30 april 2006

Suzy siger: Faste dag 2 - II

Pyha.... nu gider jeg altså ikke mere. Ikke at der er noget galt, jeg har det fint, men jeg trænger bare hele tiden til noget mad. Og jeg er ved at være lidt slap i koderne.. brugte for mange kræfter i haven i går, så der er ikke så meget tilbage til i dag.. Jeg fik dog plantet roserne! Nu håber jeg så bare at de gror, og at skvalderkålen har givet op.

Sukkermåsen ligger på sofaen med bøffer på og ser sort/hvid krigsfilm på hans elskede TCM channel. Han burde nok have været countrysanger... I ved, de gode gamle dage åhhhh.. dét var tider! Hehe det minder mig om den sødeste forsamlingshus-humor "Ved I hvor mange der skal til at skifte en el-pære"-vits:

Spørgsmål: Ved I hvor mange countrymusikere der skal til at skifte en el-pære?
Svar: Der skal FEM til!
Grund: 1 til at skifte pæren, og 4 til at skrive en vemodig sang om, hvor god den gamle pære dog var.


En sidste ting -jeg burde vaske bilen. Men nu regner det og jeg er øm i hele kadaveret fra have-strabadserne. Og hold KÆFT hvor jeg glæder mig til i morgen tidlig når jeg kan/må spise mad igen. Eeeeeeeej, fantaserer allerede om hvad jeg skal ha'... Uhm banan og havregryn... et festmåltid!!

Suzy Q
- går ud og vasker den bil. NU!

Suzy siger: Faste dag 2

For fanden, mand! Jeg har bare haft så svært ved at sove hele ugen. Ikke en nat er gået, uden at jeg på et tidspunkt er stået op og har taget en halv eller en hel sovepille. Det holder sgu ikke i længden. Og hele ugen har jeg skulle høre på kollegers velmenende råd om baldrian, humle, meditation, stå op når man ikke kan sove osv osv... Jeg nænner ikke at fortælle dem, at jeg har prøvet det, det virker ikke, og jeg desværre er beyond alt dét - så jeg nikker bare og ser ud som om jeg ta'r noter og siger mange tak.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg får det bare sådan.. varmt, hjertebanken, tankerne kværner-agtigt. Præcis lige som dengang jeg led af decideret søvnløshed.
Jeg er faktisk rigtig bange for at det skal komme igen, for det var et sandt mareridt [no pun intended]. Jeg ligger der bare - hele natten - og sover ikke. Jeg har lukkede øjne, er brændende træt, men den "tunghed" der skal til, for at man forsvinder ind i søvnen, den kommer aldrig.

I nat var ingen undtagelse. Og det var virkelig ikke fordi jeg ikke var træt. Kl 15 i går gik vi ud i haven, og jeg kastede mig over et bed der vel er sårn 1 meter bredt og en 6-7 meter langt. Det skulle graves op, og der skulle sættes roser. Jeg siger jer: overalt i det bed var de overste 15 cm af jordlaget REN skvalderkål-rodnet! Så jeg måtte hæve spaden og trampe og hoppe på den, for at skære firkanter ud af jorden, vende knolden, og så ryste jord af rodnet-klumpen. Hold kæft hvor var det hårdt, jeg var gennemblødt af sved. Nåmen da jeg manglede den allersidste m2 var jeg helt færdig; men... som det stædige æsel jeg er, VILLE jeg bare være færdig. Man kan da ikke efterlade én kvadratmeter?!? Nej, så jeg kløede på.. og gjorde det, jeg altid gør... overskrider mine egne grænser helt vildt og overanstrenger mig. Resten af aftenen hang min venstre arm som en død pølse og dinglede fra min ømme skulder. *DOH* hold dog op med den slags, Suzy!

Nåmen var jeg sulten efter 3 timer for fuld damp i haven? Ja det kan man vist roligt sige. Så jeg tog mig et dejligt stort glas vand og slog over på National Geographic Channel, der havde "secret bible" tema-aften, og dét er lige op i min alley. Judasevangeliet, tempelridderne og alverdens facts og mysterier. Jotak. Og så gik jeg i seng og sov.. ikke :-/ Den mindste lyd gav mig kæmpechok, så jeg gispede, spjættede og pumpede adrenalin ud i mit stakkels blod. Ihhhh hvor er det altså belastende!

Sukkermåsen har ligget inde i kontoret i nat, og brækket sig. Svagpisser :-P
Arhj Suzy joker... det er rigtig synd for ham.. han er godt nok bleg om gællerne, selvom han siger at han har det fint (men det siger mænd jo per reflex altid) Han er jo også på 3. dag, jeg er kun på 2. Men jeg stopper altså i morgen tidlig, for jeg skal på aftenvagt i morgen, og så nytter det altså ikke at komme totalt whacked af mad-mangel.

Her til morgen, på fastedag 2, er jeg (meget overraskende) sulten. Men det nye er, at den "omtågede" fornemmelse er fuldstændigt væk!? Jeg er helt klar i hovedet og har det fint i kroppen (bare lidt øm af al det havearbejde). Jeg har en hård knude af glubende sult i maven og op ad spiserøret. Men jeg gennemfører! Jeg skal også i haven og lave en masse i dag, så der bliver rigeligt andet at tænke på end burgere, æg, cola, vin, bearnaisesovs, aspargessuppe, grydestegt kylling med agurkesalat, peanutbutter, og burritos med smeltet ost.

Suzy Q
- vil vil vil kan kan kan

ps - Hvis vi venter længe nok... tror I så at der kommer nogen og gør vores badeværelse rent for os? For jeg tror lidt at det er den strategi vi har valgt....

29 april 2006

Suzy siger: Faste dag 1 - II

Klokken er 15 og der er kun 8 timer til jeg kan gå i seng og sove mig fra sulten.

Vi har været i Silvan og købe det sædvanlige: lidt mere end vi havde regnet med, men ikke noget af det som vi virkelig manglede. Suk.

Nå, men så købte vi faktisk også 5 roser (det skidt er dyrt, mand!?) for der er et bed nede bag i haven, som vi vil gå i krig med. (Det er vigtigt at holde kroppen igang når man faster). Det er jo et gammelt hus med en gammel have, og sidste år gik sommeren med ombygning - denne sommer må deres gøres noget i haven. Bare lidt. Og der er et par steder hvor der ikke gror meget andet end skvalderkål, og dér skal der altså stå roser fremover - hvis man spørger os. Det er ikke sikkert at skvalderkålen vil det samme. Men det er benhårdt at komme hjem fra sådan en lørdag-formiddags-indkøbs-ting og så IKKE kunne nappe sig en mad når man kommer hjem. Pyh..

Jeg er selvfølgelig lidt svag i koderne, bytter rundt på ord, er lidt gnaven og uklar i hovedet, men ellers ikke noget. Lige nu er jeg glad for at jeg har brugt 10 dage på udrensning, så jeg ikke skal sidde med psyko-hovedpine og alle de andre abstinenser oveni at være sulten.

Suzy Q
- Et saftigt kyllingebryst og ovnstegte kartofler og et glas kold hvidvin, tak.

Suzy siger: What kind of leader am I?

Styx' opfordring tog jeg lige testen ovre hos strikketanten.



Hvor er det MÆRKELIGT! Da jeg ovre hos Leto tidligere på året så, at han havde kaldt mig "den milde" var jeg totalt lamslået! De fleste der kender mig vil nok ikke kaste sig over ordet "mild" som det første når de tænker på mig...

Men så igen, nu! Mild - som Abbraham Lincoln !?!? Ud over det der med "victim", så synes jeg jo at det er halv-fedt at blive puttet i bås med AL. Yeah! Der skal da en excentriker til at bære dét skæg og dén hat!?*

Så OKAY - jeg er mild! Jeg erkender det nu. Fra nu af vil jeg forlange af ægtehapseren, at han kalder mig "min due" og "mit blide lam" og den slags; i stedet for hans sædvanlige "Yes, MA'AM, General Ma'am!" og hans latterlige honør når jeg vakler morgengroggy forbi i grim pyjamas, eller hans demonstrative strækmarch i hælene på mig, når jeg giver høflige anvisninger.

Suzy Q
- miaw

*som han så ikke har på på dette billede, men som han plejer at ha' på.

Suzy siger: Faste dag 1

Jeg er lige stået op. Jeg er hamrende sulten. Men der er ingen fråde til Suzy Q i dag, Sukkermåsen har besluttet* at der skal FASTES. Han startede selv i går og sad med indsunkne kinder og glubende øjne og gloede på mig og min dampende skål Mexi-gryde som jeg smæskede mig med i sofaen.

Jeg skulle have sagt: "Mmmmmmmm!" mens jeg skovlede en ORdentlig skefuld ind i gabet og kiggede demonstrativt på ham. Men han kan ta' mosten. Han stirrer bare på mig og ser blond ud og siger "HVAD?!" Så jeg gad ikke engang at drille.

Kl. er 10 og der er vel 13 timer til jeg skal i seng. Inden da skal der gøres badeværelse rent, vaskes bil, graves et bed op og ... akrylfuges i stuen. Altsammen uden mad.

NÅ - jeg vil ta' en stor kop vand og et bad :-/ og så vil jeg hundse lidt med min mand. Det kan altid peppe en dag lidt op.

Suzy Q
- an' I'm hungry like the woooolf..

*okay også mig selv. Men det er sjovere at give ham skylden. I hvert fald i dag. Efter succes'en vil det hele være min ide igen.

Update: Hvis man er ny læser her er det hele nok lidt uforståeligt.
Forklaring: Det med fasten.. Jeg bruger det meste af året på at drikke som en fisk og danse på bordene. 20 dage i foråret bruger jeg så på at rense hele møget ud igen.
Tonen: Jeg lider af ironi. Og mit forhold til min mand er så godt, at jeg kan tillade mig at lave fis med det. Men ud over dét, så blir jeg altså en sur kost, når jeg ikke får mad.

26 april 2006

Suzy siger: Udrensning dag 8

Så er det 8. dag uden kød, mælkeprodukter, sukker, gær, hvede, alkohol, kaffe og andre stimulanser og kunstige madvarer.

Jeg har det rigtig fint nu. Der er lige lidt tjubang i huden i panden og så er der jo psoreasis-udbrud i og bag mit højre øre - men dét kan jeg altså ikke garantere at alle får, på sådan en udrensning :-/ næhnej, det er forbeholdt mig.
Sukkermåsen har også fået uvejr i ansigtshuden *hehe* han ligner en 16-årig knægt, og jeg driller ham næsten ikke...

Jeg savner overhovedet ikke sodavand og slik. Ikke en skid. Men jeg savner kaffe og kylling og smør! Og et glas hvidvin. That's it. Og jeg kan overhovedet ikke spise store portioner ad gangen! Ikke engang to madder til frokost. Kun én. Og så en igen om eftermiddagen.

Har jeg tabt mig? Ikke et gram! Men jeg har ALDRIG tabt mig ved noget som helst så det er der ikke noget nyt i ; ikke Vægtvogtere, ikke Vægtkonsulenter, ikke Atkins, ikke noget som helst har nogensinde fået min krop til at slippe nogle kilo. Og nej, jeg har ikke svært ved at følge en kur, jeg er benhård, men det virker altså ikke. Jeg sværger. Det er derfor cellerne skal testamenteres. Men det var jo heller ikke formålet her, vel, så hold lige op med at pive.

På lørdag og søndag har vi tænkt os at faste - sådan, fuldstændigt. Sukkermåsen gør det hvert år, jeg gjorde det sidste år 1 dag og jeg havde det PRAGTFULDT bagefter. Men i år prøver jeg 2 dage (tror jeg nok). Jeg er lidt nervøs ved tanken, men mon ikke ham ægtehapseren kan presse mig lidt... Han er sgu så helsesund at der er nok for to.

Suzy Q
- detox rules!

Suzy siger: Sproglig begrænsning

Samtale med lillesøster i Shanghai her til formiddag:

----------

Suzy Q says: (11:00:39)
Nå, nu skal jeg snart i bad og på job.

Ryo Xiao Li says:
Ja, det skal jeg jo ikke

Ryo Xiao Li says:
Der er åbenbart ingen, der vil BETALE for at se en blond pige som jeg. Men når det er GRATIS, glor folk som besatte!

Suzy Q says:
du har ikke fået noget gig endnu?

Ryo Xiao Li says:
Nix. Men når jeg træner i parken om morgenen, står der som regel 10 mennesker og glaner på mig..

Suzy Q says:
læg en hat ved siden af.

Suzy Q says:
og se om der ikke falder en skilling af ;)

Ryo Xiao Li says:
Njarh... jeg var jo henne på et casting bureau den anden dag
og de tog en masse billeder og jeg gav dem så osse nogle jeg selv havde med

Ryo Xiao Li says:
Inden jeg gik, sagde jeg så til ham, der kunne engelsk:

Ryo Xiao Li says:
"Nu ikke noget med at bruge dem UDEN mit samtykke!"

Ryo Xiao Li says:
Og tilføjede så på kinesisk:

Ryo Xiao Li says:
"Hvis du snyder mig, skærer jeg pikken af dig!"

Suzy Q says:
NEJ

Ryo Xiao Li says:
...Det var nok lidt hårdt

Suzy Q says:
det sagde du ikke!

Ryo Xiao Li says:
JO!

Ryo Xiao Li says:
Jeg VIL altså ikke snydes!

Suzy Q says:
... æh.. det er nok ikke liiiige SÅDAN man for forretningsforbindelser!

Ryo Xiao Li says:
Nej, men det sker bare for tit, at de tager en masse billeder og så ringer de aldrig til een igen, for så HAR de jo billederne!

Ryo Xiao Li says:
Man ved jo aldrig

Suzy Q says:
.. men man kunne jo også vælge at sige: "det ville være fint at blive brugt, men hvis der foregår ting som iKKE er i følge aftalen, så svarer jeg ikke for følgerne."

Ryo Xiao Li says:
Jamen, dét kunne jeg altså ikke sige på kinesisk

Suzy Q says:
Nå, okay.
---------------------------

Suzy Q
- hvis nogen vil mig noget, så kommer min lillesøster (måske) efter jer.

25 april 2006

Suzy says: Bog meme


Jeg er blevet prikket af Styx :) og tak for det.

Ligesom ham blev jeg først rigtig glad - og så virkelig bekymret. For det er dælme svært...
Det handler om bøger, og jeg er meget farvet af at jeg har læst engelsk og amerikanske studier på Kbhs Uni. Det er med skam at jeg må melde, at jeg indenfor dansk litteratur er total ignorant. Meeen... en enkelt har jeg da lige fået sneget ind.. hehe... Nå, here goes:



Hvilken bog har betydet mest for dig? Enten som læseoplevelse eller ‘aha’oplevelse?
Åhrrrr... hvor er det svært, mand! Altså, jeg har jo læst fiktion non-stop siden jeg var 7 eller noget.. Men nu hvor jeg er blevet spurgt, så har jeg lige gået rundt og kælet lidt med mine yndlingsbøger..... og jeg har valgt simpelthen ikke at kunne svares så enkelt som der spørges.
Næsten hver gang jeg læser en bog der er rigtig god, bliver det min yndlingsbog. MEN - der er tre der skiller jeg ud, og som var læseoplevelser ud over det sædvanlige og de er *dyb indånding*:
Melville "Moby-Dick", William Faulkner "Absalom, Absalom" og Toni Morrison "Beloved". Fan-TAS-tiske læseoplevelser, sprængfyldt med viden, historie og lidenskab. Stor, stor kunst og gribende underholding. Utroligt.
(Og danske Søren Ulrik Thomsens "Det værste og det bedste" fik jeg lige sneget ind, dér. Verdens største poetiske katte- og kvinde-elsker, der har fået mig til at grine og græde, uden sammenligning.)


Hvilken genre læser du mest?
Igen: Ikke kun én. Jeg svarer: Fiktion og .. fagbøger som har noget kørende i en sociologisk/religiøs/psykologisk eller ledelses-/virksomhedskultur-agtig retning.
Fx Malcolm Gladwell's "Blink" - hvilken genre er den? Fiktionen har jeg altid læst og fik et superboost da jeg læste på Uni og det er aldrig holdt op.

Hvilken bog læste du sidst?
Godt spørgsmål. Jeg læser altid flere ad gangen, lige nu David Eggers "You shall know our Velocity" (fiktion) og "The Art of Allowing" (new-age kristendom).
Men hvad jeg sidst læste færdigt... ? Nåja: det var tre nogenlunde samtidig:
"Me talk pretty one day" af David Sedaris (som tidligere omtalt), og "Elanor Rigby" af Douglas Coupland, og "Goddag til Dovenskaben" (bidende virksomheds-kulturs-satire af den benhårde og morsomme slags) af Corinne Maier.

Hvilket køn er du?
Født kvinde, men ret fælleskønnet i betrækket..

Memet kommer herfra http://strikketante.blogspot.com og skal indrapporteres hertil efter udfyldelsen.

Okeydokey!

Hvem skal jeg tagge? Jeg tagger SHA, for jeg ved at hun læser som en hest :)

Suzy Q
- words words words

24 april 2006

Suzy siger: Udrensning dag 5: "Dødbringende Våben V"

Velkommen til "Dødbringende Våben V "

Plot-outline: En diminutiv men ellers sund og rask kvinde, med al for stor hang til fest, kaster sig ud i en metode hvorved hun kan vedblive at feste på samme niveau flere år i fremtiden: Udrensning. Hun beslutter sig simpelthen for KUN at spise ikke-stimulerende, herrekedelig og besværlig mad i 20 dage. Rimeligt drastisk.

I starten giver det hovedpine og mærkeligt stive og ømme bagben; hun er plaget af det, men det er til at leve med. Den gamle skavank psoreasis vælger at lave et pseudo-udbrud i og bagved hendes højre øre (?) der, som en stor spedalsk og kløende klump, truer med at dratte af hvert øjeblik det skal være. Så hun er nødt til at rende rundt med sit lange hår foran øret og spille mystisk. Det er ikke rart, men igen: hun kan stadig fungere ude i livet.

Men på 5. dagen (og hvad der føles som dag 135) sætter hendes tarme ind.. og hendes prutte-niveau, der ellers har været riiiimeligt aktivt et par dage, sætter ind på en helt ny skala. Det blir ved, og det er ikke til at stoppe. Når hun står og taler med folk kan hun ikke koncentrere sig; hun står og nikker alvorligt som om hun hører efter, mens hun presser sine læber meget hårdt sammen, i et desperat forsøg på at inspirere sin ringmuskel til at gøre det samme. Hold ud min ven! Svigt mig ikke nu!

På arbejdspladsen er det selvsagt et problem; hun prøver at gå i enrum og sige *pruuuuut* derinde, går ud og lukker døren bag sig. Undgår behændigt at svare på de nysgerrige spørgsmål "Hvad lavede du dérinde?", men så let slipper hun ikke.

Gas-eksplosionerne vil ingen ende tage. Lugten er lammende. Vi taler rådden tang blandet med en syg, syret, rababer-agtig klinge til sidst. Og det værste er, at prutten er også er TUNG, dvs den rammer med et par sekunders forsinkelse og hænger så ellers som grøn giftgas.. Konsekvensen er, at Vor Heltinde prøver at gå nogenlunde normalt rundt, men ca hverandet minut bukker hun under for presset, og går lidt over i hjørnet og prøver, med desperat og meget paranoid mine, at lave så lydløst et *truuuuut* som muligt, hvorefter hun flygter fra gerningsstedet med nedslået blik og store, røde, dunkende øre.

Som tiden går bliver hendes 3 kolleger på denne aftenvagt mere og mere grønne i hovederne, og 3 kvarter senere ligger de alle livløse henover bordene; ingen nåede at opdage hvad der skete. Vor Heltinde går nu, i embeds medfør, ind i det før-omtalte enrum - og dér hænger prutten fra for en time siden stadig; den rammer hende i ansigtet som en dør; hun griber sig til halsen; hoster, harker; men ingen kan hjælpe. Alle raller og kæmper for livet. Hun når at fremstamme: "Dig og dine gode ideer!"... Til sidst høres blot et enkelt gisp og en sidste *pruuuuuut* undslipper Vor Heltindes plagede bagdel. Hovedet falder endeligt ned på bordet *donk* hun byder døden velkommen, som hendes redning fra al denne skam og lidelse. Alt er slut. De finder ligene dagen efter. Politiets efterforskning afslører ingenting. Det er og bliver et mysterium. Og sådan sluttede festen.

Suzy Q
- 15 dage to go.

22 april 2006

Suzy siger: Retningsløs

Jeg er inde i sådan en periode hvor jeg ikke ved hvor jeg er på vej hen, og det kan jeg ikke fordrage.

Jeg er ikke decideret "nede", men heller ikke oppe. Jeg har bare ikke rigtig nogen MÅL i øjeblikket og det kan sådan een som mig ikke rigtig bruge til noget. "Jamen så sæt dig da nogen mål" kan jeg høre alle jer succesfulde, smukke, kloge læsere skrige.

Jajaja! Men så let er det ikke for mig. For jeg er ikke bare retningsløs, jeg er også handlingslammet. NEJ? JO, sq! Jamen det er jo latterligt? Ja det er!

Jeg ved ikke om jeg skal finde en uddannelse at starte på.. om jeg skal gå i offensiven med at finde nyt job (og risikere at miste det gamle, eller, blamere mig selv).. hvad mit næste husprojekt skal være.. belægning eller køkken?... hvor pengene skal lægges..
Jeg er en stor fan af den engelske talemåde der lyder: "Put your money where your mouth is", ikk. Det er sådan noget jeg kigger efter. Når menneskers tale og handlinger ikke stemmer overens, så er det handlingerne der tæller. Og som regel er det dér de lægger deres penge. For éns surtopsparede mønt bruger man kun på sin førsteprioritet. Jeg har én sum penge, men hvor skal den lægges? Hvad prioriterer jeg højest? Mere uddannelse, hus, rejse, flere gadgets, bilrestaurering? Hm....

Alle ved, at man høster hvad man sår. Men lige nu sår jeg ikke en høstblomst (ud over i min køkkenhave) og det huer mig ikke, at jeg så i fremtiden ikke kan høste. Jeg vil ha' mål, retning, noget at gå efter - det er sådan jeg fungerer. Jeg vil kunne skyde pile efter målet, knokle som et bæst og høste frugterne.

Plus, når man så tænker på alle de der store, forchromede drømme man har, så virker de så uoverskuelige, at man bare vælger at kaste sig over akrylfugning af dørkarme i stedet for. Så er dét da gjort, og succesraten er rimeligt høj. Men man har jo ikke ligefrem lyst til at skrive ".. og så er der ikke en sprække som JEG ikke kan akrylfuge" på sit cv, vel? Så hvis man ikke vil høste beundring som hobby-fugemester, så er det nok ikke dér man skal så.

"Jamen hvad har du da LYST til?" kan jeg høre alle jer life-coaches-in-spe spørge underfundigt.
Jamen jeg ved det ikke! Det er dét, der er problemet! I det store perspektiv kan alt jo være lige godt, altså, det er jo ikke pr definition bedre at have et fint hus, end et dejligt job. Vi skal jo alle dø alligevel - længere er den ikke. Så det handler "bare" om at finde ud af, hvad man har lyst til at bruge sin livs-tid på.

Jeg må lave en liste. Jeg ved jo godt hvad jeg kan li' at lave. Men den er for my eyes only ;)

Suzy Q
- vest, det er da til venstre, ikk?

Suzy siger: Udrensning dag 4

Glem hvad jeg sagde om, at jeg nok var ovre det værste... I dag har jeg haft så ondt i mine ben (kaffeudrensning) at jeg nærmest slæbte dem efter mig, og var nødt til at tage 2 iprener. Oh well... så er man vel ikke i tvivl om, at det er godt at få skidtet renset ud. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan heroinnarkomaner må have det, når de tar en kold tyrker..

I går aftes var det jo fredag, og så ville Suzy have en kage. Så jeg bagte småkager af blendet æble, pære, banan, kokosmel, mandel, hasselnødder, citronsaft og boghvedemel. Ekstasen ville ingen ende tage, og sammen med kornkaffen holdt jeg så fredagshygge i sofaen med et super program på Zulu: kings of comedy.

Takkede bittert nej til vennernes sms om at komme ud og få nogle øl :-/

I dag arbejdes der... og i morgen med. Nøøøøøj hvor er det kedeligt!

Suzy Q
- 16 dage to go.

21 april 2006

Suzy siger: Hvad skuer mit øje?

Sukkermåsen havde Suki med til et gratis 20-punktstjek hos Suzuki på Amager, i dag. De har jubilæum eller noget og så havde de sådan et tilbud i tilbudsavisen. Sukkermåsen elsker at spare en klink hist og her, så han klippede ud og meldte Suki til. I dag var så dagen. Min søde bil kørte rask og tappert af sted i morgenregnen, men kom hjertensskærende slukøret tilbage og lugtede af brændt gummi og med en skole/hjem-kontaktbog FULD af bemærkninger.

"Der var så meget galt, at mekanikeren sagde, at det dér; det kunne de sgu ikke gi' en pris på" rapporterede min mand. Hrmf. Bagefter hylede bremserne, og det gjorde de altså ikke FØR de var hos den onde mekaniker! Nåhrrr jeg trøstede min lille mishandlede bil en smule.

Nå.. men det var jo sødt af Sukkermåsen at han gad at få den tjekket. Så vi kører på arbejde og jeg sætter ham af på vejen for at køre videre, og næppe er han steget ud førend mit falkeblik fanger....

JA - ganske rigtigt:Formastelig Vitamin-emballage (der "aldrig" bliver glemt)
- nu også i bil!





Det må være prisen for at få kørt bilen til mekaniker kl. 8 om morgenen. Taget totalt med røde hænder. HA! Han ta'r sig heftigt betalt. Der blir så totalt meget skuldermassage til mig i aften ;)


Suzy Q
- Y'onor, I rest my case.

Suzy siger: Udrensning dag 3

3. dag uden kaffe, sort the, kød, mælkeprodukter, sukker, gær, hvede og opvarmet fedtstof, dvs minus stegte ting.

Kaffen er det værste at undvære, og det hårdeste at rense ud. Kroppen er tung som bly, jeg er eddertræt. Og så er der hovedpinen. I går måtte jeg køre hjem fra arbejde kl. 15 pga knaldende hovedpine og i nat og nu er der kaffe-udrensnings-klassikeren: Krampelignende tilstande i læg- og baglårs-muskler. Men jeg er ved at være ovre det værste, tror jeg. Nåja, og så er der hud-skavankerne.. de er lige oppe og blusse op.. og så forsvinder de igen.

Og så gav Lone på arbejdet lige flødeboller til hele kontoret.. mens jeg sad og gloede med savlen rendende ned ad hagen. Sippende lidt pebermynte-the.

I går fik vi løgsuppe, fladbrød og oliven til aftensmad - det var faktisk OK-lækkert :)

Heldigvis skal jeg arbejde hele weekenden, så der er ingen fristelser på plakaten. Det store arbejde ligger så i, at medbringe frokost og aftensmad... det kan jo ikke rigtig blive andet end noget grøntsags-ruskomsnusk med ris. That's it.

Over og ud,

Suzy Q
- 17 to go.

20 april 2006

Suzy siger: Lorte-historie

Så ligger vi i dobbeltsengen i går aftes, med kun en natlampe tændt.

Sukkermåsen: "hehe bassisten fortalte en god historie i øveren i går".
Mig: "Hm."
Sukkermåsen:"Fnis fnis, ja det var HAHR HAHR.. altså, hans kærestes veninde havde endelig fået scoret drømmefyren, som hun havde gået og gloet efter længe. De har en hed nat sammen, alt er perfekt, der er virkelig kæreste-potentiale i luften".
Mig: "Hm-hm..."
Sukkermåsen:"Hør nu efter!"
Mig: "Jaja, jeg hører jo efter!"
Sukkermåsen:"Okay, så om morgenen, ikk? Så siger fyren: "Jeg skal gå tidligt, men du kan bare stå stille og roligt op. Jeg lægger en extranøgle til dig, så hvis du gider at låse når du går, og smide nøglen ind ad brevsprækken". Så hun vågner lykkelig, står op og tar lidt at spise, og skal så på toilettet og lægge en dej..."
Mig: "NEJ. Ikke en af DE historier, skat, Please!"
Sukkermåsen: "Hahaha jo hør nu: Hun laver så bummelum. Kæmpebummelum. Den er så stor at hun kan ikke skylle den ud. Hun panikker, ved ikke hvad hun skal gøre, den kan jo ikke ligge dér når han kommer hjem. "Så jeg må jo ta' den med mig" tænker pigen."
Mig: "NEEEEEJ nej nej nej, jeg vil ikke høre mere!!" [lægger hovedpude over øre]
Sukkermåsen: [river hovedpuden af igen] " jo jo hør nu... "
Mig: "Nej det er garanteret noget med at hun lægger den i tasken og så er den ud over det hele.."
Sukkermåsen: "Nejnej"
Mig: "Ahhrr så er det noget med .. nej jeg vil IKKE VIDE DET!"
Sukkermåsen: "Hvorfor gætter du så!!?!?! HAHAHAHA nej det er ikke som du tror, hør nu:
Hun finder en Netto-pose i køkkenet, vender vrangen ud på den, stikker hånden i den, og fisker kæmpebummelummen op - du ved, lissom med en hundehømhøm-pose".
Mig: *skriiiiiig* "neeeeeeeeeeeeej ikke mere!"
Sukkermåsen: Hun stiller posen fra sig i entreen, mens hun skriver en rigtig sød seddel til drømmefyren, tak for i går, det var fantastisk, håber vi ses igen, osv osv. Så lægger hun sedlen på gulvet, fjumrer lidt med nøglerne, går ud i opgangen og låser døren, smider nøglerne ind ad brevsprækken...."
Mig: "NEEEEEEEJJJJJ hun har GLEMT POSEN DERINDE?!?"
Sukkermåsen: "... og tænker: "Fuuuuuuck!" .. for hun har glemt posen inde i entreen, ved siden af sedlen, og nu har hun ingen nøgler" HAHAHAHAHAHAHA
Mig: HAHAHAH ih hvorfor forTÆLLER du mig den slags SKRÆKKELIGE ting!?!?"
Sukkermåsen: HAHAHAHAHA *hulker af grin* hold kæft hvor er det ærgerligt mand! Hun hørte aldrig fra ham igen! Prøv lige at forestille dig hvad han har tænkt, når han kom hjem til sin entré. Så ligger der en seddel... hahahaha, og hvad faen her lugter af lort, og så står der en pose.. hahahahahah
Mig: Hold nu OP. Nu kan jeg ikke sove! Jeg må ikke VIDE den slags! .. Ih.. det er garanteret bare en af de dér vandrehistorier!
Sukkermåsen: Jajahhh... det kan da godt være.Hahaha den er lisså god i dag, som den var i går *flår sig af grin*
Mig: Hold nu mund *kluk kluk* og sov! :D

Suzy Q
- forpint frue.

19 april 2006

Suzy siger: Jeg var sq træt.

Ja - det er jo aldrig rart at starte dagen UDEN kaffe. Men i dag var den måske endda nok mere påkrævet end ellers - men jeg fik den jo bare ikke, kaffen. Med det resultat at jeg klokken 11 var så groggy, så inde i en osteklokke, så tung i kroppen og så alt muligt, at jeg mailede min chef og sagde: "Prøv og hør: Jeg kommer altså ikke ind til det dér afdelingsmøde".

Så gik jeg i Irma og købte ind til de næste 20 dages nye vaner; boghvedemel, rugmel, majsmel, rismel, oliven, majs, spinat, pebermynte-te, bananer, tofu, bønner, tahin (sesamsmør) og peanutbutter. Så videre til Netto, hvorfra jeg medtog så mange grøntsager og frugter som jeg overhovedet kunne slæbe. Nu havde jeg 3 bæreposer med konserves, glas, mel og hvidkålshoveder - og jeg kunne knap nok slæwe det hjem. Jeg måtte holde flere pensionist-pauser på vejen!

Hjemme og godt lang-armet faldt jeg om på briksen i mit kontor - helt forsvarsløst faldt jeg bare i søvn. Druknede i søvn. Blev spist af søvn. Engang i mellem vågnede jeg og tænkte "nejnej det går slet ikke man må ikke ligge og sove hele dagen" og prøvede desperat at kæmpe mig op til overfladen, men så rullede min øjne baglæns i hovedet på mig, og jeg blev atter hevet ned til bunden af bevidstheden, med blysko på.
Jeg sov som om jeg var forgiftet, simpelthen.

Ved 16-tiden tvang jeg mig selv op. Klaskede vand i hovedet, bagte noget fladbrød, prøvede at få det til at se ud som om jeg havde været lidt aktiv, når Sukkermåsen kom hjem ved 18-tiden.

Jeg må jo ha' været træt. Så er den vist ikke længere. Nu har vi smovset os i veganisk, gul thai-karry, og nu er jeg halv-træt igen! Jeg håber virkelig meget at jeg har det bedre i morgen, for der ligger fire dages arbejde forude, og der er ingen nåde.

Suzy Q
- eller Snoozy Q

Suzy siger: Udrensning dag 1

Mmmmm havregryn med hasselnødder og pære-tern og soyamælk. Mmmm :-/

Dertil kornkaffe. Mmmm :-/

Kaffenarkomanen i mig hyler og skriger, flænser sit tøj og kaster aske i håret. Down girl, dooooown!

Og så med udsigt til afdelingsmøde i en hel time.. Nå. Men falder jeg i søvn pga kaffemangel, er jeg jo fri for at høre på dét.

Suzy Q
- always look on the bright siiiide of life *fløjt-fløjt! fløjt-fløjt-flå-flå-flå-fløjt! * :)

18 april 2006

Suzy siger: Tilbage til rotteræset

Det har da været en fuldstændig skør Påske for mig i år. Traditions-brunch med uni-vennerne og alle deres dejlige unger Skærtorsdag. Køkkenhave-etablering og gen-erkendelsen af at jeg stadig var for forkølet til at gå udenfor Langfredag. Aflyst Påskefrokost, far på hospitalet, mor hjem fra Kina lørdag. Sindssyg Påskefrokost med bjerge af mad og litervis af øl Påskedag, søndag. På arbejde med giga-tømmermænd og mere far-bekymring, 2. Påskedag.

Og i dag.. med Suki på motorvej ud til Provinsen, damn den bil. Jeg sad med hvide knoer og fløj af sted med 120 i timen* på 4 usikre hjul og med kanvas-toppens øredøvende høje flaprende smæld, slør i styret og en vedholdende lugt af udstødningsgas i kabinen. Jeg sad pludselig og tænkte på at hvis hele lortet faldt fra hinanden og raslede bagud, og jeg bare fortsatte med 120 på 4 nøgne hjul, ja, så ville jeg ikke blive en skid overrasket. Så skulle jeg bare have købt mig en gammeldags pilot-brille-maske. Død og kritte, frem det kom jeg. Til en parkeringsplads hvor alle holdt på nakken af hinanden og ikke kunne få en plads, og dyttede og blinkede og bakkede og 3-punkts-vendte. Det er altså ikke lige min kop te. Jeg blir så nervøs.

NÅ - men Daddy-o fik sin scanning i dag! Hep hey, godt helligdagene var forbi! Det var godt! Så kunne de tage penicilindroppet ud af armen på ham, for det var (selvfølgelig) "et par blodpropper" i venerne oppe i skulder/hals-området - og havde ikke noget med nogen betændelse at gøre. Det var bare for en sikkerhedsnåls skyld, med penicilinen. Nu hedder det blodfortyndende medicin, sagde hospitalslægen, efter samråd med Sixtus Thorsen, hvis artikler om sygdommen og behandlingen jeg straks googlede og læste. Gav faktisk meget god mening. Daddy er ikke i orden endnu, men nu er han i behandling og det er en god fornemmelse. Og det er ikke sygeplejerskernes skyld at min far blev holdt hen og hen og hen i Påsken - der var åbenlyst ikke nok bemanding, for i dag var tonen en helt, helt anden. Der var gang i gaden, liv, grin og hjælp at hente. Dejligt.

I morgen starter rotteræset igen! Arbejd-arbejd. Store-afdelingsmøde i morgen. Og en weekendvagt truer på horisonten, men mon ikke snart de første radisser titter op af min ny-anlagte køkkenhave? Hvorfor vil de ikke gro når man kigger!?!?!

Suzy Q
- tilbage til overfladen

* Når jeg siger "120", så mener jeg selvfølgelig "110".

17 april 2006

Suzy siger: Påskefrokost

Nåmen lørdag måtte påskefrokosten med rocksvin-vennerne aflyses pga hospitalsbesøg. Men da de alligevel havde sat søndagen af til tømmermænd, ja så flyttede vi bare arrangementet til søndag. Eneste ulempe var bare, at jeg så skulle på arbejde dagen efter. Men pyt med det. Det var min eneste påskefrokost i år, alt var købt ind og lavet klar og vi kunne jo bare tage en stille og rolig frokost og hygge os med hinanden og få gjort kål på noget af al den mad.

Så de dukkede stille og roligt op 14.30 til lidt trykket stemning, og så sad vi bare og snakkede og drak lidt sodavand og diskuterede strikkeopskrifter og...

HAHAHA Dér fik jeg jer fandme! Der er sgu ikke noget der HEDDER en "stille og rolig" frokost med rocksvinene! De ta'r ingen fanger, og gør ikke noget halvt. Nogen havde for en sikkerheds skyld taget 4 x 5 liter øl med. Der var sild, æg, rejer, fiskefilet, deller, and, 'toffelsalat, ost, og tonsvis af chokolade. Tonsvis af øl. Masser af snaps. Musikquiz. 30 minutter inde i arrangementet var der åbent for alle sluser og vi var de 6 musketérer på en mission. SKÅL!

Vi sang, dansede og spillede hitparade for hinanden til den store guldmedalje. Da klokken var ét-halv-to var jeg på toilettet og bemærkede ved den lejlighed hvor ukristeligt stiv jeg var blevet. Og jeg vidste bare, at hvis jeg gik ind i den stue igen til alle de skønne tosser og al den gin/tonic, så ville det hele gå grueligt galt for mig. Der lå jo altså en 10-timers aftenvagt og ventede lige om hjørnet. Så jeg gik direkte forbi stuedøren og ned i seng i soveværelset. Og tænkte: Jeg kaster op ud over kanten. Fuck det. Der er flisegulv. Så blackede jeg ud.

Vågnede halv-ni stadig med bh, trøje og nylonstrømper på. Lækkert ikke? Efter et halv sekund kunne jeg konstatere, at jeg var gennemsmadret af tømmermænd. Brugte et par timer på at gå frem og tilbage, med overvældende kvalme, mellem seng og toilet, i håbet om lidt opkast, men intet resultat. Heller ikke selvom jeg ivrigt befamlede mit stakkels blufærdige spiserør.

Så måtte de helt store piller frem fra skabet, for ellers var der ingen chancer for at jeg kunne komme på arbejde. Sukkermåsen fortalte mig at de andre havde givet den maximalt gas til HELE Rage against the Machine's gode album med volumen på 5000 indtil kl 3 i nat.. Jeg havde ikke hørt en lyd. Og da jeg ankom en halv time for sent på arbejdet, troede jeg bare at det var løgn. Men nu har jeg været her i snart 10 timer, og det går bedre og bedre. Men stadig ikke godt. *Brrrr*

Suzy Q
- skal meget på udrensningkur.

Suzy siger: Far update

Efter et døgn på Sygehuset i provinsen (der i folkemunde kaldes "Slagtehuset") blev min far endelig undersøgt. Efter at min mor spurgte en sygeplejerske, hvad der lissom skete? Der skete nemlig ikke noget. Vi havde fået at vide da han blev indlagt, at han skulle ha en "akut ultralydsscanning", og vi ville også gerne lissom vide lidt om, om der var et .. ja, måske ikke decideret behandlingsforløb, men så måske en diagnose og en behandling, eller noget - på vej?

Det blev sygeplejersken meget meget vred over at blive spurgt om. "Du prøver jo at få det til at lyde som om vi ikke laver noget her!" sagde hun til min mor. Min mor var sådan lidt "Æhhh.. " det havde hun ikke nævnt et ord om; bare stillet et spørgsmål. "Og" fortsatte sygeplejersken "så plejer vi altså ikke at kalde noget som helst for "akut" her i Påsken; så den læge der har sagt dét, han har ikke vidst hvad han snakkede om. Og i øvrigt..." her satte hun prikken over i'et: "Så er der faktisk andre patienter end DERES mand indlagt her!"
"Jotak" sagde min mor "det har jeg bemærket. Jeg spørger bare om, hvad der skal ske med min mand. Han har ventet i over et døgn på noget af alt dét "akutte" vi var blevet fortalt".

Det eneste hun kunne vride ud af den sygeplejerske var, at der måske var stuegang senere på dagen. Min far så efterhånden rigtig meget frem til at blive akut undersøgt af en decideret LÆGE. Der var nemlig ingen bedring. Og tænk engang: et par timer efter at min mor stillede "flabede" og grænseoverskridende spørgsmål i skranken, så dukkede der sørme en læge op og undersøgte ham.

Når man får taget blodprøver, så tester de for alverdens ting. Og nogle tal der handler om betændelse, og som ikke må være højere end 80, de ligger altså på 596 hos min far - så han får nu penicilin; de mener det er årebetændelse. Men det har ikke hjulpet endnu. Og nu har han også fået ondt omme i ryggen. Altså ikke i bevægeapparatet, men altså et eller andet ubestemmeligt sted der føles som "omme i ryggen". Meget, så meget at han næsten ikke kan gå.

Men han er altså taget hjem fra Slagterhuset - så møder han op og får sine indsprøjtninger osv osv... og går så igen. Jeg kan ikke li' det, jeg kan slet ikke lide det.
Det er som om hospitals-systemet ikke er beregnet til mennesker. Jeg spurgte selv en sygeplejerske om der var "besøgstider" på afdelingen og var ved at få revet hovedet af. Hun bed og snerrede ad mig UDEN overhovedet at kigge på mig, mens hun (ikke) svarede. Altså - er det noget helt, helt NYT at pårørende gerne vil kende stedets regler og rutiner, for at gå så lidt i vejen som muligt?
Nejnej, de gør det KUN for genere :-/

Og nåja, min far får sin "akut-scanning" 3 dage efter han søgte hjælp; i morgen tirsdag.

Suzy Q
- vil vinde i lotto NU. Og sende min far på privathospital.

15 april 2006

Suzy siger: Jeg har haft bedre dage

Jeg sad lige i formiddags og skrev noget til bloggen om min Påske "so far"; og om min nye køkkenhave, som jeg er rigtig glad for, og om den Påskefrokost som jeg var ved at dække bord til - da min bror sms'ede og sagde, at vores far havde fået en blodprop og at han ville ringe når han vidste mere.

Jeg sendte ham en sms og skrev "ring ring ring" og så ringede han. Far var indlagt. Blodproppen sad i halsen og den ene arm var meget hævet og helt mørkerød. Men ud over dét, så sad de bare på hospitalet og kiggede; far havde fået lidt frokost.

Min mand og min bil var på arbejde. Så ringede min søster til mig fra Shanghai: "Så er mor sat på flyveren hjemad! Hvad er fars mobilnummer, han svarer ikke på hjemmenummeret?" Så var jeg så nødt til at fortælle hende hvad der skete. Hun sad så der på den anden side af kloden og fik det rigtig elendigt.

Jeg sms'ede til Sukkermåsen: "Ring ring ring". Efter 1,5 time med totalt fragmenterede tanker, bjerge af mad der skulle i køleskabet, brusebad og flere tanker tog jeg en beslutning og tog overtøj på og gik mod metroen. I mellemtiden ringede en glad gæst og ville høre hvor mange øller de sku tage med. Jeg fortalte hvordan situationen var, udsatte alt og lovede at give lyd fra mig, gik tilbage efter min pung som jeg havde glemt og tog en metro. Så ringede Sukkermåsen. Han samlede mig op ved en station og vi drønede ud mod provinshospitalet. Jeg ville bare se min far.

Han var nogenlunde okay. Han havde fået en blodfortyndende indsprøjtning og den virkede. Hævelsen i armen havde lagt sig. Han troede at han havde haft halsbetændelse, fordi han havde været meget varm og kold og træt og distræt i 2 dage, men i morges var hans arm så helt hævet så han ringede til vagtlægen og min bror.

Sukkermåsen og jeg, og min bror, svigerinde og nevø var så på hospitalet hele dagen. Efter 5 timer var hans journal stadig ikke på afdelingen. Den akutte(!?) ultralydsscaning var heller ikke i sigte. Senere fik vi at vide, at den måske kom i morgen, hvis vi var heldige.
Nå.. men han legede med nevøen, snakkede og spiste aftensmad, så det var jo fint. Gode tegn. Han havde bare stadig ondt i "halsen" når han hostede og sank. Og halv-hævet arm.
Vi kørte tilbage mod København ved 19.30-tiden, og så ventede opgaven med at hente vores mor i lufthavnen - hun forventede at se far og hun havde ringet som en gal på hans mobil, men den svarede han jo ikke; den lå derhjemme.

21.30 stod min bror, jeg og sukkermåsen i lufthavnen og tog imod en totalt søvn-berøvet mor, der havde holdt sig vågen hele vejen fra Shanghai: "Heeeej.. Hov, hvorfor er I her?" Så måtte vi så nænsomt fortælle om dagens begivenheder, inden min bror kørte hende mod provinsen. Nu er jeg her ved computeren, med smøger og cognac.

Nu er min mor i landet og jeg kan ikke gøre så meget mere. I morgen tidlig vil jeg ringe og høre hvordan det hele går. Han vil jo helst hjem.

Påskegæsterne kommer i morgen eftermiddag i stedet for.

Hvor er jeg lettet over, at det trods alt gik så "godt", forholdene taget i betragtning.
Der var lige et par timer, der mildt sagt var hårde.

Suzy Q

12 april 2006

Suzy siger: Klæ' ud

Altså.. Vi har et eller andet i vores familie med at klæde os ud. Det stammer nok fra min mor - hvor hun har det fra er ikke til at sige. Men vi havde altid en "klæ'ud-kasse" da jeg var lille, og ved hver en given lejlighed (forældres gæster, teater i skolen, 3 forsamlede naboer på en vej) klædte jeg mig ud og optrådte med et eller andet komisk og/eller musikalsk. Min søster var på samme måde, men mere gøglet, sårn I ved med unicykler, jongleren og hunden sku gå på line iført lyserødt strutskørt.

Men briller, tænder og parykker er og bli'r det sjoveste.

Hvordan gi'r det sig så til udtryk? Jamen jeg kom i tanke om det hele fordi min søster lige mailede den anden dag. En mail hvor der ikke stod noget, men hvor der var to vedhæftede billeder. Det forestillede min (ellers smukke) søster i ucharmerende close-up, iført nogle meget-meget stærke herre-briller fra 50'erne eller 60'erne, og overlæben trukket godt om bag sig selv, så fortænderne så meget blottede ud. Hun ser totalt debil ud. Men altså - hun sendte billederne fordi hun syntes at de var vellykkede, ikk?

Min mor kom, lige inden hun tog til Kina, og gav mig to billeder: Et af min nevø Thor der spiser pandekage; tak det er jo meget normalt. Men så gav hun mig også et af sig selv, hvor hun er iført grotesk teatermake-up, blåt chiffontørklæde om hovedet på bonde-måden, og kæmpestore falske tænder der står ud ad hovedet på hende. "SE!" råbte hun stolt. Nu hænger det på køleskabet. Sukkermåsen er ikke helt tryg ved det.

I lørdags fortalte jeg Julie, at jeg optrådte på TV Svendborg (jeps!) da jeg var 17 år. Det var med en sang hvor jeg - igen- var usandsynligt grimt klædt ud, med kikset tøj, stærke briller der sad skævt, stok og håndtaske. Og så sang jeg en sang hvor jeg hvisle/piftede på alle s'erne i sangen. "Jeg har lige fået protese" hedder den. En gammel revy-ting. Og så kom jeg i tanker om mig & tænder.

Og nu kan jeg jo, pga privatlivets fred, ikke poste de fede billeder af min mor og min søster, men I kan jo få et af mig. Det var til min brors bryllup for 1,5 år siden. Brudeparret havde lejet et helt lille slot langt nede på sydsjælland, det var meget idyllisk og smukt alt sammen. Vi var i galla. Da brudeparret var blevet viet vendte de ryggen til alteret, og gik smukt sammen ned ad kirkegulvet, mens orglet brusede. Da de nåede til midten stod min kusine (der også har klæ'ud-genet) og hendes mand ved den forreste bænk, dér hvor man drejer til venstre for at gå ud i våbenhuset - iført de STØRSTE sæt falske bodega-tænder i mands minde - og vinkede nydeligt. Det var med nød og næppe af brudeparret holdt masken :D

Nå, men senere på aftenen, hvor jeg havde fået nogle cognac'er, kommer de her tænder op ad min kusines taske igen. Jeg skyller dem i et glas danskvand (jep!) for PÅ skal de jo! Hele salen lå flade af grin mens jeg lavede stenede ansigter, min egen mor tog stolt en masse billeder, og jeg er røget direkte i Grimme-Albummet, som min mor har lavet over hele familiens grimmeste billeder, med dem. Fremragende! Når vores efterkommere finder det album, kommer de til at prise sig lykkelige for deres pæne tænder, sunde hår og gode øjne. Takket være os.




Suzy Q
- vi har kun det sjov vi selv sidder på.

Suzy siger: Forkølet

Suzy Q'sen er nede. Gået i dørken. I brædderne. Vifter med det hvide flag.

Denne her djævelse forkølelse/influenza er eksploderet lige i masken på mig. Mit åndedræt lyder som en middelsvær hvalros. Jeg æder mere snot end mad *adr*.

Jeg måtte forlade arbejdet inden min aftenvagt var slut. Tilbragte natten med at gå på toilettet og pudse hornet og drikke vand. Når man ikke kan trække vejret gennem næsen, så gør man det jo gennem munden. Og når man så vågner (dvs hvert kvarter) så er ens ellers så flydende mundvand transformeret til en klæbrig, hvid superlim. FØJ!

Vakler totalt groggy ud i køkkenet her til morgen. Insisterer på mit morgenritual: Brød med ost, kaffe og avis på skammel ved køkkenbord med udsigt til køkkenhave. Det er sådan jeg VIL have det hver morgen. Normalt lægger jeg også make-up her, men det er jo udelukket når man ligner en banket skildpadde, og heldigvis også helt unødvendigt til en dag i joggingsæt på sofaen med dårligt tv som eneste livsindhold.

Kaffen damper og jeg får lavet en mad. Knækbrød med en skive ost på, (ingen smør) mens mit bondebrød til mad nr 2 rister i brødristeren. Fører langsomt og forventningsfuldt knækbrøds-maden op til mit opspilede og sulte gab. Fører maden ind. Men hånd/øje-koordinationen er jo helt ude at skide på en dag som i dag - så mine fortænder støder mod osteskiven og får, lige så langsomt som jeg fører knækbrødet ind, skrabet osten af. Den lander med et lille, sølle *klask* på køkkengulvet, mens jeg sukker opgivende og lukker øjnene; stadig med åbent gab og knækbrød halvt indført.

Jeg kigger træt ned på osten og smider knækbrødet på køkkenbordet. *KA-CHUNG* mit bondebrød er ristet færdigt og popper op af risteren. Jeg drejer mig i pensionist-tempo på min skammel, griber med højre hånds tommel- og pege om det varme brøds overkant, hejser det vejen rundt og.. slipper det, inden det når hen til køkkenbordet. Det lander med et lille, tørt *knas* på gulvet.
Jeg sværger, jeg kan TYDELIGT høre skoggerlatteren fra the big guy upstairs. Hvis jeg havde kræfter til det, så ville jeg vifte en knytnæve op mod ham, men det blir kun til et lille hæst *knurre*.

Jeg giver op og drikker min kaffe. Jeg opgiver at pudse mere næse, så jeg snor to stykker køkkenrulle og stopper dem op i mine ømme næsebor. Nu ligner jeg et meget træt (og mærkeligt ) insekt når jeg kigger mig i spejlet. Måske sku man ta et karbad?

Nåhr nej jeg skal planlægge indkøb til påskefrokost på lørdag (det skal jo gøres i aften); jeg skal skrive noget brochure-værk med deadline overskredet; jeg skal kontakte div personer vedr brunch i morgen og middag på fredag; og jeg skal også have sået gulerødder i min nu udvidede køkkenhave (farvel blomsterbed).

Åhr.. et lille karbad kan vel klemmes ind...

Suzy Q
- godt gabbeldath forgølet

11 april 2006

Suzy siger: Skrædder blir jeg aldrig


Hvorfor blir jeg aldrig klogere.... *suk*
Jeg lægger altid nye bukser op på øjemål, i fri hånd og med sløv køkkensaks. Jeg tænker altid: "Ahrr hvor svært kan det være!?"
Og resultatet bliver, sjovt nok, altid det samme: Elendigt.

Heldigvis er de fleste mennesker så høje, at der er for langt ned til mine ankler til at de kan se det. Hæ.

Suzy siger: Afgiftning

Her efter Påske tager jeg 20 dage med udrensning. Det betyder ingen alkohol, kød, sukker, gær, hvede, mælkeprodukter og kaffe.
Jeg hører jer tydeligt stille to spørgsmål:
1) Hvad er der så tilbage, hva? - og
2)Og hvorfor skulle det så være nødvendigt?

Lad os tage 2) først:
Jamen tænk over det! Jeg har fx snart været fuld i 20 år. Eller det vil sige: Skal vi sige gennemsnitligt een gang om ugen i 20 år - nogle gange (mange) flere, nogle lidt færre..
Men regnestykket det er 52 gange x 20 år = 1040 dage, divideret med 365 = 2,85 år.
Okay, så næsten 3 år af mit liv har jeg været påvirket.

For slet ikke at tale om alle nætterne med sovepiller. Der var også et par år med noget fjollet tobak. Og så er der alle smøgerne. Selvom jeg stadig mest ryger til fester, og til daglig omkring 4 om dagen, så er det altså også 20 år vi snakker om. Garanteret ikke befordrende for anstrengelsesastma. Så er der al antibiotikaen. De 3 første år af mit liv havde jeg lungebetændelse. Så halsbetændelse alle teenageårene. Så er der al binyrebarkhormon-lortet, som man får hældt i fjæset for snart sagt hvad som helst. Giftigt stads, mand. På den anden side er der måske medicinrester nok i min lever til at kurere en eventuel fugleinfluenza-epidemi på det europæiske kontinent.

På den milde side er der selvfølgelig kaffen. Første gang jeg tog en udrensningskur troede jeg, at det ville være sukkeret jeg ville savne mest. Det var det ikke. Det var KAFFEN! Efter 3 dage uden min livseliksir forekom Korn-kaffe pludselig som manna fra himlen. Og hold kæft hvor får man ondt i hovedet af at holde op med at drikke kaffe. 3 dage på en briks hvor jeg lignede et trafikuheld, PLUS min mave var i dynamit-oprør - og det faldt så sammen med at der gik 3 håndværkere og lavede badeværelse i mit hus fra morgen til aften = ingen adgang til toilettet = Suzy flakker desperat rundt i haven med en spade i hånden, med koldsveden løbende ned ad ansigtet. Nejnej... det var alt for grusomt. Nogle dage kørte jeg på arbejde flere timer før jeg skulle møde, for at få et bad og en halv time på et lokum :-/ og så er man jo to-TALT langt ude i hampen.

(Hov, jeg kommer på afveje.. det er fordi en person der "bestemt ikke" var syg, sad og smittede mig på en barstol i lørdags. Nejnej, bare fordi man hoster, nyser og har feberhede øjne... DET er bare problemer med røgen, lidt allergi og en generel sovekammer-indstilling. Helt sikkert.
Fast forward 2 dage: Suzy med en snotter eksploderet i hele hovedet.)


Nå, men det er rimeligt klart for mig hvorfor jeg skal renses ud. Og så mener jeg i øvrigt også at det er ret rationelt gjort af mig, set udfra min livsstil og mine præferencer: Altså, hvis jeg gerne vil kunne feste så meget som jeg gør, så er 20 dage om året jo INGENTING, til gengæld for at eens legeme, efter endt udrensning, er klar til endnu et par runder i det røde hjørne som party-animal let-welter-vægter - ikk? 20 dage på udrensning giver 3 fest-potentielle aftenener jeg går glip af, og 3 fester indhenter jeg jo nemt i årene fra 50 - 70 hvor alle I andre er hoppet på vandvognen pga leverskader - kan I se det for jer? Store præstationer er et spørgsmål om matematik. Det er en investering i en festlig alderdom. Endelig en sportsgren hvor jeg kan være med.

2) Grøntsager, frugt og andre korn end hvede. That's it. Men prøv og hør: Det er jo bare et benspænd. Det gør et menneske meget-MEGET kreativt at skulle sammensætte sin føde udfra ingenting. For sulten, det bliver man jo, og spise, det skal man sgu nok komme til. Sidste år opfandt jeg fx en småkage ud af blendet/finthakket æble, pære, banan, soyamælk, kokosmel, boghvedemel, og mandler. "Kødsovs" laves af linser, karry, hvidløg og revne gulerødder.
Efter 4 dage er det sindssygt lækkert; ens mund løber i vand, og øjnene buler ud af hovedet ved synet af varm mad. Trust me.

Ved nærmere eftertanke glæder jeg mig overhovedet ikke. Nå, men der er jo også lige en Påskefrokost på lørdag :) og efter dén vil jeg tro, at jeg er klar til linsesovsen.

Suzy Q
- "klog af skade" får pludselig en helt ny betydning.

09 april 2006

Suzy siger: 200.000 nu, tak

Kære Lotto-gud/-administrator

giv mig 200.000 kr, please. Jeg skal have lavet køkken, soveværelse og have malet huset udenpå og have lavet belægning både foran og bagved huset. Jeg SVÆRGER at hvis jeg får dem, så gider jeg godt gå igang med projektet og jeg HAR regnet på det, og jeg vælger IKKE de dyreste løsninger; jeg kan GODT holde budgettet på 200 kg, please hvis jeg bare får dem. Og der ér plads på kontoen - det er ikke sådan at når de ankommer, så føler de sig uvelkomne fordi der ikke er plads. Der er masser af plads, og de skal heller ikke stå og kede sig, de kommer i spil med det samme. De får det godt hos mig.

Det må være fordi jeg ikke har beskrevet projektet omhyggeligt nok, at I også i denne uge valgte at forbigå min tredobbelte ansøgning.

Jeg lover, jeg er SÅ klar! Bare kom med dem. Det er jo ikke som om jeg kræver milliarder eller noget, det er KUN 200.000,- jeg beder om. Okay, hvis I skulle kunne forudse, at jeg får brug for lidt mere, så send endelig lidt ekstra med. Altså, det skal jo heller ikke gå galt pga min uvidenhed, vel? Og hvis I har det store og forkromede overblik, så ved I jo nok bedre. Så hvis det nærmere er fx 300.000, så er det også i orden, det skal heller ikke være på dén måde.

Og jeg tror egentlig også at der kunne følge store personlighedsudviklende opgaver med pludselig at blive meget velhavende. Jeg er villig til at påtage mig de opgaver, hvis I synes at I vil teste mig i dén retning; altså ved fx at bebyrde mig med 3-4 millioner. Det er et meget stort ansvar at tage - men et som jeg gerne vil påtage mig - at udvikle sig til at kunne håndtere så massiv en velstand. Jeg tror ikke at jeg vil bukker under for presset.
Men hvis I synes noget andet, så prøv mig endelig.

På forhånd tak,

Suzy Q
- entrepreneuse in spe

Suzy siger: Fra ilden til asken

Fra 10 timers bodegafødselsdags-raid med shots, bajere og en flok skæppeskønne højtråbende tosser, direkte til 60-års fødselsdags-varm-frokost med kniv og gaffel og høflige miner på Østerbro. Læg dertil et velanrettet migræneanfald lige i midten og viid - at Suzy Q i denne stund er SÅ ubeskriveligt meget nede med min homie Voltaren.

Suzy Q
- herfra, og lige nu, skal kun lyde et "tak".

07 april 2006

Suzy siger: Mere forår i haven



På dage som i dag, hvor jeg er blytræt og ikke særlig stolt af mig selv og min person, er det helt OK bare lige at gå ud i haven og se, hvor heldig jeg trods alt er. De her blomster vælter bare op ad jorden på min lille matrikel, og selvom jeg ikke har et klap forstand på haver, eller hvordan man passer dem, og bliver helt træt ved tanken om alt det, der skal gøres snart derude, så bliver man alligevel kisteglad over, hvor omhyggeligt de tidligere ejere har plantet og sået; og så priser jeg mig lykkelig over, at det netop var hér vi slog til og satsede alle kreditforeningens penge. Det er det hele værd.

Suzy Q
- lille og træt.

Suzy siger: Elsdyr - igen!?

Det er altså totalt bizart, men nu har jeg drømt om elsdyr igen. Denne gang var de overalt i Nyhederne og TV-Avisen - fordi der pludselig var mange af dem, tror jeg nok. I min supergroggy nat-tilstand tænkte jeg atter engang, mens jeg vaklede ud mod toilettet: "Det her skal jeg bare huske, det er VIGTIGT mand. Vigtigheden af de elsdyr-tyre er totalt underbygget nu hvor de har været nyhedsstof". Og endnu engang vågnede jeg og tænkte: "NEJ, din tosse!"

HVORFOR!? Hvis det er mit indianske medicin-dyr der har meldt sig på banen, så må jeg altså indrømme at jeg nok havde forestillet mig noget liiiiidt mere glamourøst, eller graciøst, i det mindste. En smuk hest, eller en elegant kat, eller noget.

Ikke en freakin' Moose. Elk. Elg. Elsdyr. Med bøvet kranieform og lange tynde knoklede ben, og dun på geviret, og ruller sig i tis inden den parrer sig. Tsk tsk. Hvor er den flagrende sorte manke? Hvor er den silkebløde pote og de sigende øjne? Næh. Jeg får bare en drøvtygger.

HER er den, magelige krapyl.

Suzy Q
- klove i stedet for hove

06 april 2006

Suzy siger: Raconteurs - HURRA

Eiiiii jeg har helt glemt at fortælle at jeg har hørt Jack Whites nyeste påfund "The Raconteurs"! For filan da! Nå, men det har måske noget at gøre med, at jeg ikke husker så meget fra selve aftenen. Jo, hyggelig og lækker-lækker middag, masser af musik, snak og snak. Og så en flaske cognac. Og det næste jeg husker er, at Sukkermåsen finder mig ude på toilettet og tørt konstaterer: "Nå. Nu skal Suzy vist hjem" hvorefter festen var slut for mig, lights out.

Men INDEN alt det havde vi hørt Raconteurs vinyl single et par gange - det er FEDT mand! Og tjek for guds skyld hjemmesiden ud, mere oldschool bliver det nok ikke. HAHA! Der kommer en plade 15. maj. Jeg vil købe, købe, købe.

Suzy Q
- jeg vil være voksen. Hvad med nu? Ahr....

Suzy siger: Flyt dig, Djengis Khan - Mor indtager Kina.

Ryo Xiao Li says:
Jeg tog vores mor med i parken i morges

Ryo Xiao Li says:
Hun var bare helt rundt på gulvet

Suzy Q says:
hahahahahah

Ryo Xiao Li :
Styrtede rundt med sit videokamera

Suzy Q says:
Ja det kunne jeg forestille mig at hun gjorde

Ryo Xiao Li says:
og var med til at danse cha-cha-cha

Ryo Xiao Li says:
og stod og strakte ud på en bro

Ryo Xiao Li says:
Hun var helt vild!

Suzy Q says:
hahahaha kvinden er en duracel-kanin

Suzy Q says:
det er lige til en reality udsendelse på tv-danmark: "Hjælp, min mor går amok"

Ryo Xiao Li says:
Og hvis vi ville komme igen imorgen, lovede nogle mænd, at de ville lære hende at flyve med drage

Suzy Q says:
gad vide om hun overhovedet vil hjem igen

Ryo Xiao Li says:
Det er ikke sikkert

Ryo Xiao Li says:
Hun hygger sig rigtigt og i morgen tager vi til Beijing med toget

Suzy Q says:
arj hvor er det lækkert

Ryo Xiao Li says:
Og vi skal sove på soft-sleeper, så det er rigtig "fint"

Suzy Q says:
hvad er det?

Ryo Xiao Li says:
Der er man kun 4 i en kupé

Ryo Xiao Li says:
og den har endda en dør!!

Suzy Q says:
nej nu HAR jeg aldrig! En dør!? Luxus-dyr!

Ryo Xiao Li says:
På Mr Donut kom der en ung service pige, som ville gi mor en refill

Suzy Q says:
ja?

Ryo Xiao Li says:
Men da hun var ved at tage koppen

Suzy Q says:
åh nej I see it coming...

Ryo Xiao Li says:
..greb mor den og knugede den ind til kroppen og kiggede bange op på pigen!

Ryo Xiao Li says:
Flere gange!

Suzy Q says:
flere gange ?? LOL

Ryo Xiao Li says:
Pigen prøvede jo lissom at vise hvad hun ville

Suzy Q says:
"slip så min kop, sindssyge pige!?!?!"

Ryo Xiao Li says:
men mor troede ikke helt på, at hun ville få sin kop igen

Ryo Xiao Li says:
hahahahah

Suzy Q says:
den er også tricky hvis man ikk er vant til refills ;) jeg troede faktisk heller ikke helt på den, første gang.

---------------------------------------------------------------
Suzy Q
- afkom af en Opdagerske

05 april 2006

Suzy siger: Dårlig dag i vvs-skranken.

To ting som jeg bare bliver nødt til at fortælle jer. Jeg er på arbejde, så det går lidt hurtigt:

1) I går siger Sukkertrutten til mig: "Hey har du bemærket at mit, undskyld: "VORES" store fede, specialopsatte og heftigt betalte bruserhoved er begyndt at vise ir (altså det dér mintgrønne hejs der kommer på metal) i kanterne?" Nej svarer jeg sandfærdigt, for jeg kan slet ikke se helt derop. "Nå", siger ægtehapseren selvsikkert og fuld af testosteron, "men jeg har en fast aftale med vores gode VVS'er (der satte den op) om, at vi bare kan køre ud til leverandøren, aflevere det irede brusehoved og få et nyt. For det det skal selvfølgelig være i orden når nu vi har betalt kassen for det". Det er VVS'erens faste Leverandør og de har en god aftale.

Så kan I se set-up'et: Sukkermås -> VVS'er -> Leverandør

Godt. Han snupper Sukien og kører derud - vist nok et sted i Rødovre. Han kommer ind, der står en mand bag en skranke - lad os kalde ham Leverandøren. Sukkermåsen forklarer sagen, og Leverandøren siger: "Det kan der slet ikke blive tale om". Altså 100% minus kundeservice. Sukkermåsen siger: "Jamen, jeg har en aftale med [navngivne] VVS'er som er en af jeres faste kunder og han sagde..." Jamen det kan der slet slet ikke blive tale om. Leverandøren er smækfornærmet over, at Sukker bare møder op UANMELDT, han aner ikke hvad han forestiller sig, han kender ikke noget til nogen aftale, det hele er bare LATTERLIGT. Han hader altså folk som Sukkermåsen (altså kunder) allerede inden de er mødt op. Det har han bare besluttet.

Nå, min ægtehapser gider ikke mere fis, så han tager sin mobil og ringer VVS'eren op - og fortæller hvad der sker. VVS'er siger: "Giv mig Leverandøren"!
Leverandør og VVS'er taler nu sammen i Sukkermåsens mobiltelefon. Leverandøren står på den anden side af skranken og diskuterer vildt med VVS'er. Til sidst siger Leverandøren så bare: "FINT!" ind i mobilen; hamrer mobilen ned i skranken hvor han efterlader den; og går ud i baglokale.

Sukkermåsen tager sin mobil, fører den op til øret og siger: "Hallo?" VVS'er er stadig i den anden ende: "hvad sker der?"
-"Tja han lagde mobilen og skred".

Her kommer leverandøren så tilbage, og læs nu godt efter:

Han smider, stadig uden et ord, en papæske med et nyt brusehoved på skranken foran min uforstående og måbende mand; tager det gamle, irede brusehoved, som Sukkermåsen nænsomt havde pakket ind i et viskestykke for ikke at ridse det; FLÅR viskestykket af (den slags driller når man er rasende), går ud i baglokalet, men kun lige inden for døren, så Sukkermåsen stadig kan se ham - altså, det er 2 meter fra skranken - KYLER brusehovedet ned i gulvet OG GIVER SIG TIL AT HOPPE PÅ DET. Sparker til det, og hopper på det igen.

Sukkermåsen, der stadig står med mobilen mod øret, har fuldstændigt tabt underkæben og VVS'eren i den anden ende råber "Hvad sker der?!" og min mand siger vantro: "Jaeh.. nu har han smidt det på gulvet og hopper ovenpå det".
"Nå" siger VVS'er, "han har nok en dårlig dag".

Jo deeeet.. ROFL

Sukkermåsen lagde på, tog papæsken, sprang ud i Sukien og undslap for fulde gardiner med det nye bruserhoved.

Suzy Q
- vældig glad for at det ikke er min huspligt at bytte defekte brusehoveder.


2) Hvad var den anden ting? Jo, jeg drømte i nat, at en (get this): Elsdyr-tyr rendte rundt i en fold og bedækkede heste og køer. Og så blev der født en masse kalve og føl med sådan nogle store, dunede Elsdyr-horn mellem ørene. HAHAHAHA. Jeg kaldte racen for "Firpasfod" og så halv-vågnede jeg i nat og tænkte: "Det her SKAL jeg bare huske" for det var super-dybt og meget-meget vigtigt.. kan jeg tydeligt huske at jeg tænkte.
Så vågnede jeg så i morges og tænkte: Firpasfod. Det er jo bare helt vildt... dumt. En firpasfod er noget som en kontorstol eller en lænestol fra 60'erne står på, og ikke en pony med et sæt nuttede elsdyrhorn mellem ørene. Hvorfor er man så klog så man kunne undvære hovedet når man drømmer, og så hamrende kedelig når man er vågen? :D

04 april 2006

Suzy siger: Hokus Krokus?

Det vælter op med krokus i min, undskyld: VORES have. Jeg tror de prøver at fortælle mig noget - fx: "Vi er mange der er orange!" eller noget i den stil..















Men hvad er det her for en?


















Der er også mange af dem.


Min mama var kommet godt til Shanghai - dvs hun havde kastet op det meste af natten. Og hun havde følt det extra belastende at gøre det i total-dopet tilstand - jeg havde givet hende 2 af mine sovepiller... Undskyld at du kastede op i din vandflaske, mor. Jeg ville da også ønske at du havde været mere vågen og mindre omtåget.
NÅ - men det er altså vildt at jeg kan tage min mobil, vælge min søster i telefonbogen, ringe op og få fat i schwess i Kina: "Hej! Vi står lige på grøntsagsmarkedet! Vi er ude at købe lidt ind til i aften" og jeg kan høre min mor i baggrunden. Jeg har LIGE vinket til hende i lufthavnen!





Suzy Q
- floraignorant

03 april 2006

Suzy siger: Forårsrengøring

Hold kæft hvor har vi gjort rent i dag, mand!
Det var også sådan cirka 3 mdr at der sidst blev skrubbet i helt bund. Men nu hvor det er lyst om aftenen, så kom alt støvet bare frem i solstrålerne.. Adr. Der måtte gøres noget.

Badeværelset blev afkalket og skurret, badeforhæng og måtter fik en tur i vaskemaskinen og spejlene fik en gang sprit.
Inde i stuen kom alle møblerne væk, der blev støvsuget og tørret støv af og SÅ blev der vasket trægulv med sæbespåner. Først med sæbe på gulvklud, så med sæbevand frit på gulv med skrubning direkte af gulvskrubbe, og dernæst aftørring med ny gulvklud i rent, skoldhedt vand (Suzy Q på alle 4 med rumpetten i vejret på bedste middelalder-manér).
Men det var det hele værd - man ku spise kaviar af det gulv nu.

Entréen fik samme tur - den funkler!
Yderligere afprøver vi nu et nyt spisebord. I stedet for vores ellers meget smukke men runde 120 cm i diameter teaktræs-bord, prøver vi nu et ovalt (men knap så smukt-i-træet)-bord, der kun er 90 bredt - det gi'r mere plads på siderne af bordet. Det var lidt svært at komme forbi før. Så nu er det næsten som om man har fået en helt ny stue.
Og desværre næsten som at få et nyt kontor, for her står det gamle, runde spisebord nu og fylder helt urimeligt meget i rummet på en lidt akavet plads mellem briksen og reolen. Altså, faktisk midt i rummet. Hm. Må der gøres noget ved.

Ved 15-tiden kom mine forældre og så kørte vi allesammen min mor i lufthavnen - hun tog et fly til Shanghai, hvor hun besøger min Schwester. Sejt ikk? Her til aften, mens jeg lå og så "Broken Flowers" sammen med Sukkertrutten, kom jeg pludselig i tanker om, at min mor lige NU, højst sandsynligt, befandt sig et eller andet sted over ... Rusland, måske. Langt ude tanke. Jeg sendte en kærlig tanke til det fly, for det bærer en kostbar last. Min mor. Den eneste jeg har haft, og den eneste jeg nogensinde får. Jeg håber at hun får en fantastisk tur.
Jeg tog nogle billeder med digitalkameraet da hun kørte op ad rulletrappen og vinkede farvel - og så skyndte jeg mig hjem til iBook'en, og mailede billederne som en slags mor-kvittering til Schwester i Shanghai - "Se, nu er hun taget af sted!" Fagre nye verden, I love it :)

Suzy Q
- kom nu med den teleport

02 april 2006

Suzy siger: Big Band Mundlam

Ja når man er mundlam siger man jo egentlig ikke noget. Men det er også kun med den yderste kraftanstrengelse at jeg kan videreformidle disse sparsomme små linier til jer, Verdens Mest Velklædte Læsere. (Det har jeg bare besluttet at I er).
OBS Denne post kommer til at handle om musik. Den er mest for musiktosser. Hvis musik ikke siger dig en høstblomst, så spring den over. Det er bare et venligt råd.

Jeg var til Big Band Battle i Radiohusets Koncertsal i går aftes. DR's Big band og BBC's Big Band battlede mod hinanden. Var det fedt? Ja. Var det utroligt? ja. Var det fuldkommen sindssygt, swingende, morsomt, gribende, jazzet, sublimt, perfektionistisk, besjælet og genialt? JA!
Altså ét Big Band kan sgu få taget til at lette - forestil jer så TO. Flere gange spillede de på samme tid, og det var MASSIVT swingende! Jeg var ved at komme til at tude, så total var oplevelsen.

Nå. Men jeg er ikke færdig med at himle endnu. Der stod også på min billet "featuring Kurt Elling". Hvem er det? Aner det ikke. Ind kommer han på scenen, sådan halvt inde i første set. Sort suit, sort skjorte, tilbageslikket mørkt hår, minimal brille på næsen. Sådan lidt Patrick Bateman-agtig? Det er sådan lidt "eeiiii" nu skal der vokaler på, og her sidder vi lige og er HELT oppe at køre over det instrumentale himmerige som Big Bands'ene har løftet os op i. Så man er lidt nervøs for hvilken lyd der kommer ud af denne her mand, ikk? Det skulle jo nødig blive ordinært. Man vil ikke have ødelagt noget, når man lige har siddet og fået både trompet-, basun- og saxofonsoli fra en verden hvor englene har hatteskyggen på sned og gansterskoene er højglanspolerede.

Han har højre hånd i lommen, og med venstre hånd holder han skødesløst mikrofonen, der hviler lidt på hagen. Totalt laid-back. De to Big Band's er færdige med introen og lægger an til første vers; så begynder Kurt Elling at synge.

Jeg har aldrig hørt noget lignende. Ud af manden på scenen væltede en lyd.. stor som en.. blåhval. Stor som et hus. Det fyldte hele rummet. Det matchede to Big Bands. Jeg tabte underkæben, drejede hovedet mod Sukkermåsen og stirrede på ham med øjne, runde af vantro: Hører jeg rigtigt? Er jeg blevet vanvittig? Hører du hvad jeg hører? Han nikkede. Vi drejede hoved og ører tilbage i rette position og sad som saltstøtter og drak, åd, slugte al lyden der kom fra scenen. Fan. tas. tisk.

Vi fik klassikerne "April in Paris" og "At last" i fantastiske arrangementer, publikum svømmede fuldstændigt hen til hans crooner-behændighed, der aldrig blev ordinær. Ikke ét sekund. Men han kunne også andet. Han scattede energiske, humoristiske og teknisk fremragende soli, og da de startede et nyt nummer kastede han sig ud i den stil der kaldes "Vocalese" som jeg er en personlig kæmpefan af. Jeg har aldrig hørt det udført live, men har næsten slidt mine cd'er med ophavsmænd og -kvinden "Lambert, Hendricks & Ross" fuldstændigt op.

Det går ud på at man som vokalist fx vælger en instrumental jazzklassiker i en version udført af en blændende musiker - fx Miles Davies der spiller "Caravan" (tænkt eksempel, ikk?) Så gør man brug af sine sproglige talenter og sætter ord på trompetens lyd. Et nutidigt og dagligdags eksempel ville være, at man lissom for eksempel skråler med på en guitarsolo, men altså har fundet nogle ord at synge til den. Det er en meget svær stilart. Typisk vil der i en saxofon- eller trompetsolo være meget hurtigere og større skift og spring mellem tonerne end man normalt benytter sig af som sanger. Men går man først ind på præmissen åbner der sig jo en verden... ja, jeg er vild med det. Sprog/ord/sang/musik-tosse som jeg er.

HER kan I klikke for at høre en snak og lidt eksempel på hvad jeg hørte i går: Kurt Elling der sang John Coltrane's "Resolution". Det. var. sindssygt. Jeg kan uden at blinke sige, at jeg aldrig har hørt så perfekt teknik før. Vi taler om at manden, tilsyneladende uden de større anstrengelser, springer rundt mellem alle funktioner der er opfundet indenfor sang. En sublim kontrol over sin stemme, havde han.

Han var helt nede og basse så bunden blev skrabet med det groveste sandpapir, og helt oppe i uforståeligt høje og knivskarpe falset (senere, da han sang "om kap" med el-guitaren. Publikum, med åben mund og polypper, anede ikke om de skulle grine eller græde - på den gode måde). Han sluttede så "Resolution" af med at trykke sin stemme helt af i et blæser-"skrig" - ja, i citationstegn, for et rigtigt skrig var det ikke, men et 100% kontrolleret vokalistisk svar på en blæsers hidsige, hæse og flertonede (!) afslutnings-salut-trut med trumf på.

Jeg tror at jeg skreg mens jeg klappede. Her kan I høre Coltranes "Resolution", og forestil jer så at et menneske synger dét, som saxofonen spiller. Men med ord på.
At spille på instrumentet Stemmen. Stort.

Nå, men jeg tænker: "Hvem hulan er denne Kurt Elling" der bare er en snack midt i al denne Big Band ekstravaganza?" går hjem og googler ham og ja, så er han selvfølgelig en GIGA jazz stjerne, som jeg bare aldrig har hørt om. Og så sidder jeg dér i Radiohusets smukke koncertsal, med to "magnificent big bands" (som Elling sagde) og tænker " det var satme en dygtig pause-fisk". DOH Suzy!

Nå. Men jeg kan ikke udtrykke med ord hvor ENESTÅENDE et arrangement det var. Eller hvor mange højdepunkter der var - de kom som perler på en snor. Efter stående applaus fra en eksalteret og stædig sal-fuld af klynkende lykkelige publikummere, spillede de Stevie Wonders "Higher Ground" som extranummer - To af verdens bedste big bands på een gang, Kurt Elling på vokal og super-imponerende conga-percusionist fra Cuba, som jeg ikke kunne høre navnet på. De ondeste, sjoveste, pragtfuldeste soli (bla trommesolo-battle - stort hit!) alle som "battle" - aich jamen man KAN ikke ønske sig mere.

Bagefter var Sukkermåsen og jeg sene gæster ved en fødselsdagsmiddag med en 8-10 gode, gamle venner fra way back, alle musiktosser, heldigvis, så der var rig mulighed for at fortælle om vores oplevelse :)
2 timer senere siger min gode bekendt Winchester, der er trommeslager, med en oregano-smøg i poten og en IQ i direkte nedadgående retning: Skal du ikke snart synge igen, Suzy? Skal vi ikke lave et band - vi ku bare spille rock-evergreens og ha' det sjovt? - hvorefter han går på toilettet og direkte i brædderne, med brækbalje og hele moletjavsen; så det er nok ikke noget han lige ringer om og holder mig fast på anytime soon. Men tanken er rar. Det var jo også mit nytårsløfte.

Suzy Q
- I never knew my heart could sing... till.... April in Paris......

01 april 2006

Suzy siger: hold på remmer og tøj..

... er do vimmer hvor tingene bare galoperer ud over stepperne.

Jeg kom hjem i går aftes fra det dersens projektleder-kursus. Det var superfedt. Fik de fleste af de redskaber der skal til, tonsvis af øvelser osv osv. Gruppearbejdet gik fint - men da vi fik den sidste "sætte-tingene-på-spidsen"-øvelse (hvor vi skulle redde 6 nødstedte mennesker op fra en grotte, kun én i timen, og vandet steg hurtigt - i hvilken rækkefølge skulle de op?) måtte jeg sidde ret alene med min kontroversielle etiske holdning - at man ikke kan rangordne og værdisætte folks liv efter alder, antal børn, psykologiske tilbøjeligheder osv. Sandheden er jo at jeg selv engang i mellem har lyst til at aflive et par stykker (klassikeren: Mimere!) men jeg efterstræber da etikken omkring ikke at værdisætte nogen menneskers liv - for hvad ved jeg? Det kan da godt være at de har børn - men det kan da også være at de slår dem, og at børnene ville være bedre tjent uden. Nå, men jeg tog det ret roligt, mens to af gruppens medlemmer, (der rangordnede folks liv efter om de var kvinder, unge, gamle, forældre eller alkoholikere), sad og kaldte sig selv for "objektive" og "rationelle", alt i mens de, mørkerøde i hovederne af ophidselse, råbte "Kujon" ad mig. Sjovt :D
Til fremlæggelsen sammen med de andre grupper var der heldigvis mange andre der syntes som jeg. Jeg mødte bare SÅ mange fede mennesker, inkl de to ophidsede gruppemedlemmer (de sku jo bare elskes ihjel) og jeg har haft to fantastiske dage og føler mig super-heldig over at få den slags oplevelser.

I aften skal Sukkermåsen og jeg til BIG BAND BATTLE i Radiohusets Koncertsal! Hurraaaaah! DR's Big Band kæmper mod BBC's Big Band og for FILAN da, hvor jeg glæder mig!
De skal bare trutte i de horn, skal de! Jeg er næsten bange for at blive så eksalteret af al den swing at jeg dratter ned fra balkonen :) ja, for jeg det er jo UMENNESKELIGT at skulle sidde stille med kroppen når to big bands gir den gas!

Bagefter skal vi ud til en fødselsdag hos nogle gode, gamle venner, så nu er vi på vej i lørdagens indkøbs-ræs for at finde gave osv.

Og så har vi FRI søndag, mandag og tirsdag. Jæææiiiihhhhh... Vi skal drømme om vores hus, kigge på om der kan blive råd til at lave køkken og få ny belægning i haven, gøre lidt rent, samle tankerne om vores hjem og fælleskab her i hytten, så alt vores arbejde og mange projekter ikke sluger al energien. Jeg glæder mig.

Hav en super weekend, rødder!

Suzy Q
- BiQ Band fan