02 april 2006

Suzy siger: Big Band Mundlam

Ja når man er mundlam siger man jo egentlig ikke noget. Men det er også kun med den yderste kraftanstrengelse at jeg kan videreformidle disse sparsomme små linier til jer, Verdens Mest Velklædte Læsere. (Det har jeg bare besluttet at I er).
OBS Denne post kommer til at handle om musik. Den er mest for musiktosser. Hvis musik ikke siger dig en høstblomst, så spring den over. Det er bare et venligt råd.

Jeg var til Big Band Battle i Radiohusets Koncertsal i går aftes. DR's Big band og BBC's Big Band battlede mod hinanden. Var det fedt? Ja. Var det utroligt? ja. Var det fuldkommen sindssygt, swingende, morsomt, gribende, jazzet, sublimt, perfektionistisk, besjælet og genialt? JA!
Altså ét Big Band kan sgu få taget til at lette - forestil jer så TO. Flere gange spillede de på samme tid, og det var MASSIVT swingende! Jeg var ved at komme til at tude, så total var oplevelsen.

Nå. Men jeg er ikke færdig med at himle endnu. Der stod også på min billet "featuring Kurt Elling". Hvem er det? Aner det ikke. Ind kommer han på scenen, sådan halvt inde i første set. Sort suit, sort skjorte, tilbageslikket mørkt hår, minimal brille på næsen. Sådan lidt Patrick Bateman-agtig? Det er sådan lidt "eeiiii" nu skal der vokaler på, og her sidder vi lige og er HELT oppe at køre over det instrumentale himmerige som Big Bands'ene har løftet os op i. Så man er lidt nervøs for hvilken lyd der kommer ud af denne her mand, ikk? Det skulle jo nødig blive ordinært. Man vil ikke have ødelagt noget, når man lige har siddet og fået både trompet-, basun- og saxofonsoli fra en verden hvor englene har hatteskyggen på sned og gansterskoene er højglanspolerede.

Han har højre hånd i lommen, og med venstre hånd holder han skødesløst mikrofonen, der hviler lidt på hagen. Totalt laid-back. De to Big Band's er færdige med introen og lægger an til første vers; så begynder Kurt Elling at synge.

Jeg har aldrig hørt noget lignende. Ud af manden på scenen væltede en lyd.. stor som en.. blåhval. Stor som et hus. Det fyldte hele rummet. Det matchede to Big Bands. Jeg tabte underkæben, drejede hovedet mod Sukkermåsen og stirrede på ham med øjne, runde af vantro: Hører jeg rigtigt? Er jeg blevet vanvittig? Hører du hvad jeg hører? Han nikkede. Vi drejede hoved og ører tilbage i rette position og sad som saltstøtter og drak, åd, slugte al lyden der kom fra scenen. Fan. tas. tisk.

Vi fik klassikerne "April in Paris" og "At last" i fantastiske arrangementer, publikum svømmede fuldstændigt hen til hans crooner-behændighed, der aldrig blev ordinær. Ikke ét sekund. Men han kunne også andet. Han scattede energiske, humoristiske og teknisk fremragende soli, og da de startede et nyt nummer kastede han sig ud i den stil der kaldes "Vocalese" som jeg er en personlig kæmpefan af. Jeg har aldrig hørt det udført live, men har næsten slidt mine cd'er med ophavsmænd og -kvinden "Lambert, Hendricks & Ross" fuldstændigt op.

Det går ud på at man som vokalist fx vælger en instrumental jazzklassiker i en version udført af en blændende musiker - fx Miles Davies der spiller "Caravan" (tænkt eksempel, ikk?) Så gør man brug af sine sproglige talenter og sætter ord på trompetens lyd. Et nutidigt og dagligdags eksempel ville være, at man lissom for eksempel skråler med på en guitarsolo, men altså har fundet nogle ord at synge til den. Det er en meget svær stilart. Typisk vil der i en saxofon- eller trompetsolo være meget hurtigere og større skift og spring mellem tonerne end man normalt benytter sig af som sanger. Men går man først ind på præmissen åbner der sig jo en verden... ja, jeg er vild med det. Sprog/ord/sang/musik-tosse som jeg er.

HER kan I klikke for at høre en snak og lidt eksempel på hvad jeg hørte i går: Kurt Elling der sang John Coltrane's "Resolution". Det. var. sindssygt. Jeg kan uden at blinke sige, at jeg aldrig har hørt så perfekt teknik før. Vi taler om at manden, tilsyneladende uden de større anstrengelser, springer rundt mellem alle funktioner der er opfundet indenfor sang. En sublim kontrol over sin stemme, havde han.

Han var helt nede og basse så bunden blev skrabet med det groveste sandpapir, og helt oppe i uforståeligt høje og knivskarpe falset (senere, da han sang "om kap" med el-guitaren. Publikum, med åben mund og polypper, anede ikke om de skulle grine eller græde - på den gode måde). Han sluttede så "Resolution" af med at trykke sin stemme helt af i et blæser-"skrig" - ja, i citationstegn, for et rigtigt skrig var det ikke, men et 100% kontrolleret vokalistisk svar på en blæsers hidsige, hæse og flertonede (!) afslutnings-salut-trut med trumf på.

Jeg tror at jeg skreg mens jeg klappede. Her kan I høre Coltranes "Resolution", og forestil jer så at et menneske synger dét, som saxofonen spiller. Men med ord på.
At spille på instrumentet Stemmen. Stort.

Nå, men jeg tænker: "Hvem hulan er denne Kurt Elling" der bare er en snack midt i al denne Big Band ekstravaganza?" går hjem og googler ham og ja, så er han selvfølgelig en GIGA jazz stjerne, som jeg bare aldrig har hørt om. Og så sidder jeg dér i Radiohusets smukke koncertsal, med to "magnificent big bands" (som Elling sagde) og tænker " det var satme en dygtig pause-fisk". DOH Suzy!

Nå. Men jeg kan ikke udtrykke med ord hvor ENESTÅENDE et arrangement det var. Eller hvor mange højdepunkter der var - de kom som perler på en snor. Efter stående applaus fra en eksalteret og stædig sal-fuld af klynkende lykkelige publikummere, spillede de Stevie Wonders "Higher Ground" som extranummer - To af verdens bedste big bands på een gang, Kurt Elling på vokal og super-imponerende conga-percusionist fra Cuba, som jeg ikke kunne høre navnet på. De ondeste, sjoveste, pragtfuldeste soli (bla trommesolo-battle - stort hit!) alle som "battle" - aich jamen man KAN ikke ønske sig mere.

Bagefter var Sukkermåsen og jeg sene gæster ved en fødselsdagsmiddag med en 8-10 gode, gamle venner fra way back, alle musiktosser, heldigvis, så der var rig mulighed for at fortælle om vores oplevelse :)
2 timer senere siger min gode bekendt Winchester, der er trommeslager, med en oregano-smøg i poten og en IQ i direkte nedadgående retning: Skal du ikke snart synge igen, Suzy? Skal vi ikke lave et band - vi ku bare spille rock-evergreens og ha' det sjovt? - hvorefter han går på toilettet og direkte i brædderne, med brækbalje og hele moletjavsen; så det er nok ikke noget han lige ringer om og holder mig fast på anytime soon. Men tanken er rar. Det var jo også mit nytårsløfte.

Suzy Q
- I never knew my heart could sing... till.... April in Paris......

10 kommentarer:

fivetosix sagde ...

Jeg sprang teksten over :-)
Dig og sukkermåsen ønskes nogle gode fridage. Mandagen puster mig i nakken - I hate It :-(

Suzy Q sagde ...

fivetosix: dejligt at du bruger brugervejledningen :)
Tak skal du have for de gode ønsker, og hav selv, trods alt, en dejlig mandag.

anetq sagde ...

Wow, det lyder for vildt - det må jeg tjekke ud...

soesterlystig sagde ...

Min mand var der også - og var ligeså imponeret!

Overgangspaven sagde ...

Jeg hader big bands, men din beskrivelse fik mig sgu til at genoverveje den position. Fordømt.

Suzy Q sagde ...

anetq: YES!

søsterlystig: det forstår man godt :) vi var vist ALLE oppe under loftet

overgangsploven: "fordømt" ligefrem? ;) Ja, det er ikke sårn når man er forfalden til afgudsdyrkelse, såsom jazz og swing :D YEAH!

Overgangspaven sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Overgangspaven sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Overgangspaven sagde ...

Ja fordømt. Der er da ikke noget værre end at blive udfordret på sine fikse fordomme. Det næste er vel, at du begynder at overbevise mig om, at funk ikke er ondt.

Overgangspaven sagde ...

Og undskyld triple-postningen. Ahum.