket bag træet.. stenglen var lige så tyk som en lille gren, og der var 4 blomsterhoveder på! Så nu planter vi den om, så den kommer et mere synligt sted næste år.

Her er den, men billedet yder den jo selvfølgelig ikke retfærdighed, idet den dufter og dufter og dufter... og den lyser hele stuen op.



Mit fornavn betyder i øvrigt "lilje" på hæbraisk. Og så kom jeg til at tænke på, at nogen gange, når man er lidt nede, så kunne man godt tænke sig at der var nogen der fik øje på det mørke hjørne hvor man står og gemmer sig.. og sagde "ih, du er jo helt fantastisk, dig skal vi bruge til alt muligt spændende, vi skal have dine talenter frem i lyset".. Men jeg ved jo godt at man skal gøre det selv. Det er bare ikke altid man lige har evnen til at se og anvende sine egne talenter, eller at se det brugbare i dem.

Og det var så dejligt at få overstået mit arbejds-o-rama, at jeg nu er så lettet, at jeg næsten er gået i ferie-mode... Går og tænker på at vælge mig en roman fra hylden... og så kan jeg jo tænke noget MERE over, hvad jeg mon skal bruge mit liv på. Da jeg var 18 vidste jeg det nogenlunde godt.. men nu har jeg benhårdt bare nået en alder hvor nogle af tingene ikke er realistisk mere. Og jeg har ikke gjort det jeg gerne ville. Så enten har jeg spildt tiden, eller også ville jeg det ikke nok.
Jeg har tænkt og tænkt så det knager, de sidste mange år, men jeg kommer ikke rigtig frem til noget, synes jeg.

Jeg spurgte en dag for et par år siden en kollega, hvad hun synes jeg skulle lave, hvis jeg skulle lave noget andet end det jeg laver nu. Man håber jo altid at om ikke andet, så kan andre da se nogle fantastiske talenter i een selv; måske endda noget nyt og spændende. Hun tænkte hårdt og længe, var helt stille. Så lyste hun pludselig op i et stort smil, og udbrød glad: "Gymnastiklærer!"
... det sagde hun så til kvinden (mig) der som teenager og bitter halv-astmatiker stiftede Foreningen til Magelighedens Fremme. Nej, jeg bliver ikke gymnastiklærer.

Man skal nok bare finde ud af det selv.

Nå, men blomsten er superpæn! :)

Suzy Q
- (mit mellemnavn betyder så "klippe" men det snakker vi ikke om.. :-S )

6 kommentarer:

styx sagde ...

Men nu hvor vi ikke har gættet dine talenter, så fortæl da, hvad du gerne vil blive. Man bliver jo nysgerrig.
(Det med gymnastiklærer må have noget med din kommando-stil at gøre, ikke ?) :-D

Maria Hønen sagde ...

Jeg synes også at det er enormt svært at finde lige DET man burde bruge sit liv på. Der er også bare meget man skal tage hensyn til før man vælger frit fra alle hylder. Vil man kunne holde den levestandard man er vant til hvis man vælger at forfølge sin drøm med at blive forfatter (eksempel fra eget liv). Har man talentet, tålmodigheden og vedholdenheden?
Jeg ved det ikke - man kunne sige hvor intet vover, intet vinder. Men man kan jo også være lidt selvkritisk og vælge at sætte pris på det man har.
For selvom man får lov at lave lige det man gerne vil, vil omkostningen så være for høj i forhold til ens omgivelser til at det virkelig er det værd. Jeg ved det ikke, men det er nogle af de overvejelser jeg kæmper med.

Suzy Q sagde ...

styx: jamen for filan da.. .jeg ved det jo ikke! Men jeg fortæller tit min chef om mine talenter.. han er dog ikke synderligt imponeret.
Og det der med gymnastiklæreren *haha* Adspurgt "hvorfor!!" svarede min kollega, at det var "fordi jeg var så sprælsk og livlig".
Og det er jo også rigtig nok - men det er bare fordi jeg er så lille, at jeg er bange for at folk jokker på mig, hvis jeg ikke spjætter lidt ;)

Mariahønen: Ja, lige præcis. Sjovt nok synes jeg ikke det gør noget, at vi har levet på en sten og fx ikke kunne rejse fordi Sukkermåsen de sidste 10 år har forfulgt en drøm; men tanken om at JEG skulle gå kompromisløst den vej... den huer mig ikke. og hvad så hvis man skifter mening? Og hvorfor er man ikke glad for det man har? Okay, du kender følelsen.

maria hønen sagde ...

Jep - men det er også vigtigt at have drømme og ville noget mere andet. Ellers hvis vi ikke har det, er vi jo bare dyr. Det er for mig mere et spørgsmål om ikke at synes at man spilder sit liv. Jeg synes ikke jeg spilder mit liv, bare fordi jeg vælger at prioritere noget andet end min livskarriere. For mig er det ok at have en periode hvor mit job og dets udfordringer eller mangel på samme ikke er så vildt vigtigt. Jeg er mere koncentreret om hjemmefronten - det nære om du vil. For mig er det helt ok, jeg kan senere søge udfordringer, når der er faldet ro på i den anden fløj.
Lige nu vil jeg meget hellere nyde at jeg snart skal giftes med min store kærlighed og så tager vi ellers hvad der kommer derefter :)

styx sagde ...

@klippe liljen (hvilket du har gjort :-P) :
hvad med din ungdoms drømme. Er de nået, eller rumsterer de i din tvivl ?

Suzy Q sagde ...

styx: Very clever :P

Og ja, de rumsterer stadig, men jeg er også bange for at de bare er en forstening, og at jeg i virkeligheden er vokset fra dem.