23 februar 2006

Suzy siger: Blandede følelser

Hvad er blandede følelser?
Ja, det er selvfølgelig når éns svigermor kører i søen i éns splinternye bil - og går ned sammen med den.

Aaaaaaaaaaaanyway - for mig var det altså da min kat fødte 4 killinger på mit innercover til
"A Broken Frame". Depeche Mode fans vil vide hvad jeg snakker om.

Vi er helt tilbage i - hvad? - 1986? '87? - og Suzy har guldbarber-blad i øreflippen, vældig meget lilla øjenskygge, temmelig meget sort eye-liner ("streg" hed det, dengang) om øjnene, og en vældig fiks fritz i form af kort og pjusket ovenpå, lidt længere bagi (Limahl-hår?) og een enkelt, meget lang, tynd fletning i nakken - i venstre side.

Jeg havde nemlig fået klippet mit lange hår af, kort forinden. Det var noget med en knytnæve som jeg plantede i masken på en møgtøs til et halbal. Jeg mener: Jeg lå lige så høfligt inde på gulvet i en toilet-bås og brækkede mig af hjertens lyst, og så stod hun udenfor båsen og lossede mig over mine skinneben, der stak ud under døren. Som jeg sagde: Møgtøs! Nå, men hun havde friends in high places (nogle drenge fra hovedgaden), og inden de fandt mig (tænkte jeg) måtte jeg heller gøre noget for at sløre en eventuel genkendelse - så derfor: af med garnet.

Igen - kan I ikke SE hvad jeg mener? Der ER altså noget Bond-agent-agtigt over mig!

Men hvorfor kommer jeg i tanke om alt det? Jo det er al den Depeche Mode virak!
Jeg var altså Verdens Største DM-fan, det var jeg altså! Den første vinyl jeg sled op på mit konfirmations-plastic-anlæg var "Some Great Reward"; dernæst fulgte singlen "Shake the disease" og så begyndte musiknørden i mig ellers at backtracke. Der var "Construction Time Again" man kunne købe og lære udenad, og så var der "A Broken Frame".
Så kom der en lang periode hvor det var direkte pinligt at være DM-fan. Man blev hånet i større forsamlinger.

Da jeg mødte Sukkermåsen - på dansegulvet hvor vi begge sprællede fuldstændigt uhæmmet til Red Hot Chili Peppers "Give it away" til den måbende forsamlings store undren (det var meeeget nyt på det tidspunkt) - kastede vi os jo ind i den dér fantastiske periode hvor man ikke kan lære hinanden at kende NOK - og musikelskere som vi begge er, måtte vi jo have laaaange "lytte-aftener", hvor vi blev tvangsindlagt til at prøve at lære at forstå hinandens stilarter.

Han spillede Led Zeppelin, Free, Beatles, Black Crows for mig(min mand har egentlig en country-musikers sjæl: Han kan næsten ikke få sig selv til at skifte en el-pære, uden at skrive en vemodig sang om, hvor GOD den gamle var..), til alle de brikker jeg havde at rykke med, raslede rundt i bøtten på mig. Og så oprandt aftenen hvor jeg spillede værker af Prince, Culture Club og Depeche Mode for ham (stadig med konfirmations-plastic-pick-up'en).
Et stykke inde i "Some Great Reward", hvor jeg havde fortalt med store armbevægelser, tegnet et gribende portræt af bandet, og nærmest lagt hele min sjæl i noget nær fortolkningsdans over nummeret "Blaphemous Rumours" blev han helt hvid i hovedet og så sagde han: "Undskyld mig" og forsvandt et helt kvarter.

Da han kom tilbage sagde jeg forsigtigt: "Æh hvad skete der?" Hvorpå han ærligt, men til min store lamslåelse sagde: "Jeg.. æh.. var nede og kaste op".

Siden da er vi kommet langt. Nu funker han for vildt til George Michael "Fast Love" og jeg har (næsten) lært at værdsætte '70ernes lange rock-oder til de gode gamle dage.

Suzy Q
- fik aldrig det innercover erstattet.
"A Broken Frame" er derfor det eneste (gamle) DM album, som ord-autisten her ikke kan texten udenad til.

2 kommentarer:

no name ive quit sagde ...

Nui.. hvor er det en synd og skam.. Altså med indercoveret..

Så er det bare lige at jeg må (læs=er nødt til at) høre om manden havde det dårligt inden eller om det var de voldsomme elektroniske lyde der gjorde indtryk?

Suzy Q sagde ...

henriette: Nej han var ikke dårlig inden. Men hvad grunden SÅ var, står hen i det uvisse. Nogle gange siger han, at det MÅ have været noget med maden, eller for meget rødvin.
Andre gange siger han at det var musikken. Han ER en meget følsom type :D