Det er totalt skandaløst så lidt jeg blogger i øjeblikket!
Hvad har jeg lavet? Haft to jobs, mødt en masse fede folk via Twitter, løbet hækkeløb i Sukkermåsens ufatteligt actionpacked forår og været på Reboot11.
Er jeg blevet klogere på noget? Næh.
Er jeg blevet rigere? Bestemt ikke.
Er jeg blevet yngre og slankere? Arj, det ville være synd at sige.
Nå, men hvad så? Jooooo jeg er blevet en del oplevelser rigere. Nu har jeg fx betalt til fitness-medlemskabet i fire måneder, uden at besøge stedet.
Og så var det Skt Hans og mig og Sukkermåsen pakkede et tæppe, et såkaldt "strandtelt" og noget take-away-mad og tog på Amager Strand, hvor vi i et stift, vindblæst kvarter baksede med strandteltet, for kun at opdage, at strandtelte er udstyret med... pløkker.. som skal stikkes ned i .. hvad? Sandet? Det holder jo INGENTING! Så for at det ikke skulle blæse væk måtte vi sætte os indeni det, som to fireårige børn, der legede hus, og spise vores mad. Skide-tak for læ OG skygge, lorte-strandtelt. Bagefter var vi så sure, at vi ikke kunne finde et bål (og der skulle efter sigende have været hele fire), så vi gik op mod bilen for at køre hjem - kun for at indse, at der var maaaaaaasser af læ længere inde mod land. Det kunne ham dér pseudo-sømanden jeg er gift med sguda godt have sagt lidt før. Nå.
Min have ligner Jurassic Park og jeg er T-Rex der vælter rundt i det grønne og tramper lidt ned.
Nu er der 8 aftenvagter og 7 dagvagter tilbage inden jeg har sommerferie.
Suzy Q
- über stochk und stein
27 juni 2009
Suzy siger: Klat-bloggeren vender tilbage
10 juni 2009
Suzy siger: Gratis krimier
Hallo! Lige ind i øregangen.
Så er der krimier til dem, der gerne vil læse en god spændingsroman, men ikke gider sidde på nummeren flere timer ad gangen. Gå en lang tur og hør en krimi, så.
DR forærer to nye, gode spændingsromaner væk til sommerferien - klik HER
Husk at hvis du har iTunes, så er den langt nemmeste måde at få bøgerne "ned" på den hvor du klikker på iTunesknappen på siden og modtager en podcast af bøgerne. Men gammeldaws download er også mulig.
Suzy Q
- enjoy. Og det er kun frem til d. 24. juni, så bli'r de pillet væk igen.
05 juni 2009
Suzy siger: Læsehus
Kom så, Lotto, Gud, skæbnen, lønforhøjelsen - WHATEVER!
Jeg har BRUG FOR det her læsehus..
Prøv og se, mand! Det ser jo ud som om det allerede STÅR i min have!
Men det mest freaky er, at vi faktisk har et gammelt skur på grunden, der er totalt ved at brase sammen. Skuret er intet værd mere, men der er fundament, og strøm, og sågar kloak. Det læsehus og mig - det er meant to be.
Og gæster måtte måske gerne låne.
Suzy siger: Tak, kære kollega
Så sidder jeg på arbejdet og projekter den. Stilhed i storrumskontoret, hvor jeg har tilkæmpet mig plads ved en af de gamle, udslidte pc'ere. Kolleger taler dæmpet sammen, jeg hakker i det gamle tastatur og forsøger at overskue min egen plan, mens jeg venter oceaner af tid på at programmerne åbner, fryser, crasher og skal åbnes igen.
Så kommer der en mail: * WING * synger computeren fra sit harddisc-ophæng under skrivebordpladen. Stikket til hovedtelefoner er ødelagt og virker overhovedet ikke - jeg har prøvet, for jeg skal faktisk i embeds medfør sidde og lytte til ting og sager. Men det må blive en anden dag, for det larmer alt for meget for dem, der sidder omkring mig, hvis jeg ikke gør det i ørebøffer. Mailen minder mig om, at jeg lige skal have lukket for lyden på maskinen, så den ikke *wing'er* hver gang der kommer en ny besked. Så tilbage til mailen.
Det er fra en kollega. Beskeden lyder: "Her er lyden, Suzy. Jeg fandt den på en LP" og vedhæftet er en mp3-fil. Lyden? Af hvad?
Det kan jeg jo ikke sidde og lytte til her. Så fordi jeg egentlig vil gemme mp3'en til senere, klikker jeg på den og kommer af vane til at dobbeltklikke. Hvorefter et lydafspilningsprogram folder sig ud på et milisekund - helt out of character med computerens evner i øvrigt - og begynder at loade.
Alt dette sker på et enkelt sekund og jeg panikker og klikker tusind steder for ikke at få det til at starte, for lyden på computeren står jo piv-åben og jeg aner ikke hvad "her er lyden" betyder! Panik-klikningen gør selvfølgelig at lorte-PC'en viser timeglas og lader som om den intet kan, hvilket tvinger mig til at klikke ENDNU hårdere, hurtigere og mere - men alt står stille..
UNDTAGEN lydafspilningen. Hvilket betyder, at de arbejdende kolleger i det tyste storrumskontor med et sæt vækkes ved, at Den Seriøst Arbejdende Projektleders computer GJALDER denne "lyd" ud (tryk selv play):
| Her er den by Lyden af noget |
| Fandalism Free MP3 Hosting |
Suzy Q
- jeg fik den først stoppet efter alt, ALT for lang tid.. og flygtede mod køkkenet i en haglbyge af tilråb som "Nåhr det er dét du sidder og pusler med" osv osv.
02 juni 2009
Suzy siger: And they shouldn't fence at night...
Bare i tilfælde af, at I endnu ikke har set denne her
Suzy Q
- I pull my feathered hair, whenever I see floating cloth
28 maj 2009
Suzy siger: Fremskridt


"du kunne da vist også godt trænge til et nyt hegn"
får ENTEN en på snotten.
ELLER
kommer og afleverer 10.000 kr og en hel weekends arbejde.
Så ta'r jeg snotten tilbage.
- nej, vi har ikke gjort det selv. Men vi har selv tjent pengene, der betaler gildet.
27 maj 2009
Suzy siger: Nye opgaver
Med en passende mængde modstand vokser man. Det ved alle fitness-folk.
(Okay, jeg har betalt i 4 mdr og først lige opdaget, at min adgangskort ikke virker, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan tænke lidt fitness-agtigt, vel. Fake it till you make it osv.)
Ved siden af mit "normale" arbejde, arbejder jeg for tiden også som projektleder på mine fridage. Det er selvfølgelig hårdt, men det er ufatteligt givtigt for mig at få noget udfordring.
Jeg er lige igang med at læse Gladwells nye og dér kan man læse, at alle studier viser, at 10.000 timers øvning er dét, der skal til, for at "mestre noget" til fulde. At spille violin, springe stangspring, lægge asfalt eller speake i fjernsynet. Mit normale job har jeg bestridt i 9 år og det gi'r omtrent 12.000 timers øvning. Hvilket måske forklarer, at jeg er ret god til det jeg laver, men som også forklarer, at jeg længes efter at prøve noget nyt. Især efter, at jeg sidste år fik en ny master-grad, har jeg i dén grad trængt til at komme af med noget viden (I ved hvad jeg mener) og prøve kræfter og få praktisk erfaring og rive i noget nyt.
Oh. Så kom projekt. Fik jeg kam til mit hår? Ja. Men klarer jeg den? Ja det kan I eddermame tro jeg gør. Og det er bare sådan en uFATTElig god fornemmelse, at have arbejdet hårdt og se tingene glide. Der var nul sekunders oplæring. Bagdelen er, at man skal opfinde alting selv. Fordelen er klart, at jeg kan gøre alting på min måde. Og det lader til, at folk godt kan lide min måde :) (hvilken usigelig lettelse, for det er den eneste måde jeg kender. Phew.)
Opgaverne består mest i at koordinere og styre et stort antal for hinanden totalt fremmede interessenter hen mod samme mål, med et stykke "nye medier" lige i midten og i harmoni med et større juridisk/strategisk benspænd. Sagde du "samarbejde og nye medier"? Ja, det gjorde jeg. Fårk, den sidder lige i skabet.
Havde modstanden været mindre, havde jeg kedet mig. Havde den været større, var jeg knækket. Jeg er så heldig, at den har været liiiige tilpas på den hårde side. Jeg er vokset lidt.
Suzy Q
- det var bare for at sige, at jeg er glad og træt, spændt, bekymret, og mere glad og træt.
23 maj 2009
Suzy siger: I grunden er alt kaos
- og det' okay.
Kan I huske at jeg sagde, at der var håndværkere på spil?
Vi skal ha ny belægning. Nej ikke på tænderne, ejheller på tungen. Men foran huset. Der voksede næsten mere græs mellem de gamle fliser, end der gjorde i - lad os bare kalde den - "mosplænen".
Synes i øvrigt at gravemaskinerne kom lige lovligt tæt på min køkkenhave.
(Det er den sidste rest af gammel facade, der er tilbage.
Lige dér, hvor det nye køkkenvindue sidder. Bag hvilket jeg sidder og skriver lige nu.
Vildt, ikk)
Bemærk den sidste ulækre rest af æggesnaps-gul,
som de tidligere !"#€%&/ ejere havde malet huset i.

Hvor der før var brændeskur og skvalderkål, er der nu gjort kål.
Der skal være skur igen. Bare slankere, så man bedre kan komme forbi.

Og gæt hvem på vejen, der har en stor bunke stabilgrus liggende ude på vejen.
Jeg tror, at de nidkære ældre mennesker i grundejerforeningen må være ved at få et hjertestop over vores utérlige omgang med eget fortov.

Men jeg er bare ligeglad, for min bedste ven er på besøg i DK og vi var ude at spise i går aftes og i morgen formiddag skal vi brunche. Og snakke noget mere.
Suzy Q
- en ting ad gangen


