22 marts 2006

Suzy siger: Pjæk

Ja, jeg pjækker altså ikke rigtigt; for jeg har en fridag i vagtskemaet, og med to arbejdsweekender bag mig, samt et umiskendeligt optræk til en ordentlig snotter der presser og brænder bag øjnene og i brystkassen, synes jeg egentlig at jeg skulle ta' og ta' mig en fridag. Inden jeg rent faktisk bli'r syg, ikk?

Så jeg har taget en Omsorgsdag, kort og godt. Er det ikke sådan det hedder, når man tager en time-out pga noget som ikke rigtigt er sygdom? Altså, påkrævet omsorg?

Jeg pjækker fra hverdagen; fra rengøring, fra oprydning, fra dårlig samvittighed. Intet bekymrer mig i dag. Jeg kom hjem fra aftenvagt halv-et i nat, så da jeg vågnede 6:30 i morges opfordrede jeg på det kraftigste mig selv til at blive liggende. Jeg nåede lige at indfange Sukkermåsen da han forsøgte at snige sig ud af soveværelset uden at vække mig - hehe, jeg var jo vågen, så *haps* fik jeg fat i ham og tvangs-nussede ham et par minutter, inden han fik lov at slippe.

De næste to timer havde jeg meget travlt med at slappe af. Jeg sov lidt engang i mellem. Så stod jeg op til en sms fra bedste-veninden, der skrev AT HUN KØBTE ET HUS I GÅR! Det er så fedt for hende og manden og barnet.. men de flytter ud af byen, tilbage til rødderne.. så det er liiiiidt trist for mig. Der bli'r langt til en hurtig kop krise-kaffe. Meget langt.

Ja, så drak jeg kaffe, hørte radio og læste Ill. Vid. på en skammel ude i køkkenet, og ud ad køkkenvinduet kunne jeg se den triste vinterhave gøre et forsigtigt forsøg på forår. Så måtte jeg lige minde mig selv om at tage noget varmt på fødderne. Omsorgsdag, remember?

Efter mailtjekning og andre daglige rutiner ved iBitch'en gik bare ned i seng igen. Her lå jeg i vores seng og satte soveværelset i stand - oppe i hovedet. Det tog en times tid. Jeg siger jer at jeg knoklede! Jeg spartlede gipsplader i loftet, murede en dør til, flyttede to vinduer (!) og satte en havedør ind. Så fuldspartlede jeg alle væggene, satte filt på og malede det hele. Jeg gravede endda et gammelt gulvafløb op (rummet har tidligere været bryggers) og lagde nyt trægulv, med gulvvarme. Til sidst byggede jeg et kæmpe klædeskab der fyldte hele den ene langside, med lys i, og alting, og satte et par flagrende, hvide gardiner op.

Efter alt det mas måtte jeg da have et bad. Hold kæft mand, min, undskyld, VORES nye bruser er så fed og lækker at stå under, at det med garanti bliver en dræber for vandregningen. Men altså.. det er ikke spildt, for nydelsen er det hele værd (vil jeg tro. Jeg har jo ikke set regningen endnu). Den fik hele armen i dag; kaskader af varmt vand væltede ned over mig, mens jeg skrubbede og grabsede min trætte hovedbund. Bagefter tog jeg faktisk rigtigt tøj på! Dét havde jeg godt nok ikke forventet af mig selv i dag! Men nu hvor jeg ligefrem har overgået mine egne forventninger, og været mindre skod-agtig end jeg frygtede, så bliver resten af dagen nok lidt lettere at komme igennem.

Nu har jeg lige fået før-frokost: En urtekram Lemon-Cookie. Det burde være en forbrydelse at sende den slags vanedannende og berusende madvarer på markedet. Men altså; det ER jo omsorgsdag.

Nu mangler jeg sådan set kun en dyne på sofaen, mit nye Ill.Vid., New Yorker og radioen inden for rækkevidde. Men jeg ved ikke om jeg helt er dér endnu... Måske skulle jeg gå lidt udenfor - vejret er så flot. På den anden side er det jo også koldt, og hvis jeg var min mor ville jeg nok sige "desværre, du må blive inde".

Gid jeg vandt i Lotto - der er SÅ mange ting der skal laves i huset, og riget fattes knaster.

Jeg må lige ind på tips.dk og spilde lidt penge på at satse på aftenens trækning, tror jeg. Hvis jeg plager længe nok, så gir jeg nok mig selv lov. Det må man gerne på omsorgsdag.

Suzy Q
- omsorgsfuld

2 kommentarer:

Sanne sagde ...

Uha du kan nå meget oppe i dit hoved og så endda på bare en time! Det er godt gået og nu kan jeg da se jeg skulle have slået den radiatorskjuler op i gul og gratis eller noget - du ville jo snildt have kunnet tilpasse den til hvorsom helst :o) Sandheden er nu at den var specialbygget til under sønnens hjørnevindue og led som jeg er har jeg bedt håndværkere om at gøre det om... hvis bare han arbejde lige så hurtigt som du gør i dit hoved :o))

Suzy Q sagde ...

sanne: Du er en håndværker-arbejdsgiver lige efter mit hoved :)