17 april 2006

Suzy siger: Far update

Efter et døgn på Sygehuset i provinsen (der i folkemunde kaldes "Slagtehuset") blev min far endelig undersøgt. Efter at min mor spurgte en sygeplejerske, hvad der lissom skete? Der skete nemlig ikke noget. Vi havde fået at vide da han blev indlagt, at han skulle ha en "akut ultralydsscanning", og vi ville også gerne lissom vide lidt om, om der var et .. ja, måske ikke decideret behandlingsforløb, men så måske en diagnose og en behandling, eller noget - på vej?

Det blev sygeplejersken meget meget vred over at blive spurgt om. "Du prøver jo at få det til at lyde som om vi ikke laver noget her!" sagde hun til min mor. Min mor var sådan lidt "Æhhh.. " det havde hun ikke nævnt et ord om; bare stillet et spørgsmål. "Og" fortsatte sygeplejersken "så plejer vi altså ikke at kalde noget som helst for "akut" her i Påsken; så den læge der har sagt dét, han har ikke vidst hvad han snakkede om. Og i øvrigt..." her satte hun prikken over i'et: "Så er der faktisk andre patienter end DERES mand indlagt her!"
"Jotak" sagde min mor "det har jeg bemærket. Jeg spørger bare om, hvad der skal ske med min mand. Han har ventet i over et døgn på noget af alt dét "akutte" vi var blevet fortalt".

Det eneste hun kunne vride ud af den sygeplejerske var, at der måske var stuegang senere på dagen. Min far så efterhånden rigtig meget frem til at blive akut undersøgt af en decideret LÆGE. Der var nemlig ingen bedring. Og tænk engang: et par timer efter at min mor stillede "flabede" og grænseoverskridende spørgsmål i skranken, så dukkede der sørme en læge op og undersøgte ham.

Når man får taget blodprøver, så tester de for alverdens ting. Og nogle tal der handler om betændelse, og som ikke må være højere end 80, de ligger altså på 596 hos min far - så han får nu penicilin; de mener det er årebetændelse. Men det har ikke hjulpet endnu. Og nu har han også fået ondt omme i ryggen. Altså ikke i bevægeapparatet, men altså et eller andet ubestemmeligt sted der føles som "omme i ryggen". Meget, så meget at han næsten ikke kan gå.

Men han er altså taget hjem fra Slagterhuset - så møder han op og får sine indsprøjtninger osv osv... og går så igen. Jeg kan ikke li' det, jeg kan slet ikke lide det.
Det er som om hospitals-systemet ikke er beregnet til mennesker. Jeg spurgte selv en sygeplejerske om der var "besøgstider" på afdelingen og var ved at få revet hovedet af. Hun bed og snerrede ad mig UDEN overhovedet at kigge på mig, mens hun (ikke) svarede. Altså - er det noget helt, helt NYT at pårørende gerne vil kende stedets regler og rutiner, for at gå så lidt i vejen som muligt?
Nejnej, de gør det KUN for genere :-/

Og nåja, min far får sin "akut-scanning" 3 dage efter han søgte hjælp; i morgen tirsdag.

Suzy Q
- vil vinde i lotto NU. Og sende min far på privathospital.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det er en hård omgang det du fortæller. Jeg var ude for noget lignende med min mor.
Men der fik vi nu en nogenlunde, men også kun nogenlunde behandling, men man skal bare kræve og kræve og kræve at få noget af vide, og det kan altså godt være anstrengende.

Men jeg har så også selv oplevet sygehuset (red. offentlig af slagsen) som værende et virkelig godt sted.

Jeg var syg sidste efterår og der fik jeg altså bare en helt fantastisk behandling. Jeg var på 2 mandsstue med en anden kvinde (dejligt!!!) og så var der kabeltv og ugeblade og diverse aviser, et dejligt og informerende personale. De var forstående og ringede til min kæreste en aften hvor jeg ikke var i stand til at snakke og bad ham komme. Han fik mad der, så han ikke skulle forlade mig alene og ja alt i alt en meget god behandling!
Så det kan lade sig gøre, men når det ikke sker, kommer frustrationen, så jeg kan godt forstå dig.

Håber at det snart bliver bedre.