19 maj 2006

Suzy siger: En tur til frisøren.

Halløjsa, jeg har jo helt glemt at fortælle jer at jeg har været til frisøren og fået klippet 20 cm af garnet. Jojo.. Som tidligere beskrevet, så er frisørsaloner ikke de lokaliteter jeg frekventerer hyppigst, idet regnestykket er Frisør-gerning + Suzy Q = Drama og Vederstyggeligheder.

Jeg kan ikke tage se-godt-ud-hed særligt alvorligt, det ved I godt. Men selv jeg måtte for nylig erkende, at nu skulle der altså gøres noget. Vi taler om, at når jeg trak bukserne op og lukkede dem, så sad håret fast. Og det er altså det på hovedet vi taler om (bare til husarerne). Hver gang Sukkermåsen stak trutten frem, fik han tøsehår i munden; og den endelige dråbe faldt da jeg smækkede bildøren - på mit hår. Og stod som en idiot i carporten og vred og vendte mig for at få døren åben igen, uden at få revet mig et ordentligt hul i badehætten.

Det tog mig dog at par dage at tage mig mod til at få bestilt en tid. Det hænger sammen med sidste gang jeg blev klippet - som var i februar for 2 år siden. "Ihhhh" skreg frisøren og slog ud med de løse håndled "jeg har lige været på kuzuz i Loooondon hvor jeg har lært en ny metode" og dum som jeg var lod jeg mig overtale. Han satte alt mit hår op i 6 lige store rottehaler ovenpå hovedet, hvorefter han tog en saks og huggede og hakkede totterne over så de var lige lange. Så skar han gummibåndene over igen, og alt håret faldt ned.

Inde i spejlet så det ud som om Limahl og Madam Mim havde parret sig og fået en meget butch datter der spillede i bundesligaen. "Det er fedt" udbrød han som den løgnerske han var "men jeg kan godt se at du ikke helt er glad". Godt gået, Poirot - var det den sorte sky over mit hoved og tårerne i øjenkrogen der ledte dig på sporet? Nå, så klippede han kanterne lige - og det endelige resultat lignede en lidt forvirret etageklipning. Jeg var grædefærdig da jeg rejste mig op og stak hånden om på ryggen - jeg kunne slet ikke nå mit hår. Det har jeg altid kunnet. "Men du er stadig meeeeget langhåret" påstod det mandlige svar på Anna Kastholm. Herefter fulgte 14 meget vrede dage med tonsvis af spænder og elastikker i mit machette-hakkede kokosnødde-fryns. Aldrig mere frisør, aldrig!, tænkte jeg.

Men altså, prøv nu at høre her: "Meget langhåret", venner, det er altså når håret kilder én på måsen. Færdig, slut. Og det var hvad jeg var blevet, så endelig fik jeg en tid, det var i torsdags kl. 10.

Inden man går ud af døren kigger man sig lige i spejlet og tænker "det er da okay, det jeg ser". Jeg var iført et par jeans og en t-shirt - begge dele lidt for stort, så jeg følte mig lidt sådan, I ved: Meg Ryan rodet, pusse-nusselækker hygge-agtig på en afslappet og "hun-er-garanteret-super-slank-indenunder"-agtig måde. Håret tilbage i en såkaldt skødesløst opsat frisure - og så af sted.

Da jeg kommer over til salonen står der 4 superslanke, morgenfriske, toptunede, veldrejede, kønne, make-up-belagte, velklædte unge kvinder og kvidrer bag skranken. "Æh.. " stammer jeg "jeg-jeg-jeg har vist en aftale med.. ehm... Louise?"
-"Ja! Det er mig!" svarer den (selvfølgelig) lækreste af dem allesammen. I skrankens højglanspolerede, sorte lak kan jeg nu tydeligt se, at mit tøj ikke er charmerende nuttet lidt-for-stort - jeg har straight up bare hængerøv i bukserne som min Onkel Erling når han rejser sig op efter 5 timer med perronen plantet i lænestolen. Nu starter det jeg slet-slet ikke kan lide...

"Sæt dig her" siger Louise flinkt, og jeg fjumrer med tasken, lander i stolen og kigger ind i spejlet. Alle mine ting, og alt mit tøj virker nu bare som om jeg har hentet det i en tarvelig genbrugscontainer. Mine ben er for korte og kan ikke nå jorden, med det resultat at mine lår flader ud til et areal der svarer til Canada, og min lænd bliver skudt fremad så selv min store løse t-shirt ikke kan skjule den vom, der bliver skåret midt over af cowboybukserne, der for 2 minutter siden var for store, men nu strammer. Heldigvis *indsæt ironi her* går spejlet helt ned til gulvet, så hverken Louise eller jeg selv går glip af alle detaljerne ved mit slidte, opsvulmede selv, og mit lange, flotte hår er bare alt for langt. Jeg ligner bare en smølf med et langt håndklæde ned ad nakken. Og hvorfor har jeg fået en bagekartoffel, dér hvor alle andre har fået en krop!?!?

Og jeg kan da godt forstå at belysningen skal være sådan, at frisøren kan arbejde - altså, på håret. Men behøver den virkelig at være sat sådan, at man kommer til at ligne Døden fra Lübeck i ansigtet? "Jah.. det er jo lidt fladt" siger hun diplomatisk, og forsøger at løfte noget at mit lange, slidte hår. Lige meget hjælper det. Jeg sværger: for ti minutter siden var jeg okay i mit spejl derhjemme, men i selskab med Louise og i denne stol og i denne belysning ligner jeg bare en 65-årig med Ritt Bjerregård-frisure, en spiseforstyrrelse i den helt forkerte retning, en solid depression og en skive citron i kæften og et fjæs derefter. Jeg hader at gå til frisøren!

"Ja, jeg er jo en af de dér langhårede piger" siger jeg så til Louise. "Åhhhhhh" siger hun forstående, og skjuler sin skuffelse. Langhårede piger er totalt anti-villige til at blive klippet. Og hvis der er noget frisører vil.. så er det AT KLIPPE. Så altså, de to ting passer overhovedet ikke sammen. Hun kunne godt se det: Her bliver ikke plads til nye metoder fra kurser i udlandet, det ligger helt fast. "Det skal bare være kortere" siger jeg. "Gider du tage 20 cm?"

Vi skulle så lige igennem et par pinlige øjeblikke da jeg skulle have vasket hår - for stolen som jeg skulle sidde i var sådan en supersmart tingest, der foldede sig elektrisk "op" (lissom en tandlægestol, faktisk) men nede ved benstøtten kom mit bukseben så i klemme og lige meget hvor meget jeg rykkede i det, ville det ikke fri. Så begyndte noget inde i stolen at bevæge sig: "AAAAAAHHHHH" skreg jeg forskrækket... indtil Louise pædagogisk forklarede, at det var en massagestol jeg sad i. Sig mig: Det er da ikke ÅRTIER siden jeg har været til frisøren, er det? Plejer det ikke at være noget med at man skal finde giraffen frem i sig selv og sin hals for ikke at få 2 liter vand ned ad nakken? Det her var jo ligefrem rart. (Bortset fra mit ene fastspændte ben, men jeg valgte at ignorere det. Jeg regnede kort sagt ikke med at få brug for det i nogen Bruce Lee-agtige situationer mens jeg fik vasket hår. Det er først når de har sakse i hænderne, at de er rigtig farlige).

Men med hensyn til klipningen: Fandme om hun ikke gjorde det som jeg havde ønsket det! *Snip snip* ikke så meget fis dér. Louise kunne sit kram, og nu står mine spidser og strutter af sundhed. Jeg sagde det som det var til hende: Jeg er ikke klar til alt det smarte. "Jeg bryder mig ikke om mode, jeg er mere til stil, og for mig er det to meget forskellige ting" Nåja. Det nussede oversize-amerikaner-outfit kan vel bortforklares med min excentricitet? Går den, så går den, men jeg have knapt sagt det før jeg græmmede mig på maximalt blus og lossede mig selv med sømstøvler, indeni.
-"Ja selvfølgelig" sagde hun høfligt, og jeg vil vædde med at hun himlede TOTALT med øjnene.

Jeg gør det aldrig igen.

Suzy Q
- men spidserne er sunde.

10 kommentarer:

Drengepigen sagde ...

Haha, åh hvor jeg kender det. Jeg er heller ikke så vild med at komme til frisøren. Det bliver aldrig som jeg vil have det.
Derfor har jeg sgu lige klaret det selv denne gang, også i nakken. Med held hvis jeg selv skal sige det ;o)

Bloggerella sagde ...

Frisører kan bare være SÅ onde! Jeg tror de lærer på frisørskolen hvordan man får kunderne til at se tumpede ud... Jeg er tit kommet ud efter klip+føn og lignet en studieværtinde - på den der Mette Fugl/Ulla Terkelsen måde - ikke cool når man er i midt i tyverne! Argh!

fivetosix sagde ...

Ha - Ha - Ha :-)
Som at være der selv ;-)

Anonym sagde ...

Tusind tak for det skønneste morgen-grin i laaaang tid, en herlig start på dagen. Glæder mig til at "kigge indenfor" igen.

susling sagde ...

Ha,ha,ha,ha,ha,ha.....du er bare for morsom.....kan bare fuldstændig genkalde mig følelsen! Har forøvrigt også haft så langt hår som dit - så det kildede mellem balderne...En gang gik der ild i det til en fest -uden jeg selv opdagede det!!!Havde bare lige slynget håret hen i et stearinlys...Kom også altid i klemme med det alle steder.......én skønne dag, Suz, så må man lade det falde....

Emida sagde ...

Hold da kæft du er god - især det med spejlet tror jeg bare ALLE kender, det er frygteligt....

Den her kan jeg klukke af længe, og vil, næste gang jeg skal til frisør, tænke på dig.

Jeg kan undre mig over, om frisører bare syntes, at den måde man selv styler sig hår på er total grimt ? Jeg mener, hvor svært er det at se, når nu kunden kommer ind af døren, hvordan kunden kan lide sit hår?! Ikke svært burde jeg mene. Men hvorfor §!"#¤%&/(() er der så, at de skal få en til at ligne en tante på mellem 50-60 når man så går ud af døren, især når man tænker på de andre der har forladt butikken har set ok ud?

Det kan umuligt kun være mig, eller.... ;0)

julie sagde ...

Åh suz, du er sjov. Og du har beskrevet stort set alle årsager til, at det stadig er min mor, der klipper mine spidser et par gange om året. Jeg husker også dengang mit var så langt at jeg sad på det konstant og måtte flette det om natten for ikke at kvæle mig selv og tilfældige uskyldige forbipasserende. Det var tider!

utoPia sagde ...

Øj øj - det var et sjåvt indlæg :o), Jeg har længe læst med på din blog...og du er altså underholdende..

Suzy Q sagde ...

Jeg er altså for dårlig til at få svaret på kommentarer! Jeg læser dem altid, og nyder dem, men jeg får virkelig ikke svaret så hurtigt som jeg gerne ville!

Banjoko: Dejligt at se dig igen - hvor har du været? Og hvordan i alverden klipper du dig selv i nakken, hvis du ikke er langhåret? Er det med dobbelt spejl og bagom?

Bloggerella: jeg ville dælme også nødig lige Ulla Terkelsen *hahahah*

Fivetosix: Godt at vide at jeg ikke er den eneste :)

Anonymous: Velbekomme :) og selvtak.

Susling: Nej det dutter ikke at have SÅ langt hår, den slags er kun egnet til Elverpiger, havfruer og sekstenårige topmodeller. Alle vi andre får os viklet ind i alle mulige ting.

Emida: Tak tak, hvor er du sød. Jamen du må meget gerne tænke på mig næste gang du skal til frisør ;)) Viid bare, at du ikke er alene med Det Onde Spejl!!

Julie: Hm.... har du en mor der klipper spidser??.... Jeg vil oss... Nånej. Tanken om min mor med en saks i hånden BAG mig, er ikke så rar... ;))

Utopia: Taktak :) hvor er det sødt af dig at sige det, jeg blir virkelig glad for at høre at folk føler sig underholdt :))

Anonym sagde ...

Hihi lige til den sidste kommentar, så er det altså ikke kun elverpiger, havfruer og topmodeller der kan have langt hår :) godt nok er jeg 16, og har spillet elver OG havfrue i samtlige teaterstykker, men klarer mig fint ude i samfundet uden at kolidere med diverse tøjstativer og bildøre.

Mvh Janne