27 maj 2006

Suzy siger: Ande-dræberen

En kollega havde sidste arbejdsdag i onsdags, og i den forbindelse sad hele banden og spiste morgenmad sammen på kontoret. Så kom vi til at snakke om katte, og så kom min afgående kollega i tanke om en historie.

Hun er en affekteret dame på omkring de 62 og hun er stadig totalt lækker (for real). Hun klæder sig smartere og mere moderne end jeg nogensinde kommer til ("Jaja, men det siger jo heller ikke så meget" kan jeg høre de frækkeste af jer replicere. Jahjahhhh....ihh hvor er I kloge...Er I færdige nu? I ved hvad jeg mener). Nå, men hun er altså høj og flot og sofistikeret og pertentlig med sig selv; et leksikon udi klassisk- og jazz-musik; superskarp og fed humoristisk sans; og bor i misundelsesværdigt kartoffelrækkehus lige ned til søerne i Kbh.

Hun fortalte så, at hun engang havde et stor, smuk, rød hankat, som aldrig gik over vejen og ned til søerne - troede hun. Lige indtil en dag da hun og nogle veninder sad på terassen og sippede hvidvin inden de skulle ud om aftenen. Pludselig hørte de noget tumult i stuen, men, som min kollega sagde, vinen var så god at de valgte at ignorere det. Så var der tumult igen, og så kom katten gående med et par fjer stikkende ud af mundvigen.

Min kollega kom på stiletterne og ind i stuen for at kigge, og dér lå en totalt gennemgnasket and. EN AND! Nå - damerne panikker, ved ikke hvad de skal gøre, og eftersom desperationen stiger begynder nogle af gæsterne at "sive"... Min kollega flakker om på gaden for at praje en mand, der må kunne gøre noget (hun udtaler det "en mahrn" - pragtfuldt) for det er sandelig ikke alene under hendes værdighed at håndtere en halv-spist and, det er heller ikke noget hun har lyst til at give sig i kast med. Men der er ingen mand, og nu er hun alene, og anden er ikke død. Den flaksker hjælpeløst, og det hele er rædselsfuldt, men hun skal jo ud og kan ikke lade den ligge, så der må gøres noget.

Det lykkes hende at få lempet anden op på en skovl, og i gå-ud-tøj (høje hæle, nyloner og højt hår) tripper hun så over vejen og ned til søen med anden på skovlen. Her ligger hun den på grusstien, og den har det åbenlyst så dårligt, at det bliver klart for hende at den skal aflives. Hun bider tænderne sammen og tager en beslutning.

Og her er det så, at forbipasserende joggere kan opleve, hvordan en meget fin midaldrende kvinde tilsyneladende har taget pænt tøj på, for at gå ned til søerne med en skovl for at WHACKE en uskyldig and. Mordvåbnet ryger helt op over hovedet og anden får fa'me et par drøje hug - og som hun sagde, henover bølgende latterkramper fra alle os tilhørere: "folk kiggede godt nok noget og gik en stor bue udenom". HAHAHA ja det tror jeg!

Nå, men hun bliver færdig med sit forehavende, sikrer sig at hun er alene - og mens hun kigger sig paranoidt over skulderen puffer/skraber hun med sine gallaklædte fødder til anden, så den til sidst havner nede i søen, lige ved breden. For, som hun sagde: "Det var meget mudret dengang - man kunne slet ikke se derned". Herefter skyndte hun sig væk fra gerningsstedet.

"Men i flere uger efter lå de andre ænder altså og holdt sørgeoptog og kiiiiiiiggede på dét sted, hvor den uheldige and havde fået sin bisættelse" afsluttede hun "så det var ret ubehageligt at gå tur dernede i den periode".

Fantastisk. Jeg lever og ånder for den slags.

Suzy Q
- jeg havde nok smidt den i ovnen ;)

8 kommentarer:

julie sagde ...

Fantastisk historie!! Minder mig om en artikel jeg læste i Fyns amtsavis engang i min ungdom, som handlede om en mand, der kom hjem til sit hus og fandt en kæmpe stor og meget levende havmåge inde i stuen, oppe på en gardinstang. Og tydelige bevis - fjer og klatter - på, hvordan hans store røde hankat havde bakset det meste af eftermiddagen med, at få den her havmåge ind af kattelemmen. Ikke nogen nem bedrift, da sådan en måge har et vingefang der er væsentlig bredere end kattelemmen. Og et ret skarpt næb. Nogen katte er bare alle pengene værd. Nå, men jeg ler stadig af det billede, med den pæne dame og skovlen :-)

Suzy Q sagde ...

hahaha en havmåge... det er altså en rimeligt stor krabat! Den mis må virkelig have stemt poterne imod og lagt alle kræfter i :D

Rikke sagde ...

Looool! Fantastisk historie og fantastisk genfortalt, mahrn!
Heh! :-D

Rikke sagde ...

Loooool@havmågen!

Suzy Q sagde ...

rikke: dér var du, jeg troede helt at du var stået af vognen. Dejligt at se dig igen! :)

Anetq sagde ...

Den historie vil jeg tænke på, hver gang jeg går hjem langs søerne. Så må joggerne så leve med at jeg går og fniser ved tanken om pæn dame der dræber halvflænset and iført stiletter & højt hår! Se det var et rigtigt eventyr.

Anonym sagde ...

Your are Nice. And so is your site! Maybe you need some more pictures. Will return in the near future.
»

Anonym sagde ...

Interesting site. Useful information. Bookmarked.
»