30 september 2005

siden sidst

Antal gange Suki har været på værksted: 1

Antal slankebarer fra Atkins, ædt: 4 (jo flere, jo slankere)

Antal succesfulde oprettelser af RSSfeed og tilmelding til blogbot: 0

Antal raseri-anfald i den forbindelse: 4

Antal gange mit joggingsæt burde have været vasket, siden jeg købte det, set i forhold til hvor meget jeg har snasket rundt i det: 3

Antal killinger i mit hjem: 0

Antal traumatiserende tlf-samtaler med forældre vedr familieforhold: 1

Antal venner gennemsnakket på café: 1

Antal G&T's jeg skal drikke i aften: 10

Antal timer jeg kan holde mig vågen til sviger-nevø's 1 års fødselsdag i morgen: 1,5

:-/ Suzy

28 september 2005

Miraklet - I've got the tix!

Den dag da billetterne til White Stripes blev sat til salg, sad jeg jo klar foran iBitch'en og hakkede løs i billetlugen.dk for at få billetter. Jeg så the Stripes sidst da de var i Vega for nogle år siden, og det var en KONGE koncert. Jack White sang "Jolene" så jeg var helt oppe og stå og bare vræle "Yeeeeeeeeeeaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhhhhhhh"!
NÅ - men efter 10 minutter i den digitale kø kom jeg igennem til "Udsolgt"-beskeden *hulk* jeg var helt knust og utrøstelig.
Som jeg skrev hos Morfar / Uden Relevans, så har jeg det med rockmusik, som nogle mænd har det med fodbold. Uden at det handler om Liv&Død - så er det altså en alvorlig ting i mit liv - på den gode måde :-)

I går aftes lå jeg så med fifa'en klæbet til ryggen, svimmel som en sut på papvin, og pludselig hørte jeg en mail tikke ind *ding*. Hm... ind og tjekke. A'HVAD!?! Jeg har på et tidspunkt skrevet mig op i køen til eventuel uafhentede billetter - og nu var der nogen. Ville jeg ha' dem?
Aldrig har en pige klikket sig så hurtigt frem til to billetter, I swear to you.

Slabberdubberdelle! Jeg var verdens lykkeligste pige på 10 sekunder!!!

"III'm thinkinaboutmy doorbell, whenareyougonna RING IT, whenareyougonna RING IT"

Hehe bare vent, Jack White. Suzy skal nok ringe din klokke... *gnæk*

:) S

Utroligt! Misse magneten II



NEEEJ det handler stadig ikke om damer, men stadig om den linde strøm af atomart eksplosivt nuttede killinger, der vil mase deres lyserøde karma ind i mit liv.

Så! Nu er der mail fra min mor med ordlyden:

"Se lige hvad der nu er kommet frem hos os. De er simpelhen så søde at se på, men de vimser væk når vi går hen imod dem.
Håber det går bedre med din svimmelhed. Kærlig hilsen Mor."
(Og så vedhæfter hun ovenstående billede).

Det lyder jo meget uskyldigt altsammen, men man skal bare lige vide, at mine forældre gennem årene har fået 16 milliarder killinger, og at de derfor har fået for vane at nakke de fleste af dem. Især de ikke-tamme (som det lykkes katte-mor at skjule nogle uger - wonder why!?) er truede, fordi de kan blive "vilde katte" og det er åbenbart noget meget farligt. (!?) Bemærk i den forbindelse især min mors tilsyneladende uskyldige sætning: ".. men de vimser væk når vi går hen til dem".. De misser er færdige.

Så når man VED hvilken mafiosisk trussel der ligger bag sådan en mail...
For der er selvfølgelig en udvej. Min mor siger jo ikke bare "Se hvad jeg har tænkt mig at slå ihjel". Ved at sende mailen, og ydermere vedhæfte et billede, så beder hun mig jo faktisk om at redde hende fra at skulle nakke dem. Hvis jeg tager dem ind hos mig - så behøver hun ikke at gøre det.
The Pressure!

Nu skal jeg på arbejde, har en aftenvagt. Prøver at få tankerne lidt væk fra killinger.

Har I tænkt over hvorfor de hedder "killinger"? Logisk set burde de jo hedde "katlinger", men de hedder killing-er fordi de knuser eens hjerte, get it? Killing in the name of.....

S :-/ indirekte og ufrivillig kattedræber

ps - jeg er ikke opvokset på Sicilien, selvom om man godt kunne tro det.

27 september 2005

Misse magneten


NEEEEEJ det handler ikke om damer, men om rigtige misser. Katte, du ved.

Nu hvor jeg er husejer har jeg jo mulighed for at få husdyr. (Jeg har aldrig rigtig ønsket børn, men det er et større emne som vi tager en anden dag). Jeg er vokset op med dyr; katte, hunde, grise, køer, heste, fjerkræ osv. Oh yeah, een har halm i træskoene.

Men ikke siden 1991, hvor jeg flyttede til København og satte stiletten på stenbroen. I alle årene i diverse lejligheder har jeg tit længtes efter at have et husdyr, men det har ikke været tilladt nogle af de steder jeg har boet. Og NU, hvor jeg bare kan gøre det.. så er jeg grumme i tvivl. Det er hele tiden et dårligt tidspunkt!!

Ikke desto mindre er min underbevidsthed begyndt at sende hemmelige signaler til min omverden, og nu hagler det ned med tilbud om nuttede killinger, der desperat mangler et hjem. Det er følelsesmæssig afpresning; og det virker!

Så kommer min kollega Steen; "Vi har fået killinger"! Ih.. straks kæfter jeg jo op og afslører min ekspert-viden og han lugter lunten og begynder at bearbejde mig. Jeg trækker lidt på det, slår mig i tøjret osv, men afslører alligevel for meget, for i virkeligheden er jeg jo pisseinteresseret.
Grrrr så sender han ovenstående billede..
( Se Suzy's hjerte briste og henånde et langtrukkent "Nåååhhrrrrr"....).
Men hvad værre er: I dag kommer han så på arbejde, og sætter tragisk trumf på:
"Ved du hvad der er sket" siger han.
"Nej."
"Kattemor'en er død. Hun er blevet kørt over".
(Se Suzy's hjerte explodere i en sky af afmægtig sorg)
NEEEEEEEEEEEEEEJ DET MÅ ALLLLLDRIG SKEEEEEE!!!
Missemødre må ikke blive kørt over.... *hulk*

Nå men NU er han så nødt til at give de forældreløse uldtotter sutteflaske flere gange i døgnet. (Se Suzy's hjerte k-r-a-k-k-e-l-l-e-r-e)
Et eller andet pleje-gen dunker i mig, hvis det ikke er moderinstinktet, så må det være det indre hundehovede, men i hvert fald siger det *THUMP THUMP* og det er svært at overhøre.

Men hvem skal lige passe dem, når mig og Den Søde blæser hurtigt 5 dage til Provence? Når vi drøner rundt i USA i 3 uger og ryger smøger og drikker Buds? Okay, det sidste er bare en tudsegammel drøm og er ikke sket ude i virkeligheden endnu, men den SKAL ske - og hvor skal misserne så være?
Hva?
Og hvad så hvis de bli'r syge? Er jeg så helt ærligt ikke for lille & dum til at kunne tage ansvar for andre væseners LIV? Kan jeg finde den rigtige dyrlæge? Jeg er sguda ikke GAMMEL nok til at tage så gigantiske beslutninger som fx at kappe kuglerne, eller operere eller.. *gys* hvad der er værre.. The Shot.
Og kan jeg overhovedet kapere hele den dér krops-ting der følger med.. okay, jeg kan hive en tæge af, men længere går jeg altså ikke!! Jeg kan jo knap nok trykke en hudorm på et menneske, uden at hoppe rundt og skrige "yikes! wah wah wadr wadr wadr".
Og hvad nu hvis jeg vil ud og fulde mig (og det vil jeg jo!) og de løber hjemmefra (og det GØR de jo!)...
Og hvad nu hvis nogle af mine venner har allergi? (og det har de jo!)Kommer de så aldrig mere?
Og hvad nu hvis nogen venner ikke vil lade deres børn komme i nærheden af katte?
Og hvad nu hvis, hvis, hvis, hvis...
Og hvad nu..
Og..
Ihhh!

Fortæl mig lige dét.

....Mens jeg vender og drejer mig og forsøger at falde i søvn, til tanken om forældreløse, sultne, efterladte, snart hjemløse, uskyldige, og potentielt lykkebringende uldtotter....
.. som jeg ikke skal ha'.

:-/ S

25 september 2005

Tri smi kinisiri ;-)

Min søster er smuttet et år til Kina. Det første hun gjorde i Shanghai var at få sig et kinesisk sim-kort til mobilen, og et taletidskort. Herefter smed hun en sms med sit nye kinesiske nummer. Halløj - det er langt!

Sms'erne fra Kina er passende eksotiske at skue. De starter som regel, i den almindelige tekst, med en 5-6 mærkelige tegn (og jeg citérer:) é@¥$$£.
Men okay, fint nok, hvis Kineserne absolut vil have deres stempel på ALT inden det ryger ud af landet, så skal der vel også være uforståelige tegn på sms'er.

Nåmen der kom selvfølgelig de første gode "Jeg er kommet godt herover" osv sms'er, men de bedste det er jo hverdags-sms'erne, hvor mediet virkeligt har sin force - i her og nu oplevelsen!

Den første fra schwester lød:

"é@¥$$£de med gigantisk kakkerlak på mit nye wc!!"

Dén tænkte jeg lige lidt over. Jeg troede at de mærkelige tegn havde slugt starten af sætningen, og at der måske skulle stå "skide med gigantisk kakkerlak" eller "sidde med gigantisk kakkerlak" eller måske mere realistisk: "lide med gigantisk kakkerlak" men det gav stadig ikke rigtigt nogen mening, i den egentlige sproglige forstand. Men på den anden side forstod jeg jo godt indholdet klart og tydeligt og jeg synes da at funky sms-sprog er vildt fedt, og min søster er hele 7 år yngre end mig og er dermed 7 år funky'ere end jeg, så okay, fedt nok, der var nok bare noget lingo som gamle-søs ikke var helt med på. Men jeg ku da godt decifrere meningen:
Klam Mr Kak på lokum, ikke så stort et mysteruim. Måske var hun så ude af sig selv, at hun bare tampede løs på mobilens tastatur, og så er det jo klart at starten bliver noget stresset.

Den næste gav mig imidlertid flere grå hår i forstanden:

"é@¥$$£Eer lige vågnet, i nyindkøbt sengetøj fra Ikea (!),efter skønhedssøvn, hårdt tiltrængt efter mø"

slut.

Den tænkte jeg MEGET længe over, og jeg kunne simpelthen ikke knække den nød. Mø? Mødom? *eeek* Ahr det er hun trods alt for gammel til.. Men så kæresten, da? Ahhrrr han er da også for gammel.. Mønter? Møtrik? Mønster? Møg-hård træning?
Hvad var det der var så anstrengende og startede med mø????!! Jeg fattede ingenting, og man må jo sige at det var noget af en clif-hanger...

Indtil det gik op for mig, at den hang sammen med den lille første sms jeg havde fået, dog i omvendt rækkefølge, for sådan lander de jo i indbakken, hvilket ethvert spædbarn jo ved.

Come ON, Suzy!!

:-D
Suzy

23 september 2005

Kære Læser (hvor mange er du?)

Når du ikke kommenterer, er det så fordi du ikke ER der?

The void..

Hvis jeg kunne finde ud af at indsætte sådan en tæller på min side, så ville jeg gøre det. Men inden alverdens IT-genier, født efter 1985 (hvor jeg allerede VAR Madonna), fortæller mig at jeg bare skal smække sådan et sæt koder fra webstat ind i mine template-koder, så vid (sjældent man bruger den bydeform, hva?) at.. nok kan jeg bruge min iBook.. Men at bede mig om at gå ind i de dér koder..
Så kan man lissågodt be Stewart Stardust om at male en yndig akvarel.

Dizzy miss Suzy

Waaaah! Rigtig latterligt, jeg har fået sådan noget virus på balance-nerven. Det føles lissom en rigtig dårlig brandert; ingen kontrol over legemet, men til gengæld fuldstændigt UDEN de kompenserende egenskaber jeg plejer at rende ind i: at blive Pamela Andersson-kærlig, danse som en gud og være verdens største kvindelige komiker *rømme*

Det havde stået på i en 10-dages tid, men efter en dagvagt på arbejdet i onsdags, hvor en helt almindelig formiddags arbejde føltes som en meget vigtig skriftlig eksamen, tog jeg direkte til lægen der bekræftede at jojo, det er balancenerven den er gal med, og det er en virus.
Godt, så! Hvad gør man ved det? spurgte jeg håbefuldt. Her er man jo hos lægen, det er farlig fint, man står næsten skole-ret ved Videnskabens blankpolerede mahogni-verdensdømme. Og så svarer hun: "Du får søsygetabletter", og jeg citerer ordret: "Det er behandling-EN"!

Prølioghørher: Det er ikke behandlingEN. Det er SYMPTOM-behandlingEN. En behandling ville måske være at jawe en tang i mit forræderiske øre, hive den dér balance-fætter frem i lyset og SKRABE den ren for svimmelheds-virus!

Men man er jo desperat når verden til stadighed snurrer rundt - så jeg tog hjem og åd en søsygepille (sådan en har jeg aldrig fået før). HALLØJSA! Efter 3 kvarter med "ingenting" ramte den mig som en klap-hammer lige i masken... Whhhoo-hå-håååu...
Jeg havde en ordentlig smasker kørende i kæften, en uforklarlig sultfornemmelse i maven (jeg havde lige spist) og en generel numbness der sovsede hele linsen ind i vaseline og gjorde mig godt og grundigt...ligeglad.
Remind you of something!?!?!? Jotak, jeg havde det fuldstændigt som første eftermiddag på En-eller-anden-Festival, hvor mit liggeunderlag og jeg kom i hidtil uset tæthedsgrad, og hvorfra jeg rejste hjem med tilnavnnet: "rulle-marie".

Jeg måtte ringe til chefen dagen efter og sige, at det var enten på arbejde svimmel, eller SKÆV, og da det er altafgørende at jeg er krystal-klar i mælet på jobbet, blev vi enige om, at jeg bare snøvlede videre.... derhjemme, tak.

Nu er det weekend og jeg har lyst til at være steif og trykke den max af - har intet andet set end hjem og arbejde i 1000 år - men bare tanken om extra svimmelhed gi'r mig negative goose-bumps ned ad nakken.

Selvom jeg godt nok lige har fundet et genialt produkt: Diet Tonic. Hvis ikke forståelsens grumme smil breder sig over dit ansigt lige nu er det fordi:
1) Du ikke kan lide Gin-Tonics
2) Du har aldrig haft vægtproblemer.

Fly mig 5 kasser af de dér Diet Tonics og MOVE OVER, Kate Moss.

18 september 2005

Præstens gips gebis

Sig efter mig:

"Eks-Kong Konstantins Historie"

og

"Kronprinsparrets Kulturpris overrækkes".

Og prøv så:

"Til oktober er det 10 år siden Dansk Folkeparti blev dannet og drømmen om at komme i regering lever i bedste velgående."

Hvad slog flest krøller på tungen?

Jeg kunne næsten ikke komme igennem den sidste.

17 september 2005

Hundeliv II (?!)

Fra aftenens program på DR1:

"19.05 Hunde på job (3)
Canadisk dokumentarserie. Den tre år gamle tyske fårehund Zoro fanger krybskytter i en nationalpark. Den døve dalmatiner Suzy Q var i pleje hos familien Karnopp, men her kom hun så godt ud af det med familiens autistiske søn, at hun i dag har et permanent hjem. ..."
(!)
Det her forklarer faktisk en del.....jeg kan ikke helt huske episoden, men jeg var også meget stiv i den periode. Måske er det HAM jeg bor sammen med? Måske er det i virkeligheden hans hjem, og bare mig der flytter efter?? Har desperat ledt efter dalmatiner-pletter, men måske er de gået af i vask, over tiden?
Jeg må spørge mine forældre.

15 september 2005

Suzy on Wheels

Jeg har en bil.
Det var maj sidste år, og vores gamle Ford, som vi havde købt halv-død, var nu endeligt hel-død; og det var min tur til at købe - (påstod ham den søde, der blir ved med at flytte efter mig). Nå, men efter den gamle sure Ford Fiesta døde gik det op for mig, hvor bekvemt det var med bil (dont know whatcha got till you lose it.. osv.)
Desværre var jeg lige midt i en 8 år gammel bil-psykose. Jeg synes det er pissefarligt, mand! At sætte sig ind i en metalkasse med glasruder i, og kaste sig ud i mellem alle de andre - det må da gå galt!?!? Man kan jo DØ af det, for fanden.!!

Grow up for gawd's sake! Godt! jeg gik ind på en bilsælgende side og skrev de kriterier som jeg havde for en drømmebil; og lad mig bare sige det som det var: Jeg lagde ikke fingrene imellem. Hvorfor skulle jeg dét? Det var jo utopisk at jeg skulle blive bilejer, tænkte jeg.
1) Firehjulstræk (jeg er landligt fremavlet)
2) Cabriolet (jeg har langt hår som jeg forestillede mig ville blafre flatterende i vinden (det gør det ikke, det kruser bare - men hvad vigtigere erfaringer med kanvas-top er: cyklister der også holder for rødt, kan HØRE ALT HVAD DU SYNGER! Også svære Maria Carey-passager. Og de er ikke blege for at pege og grine).
3) Automat-gear (hvorfor bruge højre hånd til gear, når den skal zappe mellem radio-kanaler?)

Jeg troede helt ærligt ikke at noget så underskønt kunne dukke op i virkeligheden, men BANG: dér var den bare!!! En Suzuki " (?) - ja, det er en Vitara JLX bygget i Canada, har kørt i Californien og Tyskland, og nu endelig, ENDELIG har den fundet vej til sin rette ejerske!

Jeg ringede til sælgeren og spurgte om jeg måtte komme og kigge. For når nu øsen opfylder alt hvad man har af drømme i automobilretningen, så er man vel næsten forpligtet til at komme igang, kvitte psykosen og kaste sig ud i en af voksenlivets største glæder - a car to call one's own?

Jeg kom ud til ham og dér stod den: Kort. Robust. Klædt i sort. Og fræk som ind-i-helvede. Ham den Søde grinede med et frækt tandsmil og sagde, lige lovligt kækt: "Hva fa'en!?! Den ligner sguda dig, Sussi Ku"!

Jeg var alt for overvældet af bil-åbenbaringen til at give ham den overams-lammer han fortjente. I stedet fokuserede jeg på essensen. Hopper ind og drejer med rystende hænder nøglen... Vrrruuunnnn... Sætter i DRIVE ... og ruller som Dronningen af Saba ud af (jegtrordetvar) Kongelundsvejen med en bøjle på tværs i kæften, fanfare gjaldende i baggrunden og som jeg husker det, så strøede lokalbefolkningen konfetti ned fra himlen.

Sælger kunne se med det samme at jeg var solgt. Ellerrettere: bilen var solgt. Jeg var forelsket og der var ikke noget at gøre. Alle sparepengene ud ad vinduet, eller i hvert fald investeret i en meget hurtigt afskrivelig varegruppe. Nevermind at karosseriet var fra dengang George Michael stadig var hetero. Kærlighed har ingen alder.
Slæden fik kælenavnet Suki og vi lærte famlende hinanden at kende. Begge har jo særheder *rømme* og temperament.

Hvorefter fulgte:
1) Suzy bakker overkåd af lykke ud af sin garage, og krøller promte en nydelig ældre dames højre sidedør. Damn den Suki knaser en god fordør! Der skete ikke en skid med mig, men regningen den anden vej var anseelig. LØSNING: Nåmen man betaler jo gerne for den sjov man laver.
2) En kold morgen: *host*hark*vil-ikke-starte* Hvad? Redningshjælp? Hvad er dét? Akut medlemskab af Falck ("-Og du ønsker medlemskab fra... "? - "I går".), væk-slæbning, melding om "nyt topstykke" (hvad er det?) HVAD?? 10 klik!?!?! spiser I små piger og deres søde biler til morgenmad!?! LØSNING: slæb min bil-baby ud til hustler-bror på landet der "kender nogen" der kan "fixe sagen".
Jeg vil slet ikke vide hvad der skete med Suki i den periode. Det er ikke noget vi taler om. Men nu tanker vi kun oktan 95.
3) hvad er den der mørke plet der ligger dér hvor jeg har parkeret? OLIE? Suki dog, er du såret? LØSNING: Sniger sig væk fra alle parkeringer med blussende kinder, som om Suki har fået første menstruation og er blødt igennem sine hvide lærredsbukser.
4)Indkaldelse til SYN!? IGEN? jamen den sælger sagde jo at den var gået igennem. Nåmen pyt med det, vi kører jo som en drøm! HVAD? Livsfarlige bremser? Hold da oooop mand.. whoa-whoa, du behøver ikke flashe dit Synsmands-badge igen, jeg skal nok få det fixet. Hvad!?!? OM-SYN??? *suk* LØSNING: *KA-CHING*
5) HVAD!?! Gear-kasse? Hvad er det? Utæt? Nåhr.. det forklarer nok menstruationerne.
LØSNING: forslag velkomne. Men det munder nok ud i endnu en *ka-ching*

Fossile brændstoffer er yt.
Brintpiller mig i røven - Jeg vil ha' en teleport, og jeg vil ha' den NU!!!!
Indtil da: lad os bare komme igennem vinteren.

14 september 2005

Drypvis Opløsning.

Den anden dag forsøgte jeg at tage et karbad.
Man er lissom opdraget med, at når der er masser af tid, og ingen til at holde øje, så skal man dælme bare i karbad og frådse med det varme vand, og bruge ødselt af al den tid som man klart kunne have brugt til fornuftige ting (såsom de ting man konstant punker andre om at gøre: "ARJ! Har du ikke gjort dét ENDNU!?!? Fx male dørrammen mellem spisestuen og bryggerset. Hvem gider dét?). Så skal man BARE forkæle sig selv!
Efter længesovning og en sen morgenmad med avislæsning skulle jeg trykke den maximale selvforkælelse af og svælge i overskudstid og hjemmebanefordel. Okay, så jeg åbner for hanen og lader det varme vand fosse. Og selv om jeg er igang med at forkæle mig selv, kan jeg sgu ikke rigtig lade være med at tænke på, hvordan de lige nu sidder ovre på Københavns Energi og får $$$-tegn i øjnene... Hov? UD FAR! Ud af mit sind! Hele mit liv har du gået bagved mig og slukket lamper, og skruet ned for radiatorer og nidkært, som varmt-vands-sheriff, gang på gang arresteret mit barndomshjems syndere (kone og børn). Nu er jeg en voksen kvinde, jeg bestemmer SELV, jeg vælger nu at bruge mine ressourcer på at forkæle mig selv, jajeggørså. Hrmf!
Således opløftet: af med klunset og op i karet. AAAhhhh nu skal jeg bare rigtig nyde det!
Men hov, jeg har glemt fodfilen ovre ved håndvasken. Op af karet *sjask* vade over gulvet og hurtigt tilbage igen. Nøgen, hvid, med grim elastik i håret, og med deller på mavsen og fodfil i næven midt på gulvet i det musestille badeværelse, føles det hele pludselig ikke så glamourøst som det burde. Når man på film ser (og hvor ellers ser man den slags?) kvinder nyde deres karbad, så er der altid god musik og tonsvis af stearinlys, lange slanke solbrændte lemmer, masser af blødt skum og så videre. Men da jeg i spejlet fangede et glimt af en lille buttet kvinde der lignede noget i retningen af en nudist-indbrudstyv med intentioner om at brække hoveddøren op med en hvid (og grov) fodfil - (den kriminelle karbader jeg tydeligvis var!) - så falmede nydelsen omvendt proportionalt med det antal pytter jeg skabte på gulvet.
Tilbage i karet skvulpede jeg lidt rundt, bare for at lave lidt lyde. Der var så tyst! Så jeg flød op til overfladen.... og så plaskede jeg hurtigt ned til bunden igen *PLASK SKVULP*. Efter 3 gange var det ikke sjovt mere. Hm. Så begyndte jeg at svede. Pyha. Fandme varmt. Rolig nu! Karbad er lækkert, remember? Slap nu af og nyd det!
Hvad kan jeg nu lave? Nåjo der er altid den dér med at holde sig for næsen, gå i bro bagover og få hele bolden under vand. Efter to gange var det heller ikke sjovt mere. Så skulle jeg pludselig tisse. Det er umuligt at slappe af i varmt vand, hvis éns blære er spændt. Op af karet, hen på tønden, tilbage igen. Helt opkogt af varme flåede jeg efter 5 minutter bundproppen op, og 16 millioner liter brandvarmt vand, ledsaget af Hollywood-skumbad-psykosen, forsvandt ned i afløbet, hvorefter jeg kunne bruge en rum tid på at tørre op på gulvet.
Og fortæl mig nu: HVAD FEDT ER DER VED KARBAD?

13 september 2005

Lille svin alene hjemme


Hvorfor bliver man altid sådan et lille svin når man er alene hjemme? Husets anden beboer (Sukkermåsen) er væk et par dage, og hvad sker der? Den selvsamme kælling (mig) der til daglig render rundt efter ham og råber "Ryd dog oooop!!" vader igennem huset og efterlader sig et tykt spor af vasketøj, askebægre, brugte glas, kopper og tallerkener, blade, aviser og magasiner, fjernbetjeninger, kvitteringer, indkøbsposer, tæpper og .. er der mere tilbage i skabene..?? Eller ligger det bare alt sammen og danner natur-sti hvor jeg har gået?

Det er ikke engang fordi jeg tænker "Super! katten er ude og nu skal jeg EDDERmame svine mig til"! Det sker bare helt automatisk - uden jeg tænker over det. Det er slet ikke i orden når HAN lader sin tallerken, kniv og gaffel flyde på køkkenbordet efter frokosten. Overhovedet ikke! Det lugter, det er grimt og det er plat at han ikke bare lige vasker det op.
Men når jeg er alene hjemme, så er det helt i orden at JEG gør det. Skal jeg være helt ærlig, for fornemmer jeg faktisk en eller anden slags pervers nydelse når jeg vender ryggen til grisseriet og bare *waaah* skider på det. "Glemmer" at vaske hænder *eeeek*. Laver top på skraldespanden. Henter ikke post i postkassen i 3 dage. Vælger natbukser som mest velegnede beklædning 24/7. Jeg hader når andre mennesker gør den slags! De må da tage sig sammen.

Men jeg sumper fuldstændigt!
Den anden formiddag blev jeg pludselig eddersøvnig og totalt udsplattet i ansigtet, og ville lige læse et par sider i min roman. Jeg vågnede 3 timer senere og konstaterede, at det var på tide at begynde at tænke på aftensmad. Resten af dagen/aftenen hang sofaen på nakken af mig, imens tudsegamle Friends-afsnit flimrede forbi i een uendelighed, mens gryder, potter og pander, tallerkener, bestik, aviser, tøj, håndklæder og tøj stod og lå trygt hvor jeg havde efterladt det - dvs overalt. Men det var stadig skidesjovt at Ross ik ku få læderbukserne på *hehe*

Godt man snart skal på arbejde, så dét at rejse sig op gi'r mening (= penge).
Godt man snart igen skal sætte standarden for oprydning og hygiejne, som andre ikke kan leve op til.
Min redning er faktisk, at det er ham den anden der bor her, der roder. Ik mig.

11 september 2005

Hundeliv


PYHA!! Så kom far og mor hjem fra ferie og hentede hundene. Det har været skidesjovt at ha' dem boende (hundene, altså) men også ret krævende - dagene er bare fløjet af sted. Den lille spaniel har ligget i sin kurv på gulvet LIGE ved siden af mig hver nat, og mængden af *SMASK* som den hund kan frembringe er utroligt! Mangen en nat har jeg ligget vågen og tænkt, at den hund kunne slå alle rekorder i produktion af mundvand. Yderligere æder den orange Frolic-tørkost som et tærskeværk og efterlader sig nogle imponerende bjerge af hundelort. Når man kigger på hundens størrelse og sammenligner med bunken af møg som den ubesværet klemmer ud, (hvorefter den løber uberørt og glad og nuttet videre), så taber man bare næse og mund og tror at hunden har skilt sig af med halvdelen af sine indvolde.
Højdepunktet (ikke for mig, men for mine omgivelser) kom i går da jeg lige ville slå græsset lidt nede bagerst i haven. Vi har sådan en gammeldags skubbe "hodda da da da" (jvf Mr Izzard) plæneklipper (tvungen motion er godt). Jeg masede rundt med maskinen og hundene stod lidt på afstand og gloede kedsommeligt på mine anstrengelser. Lige i kanten af plænen er der et gammelt bed, der nu bare er fyldt med skvalderkål, så jeg fik den ide lige at køre maskinen henover kanten og derved klippe det yderste græs og samtidig det nærmeste ankelhøje skvalderkål. Jeg bakkede godt op og tog tilløb, og fræsede fremad mens græs og ukrudt måtte lade livet. Pludselig tyggede maskinen sig igennem noget extra sejt, og 1/2 sekund senere sprøjtede små bidder af en kæmpe orange hundelort gennem luften og ud til alle sider og en fæl stank bredte sig med lynets hast.
Jeg slap (nu indsmurt) maskine, sprang til side og hylede og skreg og pegede og dansede Afskyens Krigsdans, mens jeg desperat forsøgte at fastslå om jeg havde nogle orange rester siddene på mig. Det havde jeg, under skoen.
Nåmen det var da pænt af hunden, at den var gået ud til siden med sin business. Jeg kan da også bare lade være med at slå plænen, udenfor plænen.
Mig og havearbejde... lidt lissom én der utroligt gerne vil underskrive sin millionkontrakt, men kun har en kalkekost at gøre det med. *sjask* nå, det skulle jo gøres.

min første blog-blog

Der er ingen der må tage denne blog som et udtryk for noget som helst. Det er første gang jeg prøver og jeg vil bare lige se hvordan det fungerer :-)
Jeg har passet mine forældres to sorthårede pelsdyr i 10 dage, og i aften skal de hjem. Jeg har lige gået en lang tur med dem, og da de begge skulle i voldgraven er de nu pissevåde og lugter af Den Klassiske Hidsige Dunst: Våd Hund. Derfor er de lukket ude, og dér bruger de al tiden på at sidde og stirre ind i huset - for at se alle de vidunderlige aktiviteter de muligvis går glip af; netop som de er udenfor vil jeg nemlig (tror de) stille masser af kage ned på gulvet, kaste rundt med pinde og stege store bøffer (NOT!). Det de går glip af, er dét der keder dem allermest: mig ved iBooken. Som regel ligger de og trækker torsk i land ved mine fødder, men nogle gange keder jeg dem så voldsomt, at de pludselig sætter sig op og begynder at gø - ad mig! "Hvad VIL I"? skriger jeg til dem, men de nægter at svare. Det nervespil har de kørt med mig i 10 dage nu. Alligevel bliver der tomt når de skal hjem i aften. Alene og med halv-tømmermænd (efter hele 2 glas rødvin og 2 øl i går *jeez*) på en lørdag aften. Hold kæft hvor kedeligt. Hvis jeg var en hund, ville jeg også gø ad mig.