18 april 2006

Suzy siger: Tilbage til rotteræset

Det har da været en fuldstændig skør Påske for mig i år. Traditions-brunch med uni-vennerne og alle deres dejlige unger Skærtorsdag. Køkkenhave-etablering og gen-erkendelsen af at jeg stadig var for forkølet til at gå udenfor Langfredag. Aflyst Påskefrokost, far på hospitalet, mor hjem fra Kina lørdag. Sindssyg Påskefrokost med bjerge af mad og litervis af øl Påskedag, søndag. På arbejde med giga-tømmermænd og mere far-bekymring, 2. Påskedag.

Og i dag.. med Suki på motorvej ud til Provinsen, damn den bil. Jeg sad med hvide knoer og fløj af sted med 120 i timen* på 4 usikre hjul og med kanvas-toppens øredøvende høje flaprende smæld, slør i styret og en vedholdende lugt af udstødningsgas i kabinen. Jeg sad pludselig og tænkte på at hvis hele lortet faldt fra hinanden og raslede bagud, og jeg bare fortsatte med 120 på 4 nøgne hjul, ja, så ville jeg ikke blive en skid overrasket. Så skulle jeg bare have købt mig en gammeldags pilot-brille-maske. Død og kritte, frem det kom jeg. Til en parkeringsplads hvor alle holdt på nakken af hinanden og ikke kunne få en plads, og dyttede og blinkede og bakkede og 3-punkts-vendte. Det er altså ikke lige min kop te. Jeg blir så nervøs.

NÅ - men Daddy-o fik sin scanning i dag! Hep hey, godt helligdagene var forbi! Det var godt! Så kunne de tage penicilindroppet ud af armen på ham, for det var (selvfølgelig) "et par blodpropper" i venerne oppe i skulder/hals-området - og havde ikke noget med nogen betændelse at gøre. Det var bare for en sikkerhedsnåls skyld, med penicilinen. Nu hedder det blodfortyndende medicin, sagde hospitalslægen, efter samråd med Sixtus Thorsen, hvis artikler om sygdommen og behandlingen jeg straks googlede og læste. Gav faktisk meget god mening. Daddy er ikke i orden endnu, men nu er han i behandling og det er en god fornemmelse. Og det er ikke sygeplejerskernes skyld at min far blev holdt hen og hen og hen i Påsken - der var åbenlyst ikke nok bemanding, for i dag var tonen en helt, helt anden. Der var gang i gaden, liv, grin og hjælp at hente. Dejligt.

I morgen starter rotteræset igen! Arbejd-arbejd. Store-afdelingsmøde i morgen. Og en weekendvagt truer på horisonten, men mon ikke snart de første radisser titter op af min ny-anlagte køkkenhave? Hvorfor vil de ikke gro når man kigger!?!?!

Suzy Q
- tilbage til overfladen

* Når jeg siger "120", så mener jeg selvfølgelig "110".

2 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

NAturligvis du er jo en lovlydig borger.

Suzy Q sagde ...

nemlig!